Der er et opgør i gang, siger teaterchefer: »Du har ikke carte blanche til at være et dumt svin«

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Moderaternes kulturordfører og tidligere teaterdirektør på blandt andet Østre Gasværk og Aveny-T, Jon Stephensen, de seneste uger har været i modvind. TV 2 kunne den 7. marts fortælle, at flere end 30 af hans kolleger anklager ham for manipulation, trusler og magtmisbrug. Stephensen har senere i et interview med TV 2 sagt undskyld til de ti kilder, der deler deres oplevelser i artiklen, og her har han forklaret de beklagelige hændelser med, at »teateret kan være et sted, hvor temperamenter nogle gange er højt oppe«.

I TV 2’s interview udtaler han desuden, at »det allervigtigste er at tage fat i, om teater i det hele taget – og det er ikke for at bortforklare mig eller noget som helst – er en arbejdsplads, der skal gås efter i sømmene. Om vi er præget af, at vi vil så meget for kunsten og kulturens skyld, at vi nogle gange går over vores egne grænser? Det gælder teaterchefer, men også dem, der er ansat«.

Men hvad tænker direktører og chefer ude på de danske teatre egentlig om den analyse, og er de enige med Stephensen i, at teateret er et sted styret af stort temperament, og hvor prisen for den gode kunst kan være høj? Vi har spurgt fire af dem.

»Myten om, at god kunst skabes i et rum af angst og smerte, er problematisk«

Jacob Schjødt har siden 2021 været teaterdirektør på Odense Teater. Han er uddannet i teatervidenskab, retorik og som sceneinstruktør ved Statens Sceneskole. I 2016 vandt han en Reumert for årets forestilling med stykket ’Lad den rette komme ind’.

– Oplever du, at teatret er et sted, hvor bølgerne går højt?

»Teateret er uden tvivl en branche med mange passionerede mennesker. Temperamentet kan være højt, og der kan være udtalte frustrationer i en kunstnerisk proces – og det synes jeg absolut, der skal være plads til, da disse følelser godt kan eksistere i et respektfuldt rum.«

»Men på samme tid eksisterer der en myte om, at god kunst bedst skabes i et rum af angst, og jeg tror, at nogen kan hænge fast i den forestilling. Det kan blive problematisk, fordi den her myte om kunstens præmisser kan være en undskyldning for, at grænser bliver overskredet. Det er dog ikke min opfattelse, at teaterbranchen generelt arbejder ud fra den myte. Jeg har været teaterdirektør på Odense Teater i to år og udøvende scenekunstner i 12 år før det, og jeg har aldrig oplevet den slags arbejdsrum.«

– Oplever du, at der er sket en kulturændring i branchen, eller er der stadig behov for et opgør med ledelsesstile og arbejdsgange?

»Jeg synes, at der i høj grad er sket en kulturændring på teatrene. Jeg mener ikke, at sagen om Stephensen skal være en løftestang for, at alle teatrene skal se sig selv efter i sømmene – det har mange allerede gjort. Jeg tror desuden, at der er ved at ske en udvikling, hvor instruktøren som den ’altdominerende figur’, der agerer diktator, er ved at forsvinde.«

– Hvad er der blevet gjort, og hvad kan der gøres for at sikre en bedre arbejdsgang på teatrene?

»Scenekunstbranchen er gået sammen med film- og tv-branchen om det fælles initiativ Stregen i sandet, som tilbyder viden om, hvordan grænseoverskridende adfærd skal håndteres. På Odense Teater har vi gjort os mange overvejelser om ledelsesstrukturen. Derfor har vi opdelt ledelsesansvaret, så vi har en kunstnerisk teaterdirektør og en administrativ direktør. Det kan være en fordel, da kreative ledere i mange tilfælde vælges ud fra kunstnerisk erfaring snarere end ledelseserfaring.«

»Hvorfor hersker der stadig en rest af en gammel kultur i branchen, der ophøjer ideen om geni-ledelse?«

Sargun Oshana har været teaterdirektør på Blaagaard Teater siden 2021. Han er uddannet fra skuespillerskolen i Aarhus i 2012 og som instruktør på Statens Teaterskole i 2016. Han modtog en Reumert som Årets Instruktør for forestillingen ’4:48 Psychosis’ på Aarhus Teater i 2019.

– Kan du nikke genkendende til Jon Stephensens syn på teaterverdenen?

»Vores branche er ofte under et stort præstationspres både tidsmæssigt og økonomisk. Men jeg synes på ingen måde, at det er en undskyldning for dårlig opførsel. Derudover oplever jeg, at han spiller på en gammel opfattelse af det kunstneriske arbejdsrum som noget vildt og grænseløst og bruger det som undskyldning for dårlig ledelse.«

– Er der behov for et opgør med tonen i branchen?

»Ja, det mener jeg. Hvorfor hersker der stadig en rest af en gammel kultur i branchen, der ophøjer ideen om geni-ledelse? Derudover synes jeg også, at vi har en rygtekultur, som gør, at der måske er mange, der er bange for at stå frem med sager, fordi man som skuespiller hele tiden er afhængig af at blive anbefalet af andre teatre for at få et job.«

– Hvad har I selv konkret gjort?

»Fra starten af en kunstnerisk proces gør vi det klart, at hvis man oplever noget ubehageligt, så har vi forskellige repræsentanter, man kan gå til, afhængigt af relationsforhold og magtpositioner på produktionen. Med Stregen i sandet-projektet (initiativ fra film- og teaterbranchen mod grænseoverskridende adfærd, red.) får man som teater en guideline til medarbejderne om, hvad man kan gøre i disse situationer, og den giver noget gennemsigtighed.«

»I forbindelse med den her snak har vi også talt om, hvordan vi kan gøre det endnu mere tydeligt og forhindre, at der sker sådan noget hos os. Vi er lige nu i en samtale om at få en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, så der også findes en kanal mellem bestyrelse og medarbejder.«

»Det er vigtigt, at vi ledere forstår den magt, vi har«

Mette Wolf er teaterdirektør på Nørrebro Teater. Hun er uddannet cand.mag. i dramaturgi fra Aarhus Universitet og i kultur, medier og formidling fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet på DR-serien ’Arvingerne’ og er derudover ambassadør for Stregen i sandet.

– Er der behov for et opgør med tonen i branchen?

»Jeg synes, vi er i gang. Vi må ikke falde ned i klicheen om teatret som et sted med meget følsomme mennesker. Det kan godt være, de er det, men det er stadigvæk folk, der kan opføre sig ordentligt. Du har ikke carte blanche til at være et dumt svin, bare fordi du arbejder på et teater.«

– Hvad er det for nogle situationer, der opstår, når det går galt på et teater?

»Det, som er anderledes for teatret som arbejdsplads, er, at vi har så mange løstansatte. Det giver teaterlederen en særlig form for magt, fordi man kan bestemme sig for ikke at ansætte folk igen. Især yngre skuespillere er bange for at gøre sig uvenner med folk og ikke få det næste job. Så derfor går de langt over deres egne grænser for at kunne begå sig i sådan en freelancetilværelse. Og det er jo slet ikke i orden.«

– Hvad kan man gøre for at komme det problem i møde?

»Man kan som teaterdirektør sørge for at skabe et rum, der er trygt og tillidsfuldt, og hvor folk, hvis de ikke har det rart med en situation, har mulighed for at gå til andre end deres leder med problemet. Det vil sige, at der må være nogle værdier, som gælder uafhængigt af lederen. I projektet Stregen i sandet, som jeg er ambassadør for, er der nogle adfærdspolitikker, som man kan følge på sin arbejdsplads, for at sikre sig mod det her problem. Jeg tror derudover, at det er vigtigt, at vi ledere forstår den magt, vi har, fordi vi arbejder med så mange freelancere, der står sårbart.«

»Jeg er selv nogle gange blevet advaret mod chefer, hvor jeg alligevel har taget jobbet«

Agnete Krabbe er administrativ chef på Husets Teater, hvor Liv Hjelm er kunstnerisk leder. Hun er uddannet fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og har tidligere arbejdet som producent på Malmø Stadsteater og som producent på Mungo Park Kolding (nu Kolding Egnsteater).

– Oplever du, at teatret er et sted, hvor god kunst sommetider må gå ud over arbejdsforholdene?

»Det er muligvis teatret og kunstens længstvarende og største løgn. Jeg ved ikke, hvem der har opfundet den. Det har nogle gange været en undskyldning for at være utilstedelig, det her med at kunsten har det godt, når man er presset eller overskrider grænser. Det er bare så utrolig langt væk fra virkeligheden.«

– Er der behov for et opgør med tonen i branchen?

»Ja, jeg tror, der er mennesker i branchen, der har brugt den her fortælling som en undskyldning for at opføre sig grænseoverskridende over for deres kolleger, og det er der brug for et opgør med. For det er ikke nødvendigt, og det er ikke rigtigt. Der findes ikke nogen gode grunde til at råbe andre op i hovedet eller presse hinanden til noget, de ikke vil. Fortællingen om, at vi skal lide lidt for at lave god kunst, skal bare lægge sig ned og dø. Den bedste kunst, jeg har lavet, har været, hvor folk har været trygge, og hvor rammerne, for at de trives, har været der.«

– Hvorfor tror du, at Jon Stephensen er endt i flere lederstillinger?

»Det handler om, at han har skabt store succeser også i sin tid på Østre Gasværk, og han har været en dygtig strateg. Så kan man jo få et hvilket som helst job. Men det er interessant, at han, så kort tid efter han bliver fyret fra Østre Gasværk, får en lederstilling igen.«

»Det er mest af alt skræmmende, at vi har at gøre med en branche, hvor alle ved ting, men nøjes med at advare hinanden. Jeg er selv nogle gange blevet advaret mod chefer, hvor jeg alligevel har taget jobbet, og så har der været dårlige oplevelser. Og det er noget, vi i branchen har gjort, fordi vi historisk har tappet ind i fortællingen om, at sådan er vilkårene. Vi er bange for ikke at få et job. Derfor er det stort, at folk stiller sig frem og siger noget nu. Det kræver utroligt meget mod, især når der er tale om folk i magtpositioner.«