Hver februar invaderer en særlig art mine sociale medier. Modeugerne får fashion-folket til at rejse verden rundt først i København, så til New York, siden London, Paris og Milano, og med det følger en horde af langbenede modeller i mit instagramfeed.
Men i dette års evighedsstrøm af slanke, unge kvinder i det nyeste skrud, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at alle modellerne var så … tynde.
Forstå mig ret, det har topmodeller jo længe været. Men hvor meget man end kan sige om industriens trendhysteri, klimaaftryk og generelle giftighed (intet tyder på, at filmen The Devil Wears Prada, hvor Meryl Streep spiller ond modebladschef, er specielt overdreven) er der – trods alt – kommet et par flere udtryk på podierne. I hvert fald hvad angår etnicitet, hudfarve og køn. Også så småt hvad angår størrelse: Modeller som Paloma Elsesser og Ashley Graham er blandt de hotteste, smukkeste og dyreste modeller, man kan booke.
Men, og det er et stor men: Var det bare en trend?
Nu kan mænd jo også være (stærkt) overvægtige og således have gavn af Wegovy/Ozempic. The Economist fortæller således om Novos diabetesmedicin i forrige uge med udgangspunkt i en texansk mand (145 kg), der - på sin læges forslag - finder ud af at købe det online fra Canada, fordi det er væsentligt billigere dér end i USA. Han har så - til sin lettelse - tabt godt 30 kg på et år. Novo er klar over, at den aktuelle efterspørgsel (også netop som rent slankemiddel) har oversteget produktionen - og det er naturligvis et problem. Derfor fortæller artiklen, at Novo for nu er 'back to basics' og i samarbejde med læger, forsikringsselskaber og sundhedsmyndigheder i USA fokuserer på kunder med et BMI på over 30. Udsigten til effektiv hjælp til overvægtige/stærkt overvægtige, der anslås at runde 4 milliarder mennesker i 2035 er således betragtelig. Dette handler ikke om tynde modeller, kendisser og hvad-ved-jeg, men mange, mange mennesker med en belastende kropsvægt. The Economist' udgave 4-10. marts beskrev problematikken udførligt.