KYIV – En tidlig frostkold morgen står Oleg Savkin i bare tæer i sneen. Han er ikke iført andet end et par stramme badebukser og en mørk hue, mens en tynd kæde med et guldfarvet krucifiks hænger ned ad hans nøgne brystkasse.
Uden at kny hælder han en spand iskoldt vand ned over sig selv, og hans muskler spænder af kuldechokket. Han fylder spanden igen og gentager processen. Tre gange.
»Så, nu er jeg frisk og klar,« siger den 57-årige ukrainske skuespiller.
Han befinder sig i centrum af Kyiv i Tara Sjevtjenko-parken, opkaldt efter Ukraines nationalpoet, der i det 19. århundrede blev forfulgt af russerne for at skrive sine værker på ukrainsk.
»Ukrainernes kamp for egen identitet er ikke ny,« konstaterer Oleg Savkin, mens han frotterer sig. »Nu kæmper vi for den igen.«
Han har udsigt til en statue af netop poeten Sjevtjenko. Eller rettere: Han har udsigt til sandsækkene, der er pakket rundt om statuen fra top til tå for at beskytte den mod russiske bomber.
