»Alle vil vinde uden at risikere noget,« siger en hæs stemme i åbningsscenen til den CPH:DOX-aktuelle Megaheartz – en dokumentarfilm af svenske Emily Norling om fire kærlighedssyge kvinder. Den åbner med to veninder, der løber i gaderne. Det er tidlig, tidlig morgen. Klamt og lyst. Er det først på dagen eller sidst på natten? De løber mod havet. Ingen af dem stopper. Den ene hopper ud i vandet med alt tøjet på. Nogen tør risikere noget. Nogen kaster sig i armene på kærligheden og taber sig selv på gulvet i samme øjeblik. Hvad betyder det at få noget ud af livet?
Jeg så Megaheartz en sen hverdagsaften og fik lyst til at ringe til instruktøren og høre om alt det, hun havde lært. I filmen får man en fornemmelse af hendes boblende, bristende livserfaringer. »Der vil altid være nye personer at gå til grunde for,« siger Emily Norling, da vi taler sammen et par dage efter. Det er noget af det, hun har lært. »Man kan absolut gå til grunde igen.«
Vi taler over Zoom. Hun ligger afslappet i sin seng med en sort hoodie og store hørebøffer på. Ser hun film, eller taler hun med en journalist, tænker jeg.
Ligesom med kunst er der heller ikke rigtigt nogen som kan forklare hvad kærlighed er. Måske er det derfor så mange mennesker elsker kunsten, eller måske er det derfor nogen skriver sange om at de gerne vil vide hvad kærlighed er. Måske.
Ellers er der jo altid det med måske. Det er lidt som Lottoriet. De fleste mennesker ved godt de aldrig kommer til at vinde 750 millioner i Lotto. Det er alle drømmene de har mens de går rundt med den fedtede kupon i lommen der holder dem oppe. Drømmen.
Det er også drømmen, mere end den mindre sandsynlige gevinst, som sælger lottokuponerne, og der ér jo nogen, der vinder i Lotto stort set hver uge. Ligesom med væksten og Komiske Dan's klimaløfter, er det blot et spørgsmål om at tro nok på tingene. Så behøver man nemlig ikke tænke så meget.
Kast jer ud i det uden at reflektere for meget. What could possibly go wrong? :)
"Når du når til meningsløshedens yderste, ser du en valgplads, hvor to magter slås - og et ingenmandsland gives ikke" (Martin A. Hansen)
Stakkels Emily Norling - hvad gik der dog galt i to et halvt årti? En robåd uden køl, drifting in confused directions , snart dalrende rundt i smult vande, snart ramlende mod et klippeskær? Altsammen uden betydning i et univers, hvor det ene kan være lige så godt som det andet, og hvor hverken målsætning eller erfaring tilsyneladende afføder nogen kurs.
Er det en Sarah Kane'sk depraveret dekadence og pine ved livet, vi her skal genopleve? Hvor håbet er sat på et livslangt stand by? Norling afslører en afgrund af nihilisme, kun skuende ud mod den triste ende af lortebunken, en suppedas af mangel på formål. Mit hjerte bløder i et stille håb for hendes tvillinger, som forhåbentlig ikke skal møde samme tomhed.
Dette sagt fornemmer man, at Norlings sortsyn helt beregnende er en ventil af bevidst kunstnerisk udslip, for ingen kan stå i lort til halsen og samtidig med overskud hylde tilfældigheden så udførligt, nærmest akademisk - og så frataget de altædende følelser, som hævdes at være drejepunktet i dette unge liv.
Og uanset hvad drivmidlet frem til et stykke kunst måtte være, så har hun opnået, hvad hun ville: mange af os har lyst til at se filmen. Kys til foretagsomhed!