Ugens anbefalinger: Musikken i de udskældte 90’ere og true crime som konceptkunst

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Musikpodcast giver oprejsning til de udskældte 1990’ere

PODCAST. ’60 Songs That Explain the 90s’ kan høres på Spotify og alle andre steder, der udbyder podcast.

Den ualmindeligt sludrevorne, men også vældigt detaljeorienterede, begavede og – vigtigst – morsomme amerikanske musikjournalist Rob Harvilla har sat sig for at udvælge og gennemgå de popsange, der tilsammen forklarer årtiet 1990’erne. I første omgang er det 60 styk, men det viser sig umuligt, så nu har han udvidet samlingen til 90 og er nået til nummer 77.

Rod Clemen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

En af de seneste udgaver af podcasten 60 Songs That Explain the 90s tager sig af Natalie Imbruglias »Torn«, der ikke bare er en coverversion, men et cover af et cover. Først skrevet af rockbandet Ednaswap, siden indspillet på dansk af Lis Sørensen (!), senere engelsk igen af norske Trine Rein og så – i 1997 et internationalt smashhit af Imbruglia. Derfor bruger Harvilla de første 17 minutter på at rable om sit gymnasieband, der spillede adskillige coverversioner af andre bands’ coverversioner. Det er underholdende. Og så gennemgår han ellers musikken og særligt lyrikken, som han tager vidunderligt alvorligt. I hvert afsnit har han besøg af en ekspert eller musiker, der giver et andet perspektiv, i det her tilfælde sangeren Sophie B. Hawkins, som selv hittede med »Damn I Wish I Were Your Lover« (der egentlig godt kunne have sin egen episode).

Podcasten er begejstret musikformidling, der samtidig er historieundervisning – og en manifestation af, hvordan en del af den musik, der umiddelbart måske forekommer letfordøjelig fra det udskældte årti, 1990’erne, har banet vej for den musik, vi hører i dag.  Andre episodeanbefalinger: Den om Britney Spears’ » … Baby One More Time«, den om Radioheads »Creep« og den om TLC’s »No Scrubs«.

Rasmus Elmelund

Det er jo forfærdeligt at være ung

DOKUMENTARSERIE: ’Stolen Youth’ kan streames på Disney +

Hvis tre mennesker mødes om en tosset idé, og den ene bestemmer mere end de andre, så er der en streamingtjeneste, der laver en alt for lang dokumentarserie om det. Efterspørgslen på tv om obskure sekter synes i hvert fald umættelig. Det var derfor med forbehold, at jeg satte mig til at se Stolen Youth på Disney+, men det skulle jeg ikke fortryde.

Dokumentarserien handler om en gruppe vist gennemsnitligt famlende studerende på Sarah Lawrence College. En dag flytter den enes far ind i deres lille kollektiv. Han er lige kommet ud af fængslet som uskyldigt offer for en konspiration. Noget med CIA. Måske Gorbatjov. Larry Ray, hedder han (måske), og han begynder langsomt at hvirvle de unge ind i sit spind, en efter en, med et hjemmebrygget selvhjælpsprogram, der ender som sexkult/pengemaskine. De unge får det stadigt værre, men Larry overbeviser dem om, at sådan er det at være menneske. De er bare så heldige at have mødt en, der kan guide dem igennem det. 

Serien er unik i sin beskrivelse af denne gradvise hjernevask – Larry var paranoid og optog alting, så der er timevis af VHS-optagelser af hans metoder. Men ikke mindst er den helt særlig, fordi den følger de unge bagefter. Hvordan rydder man op i en hukommelse, der i en alt for ung alder blev indkodet med en alternativ virkelighed?

Stolen Youth er en af den slags dokumentarer, hvor man ender helt ude på kanten af sofaen (eventuelt råbende), men som også efterlader tanker: For gad vide, om vi alle sammen er til fals for en rigtig dårlig idé, leveret af et rigtig karismatisk væsen, hvis vi bare bliver fanget på et rigtig, rigtig sårbart tidspunkt. For det er jo forfærdeligt at være ung. De fleste af os er bare ikke så (u)heldige at møde en, der bilder os ind, at der er en smutvej.

Anna von Sperling

Hvis true crime var konceptkunst

UDSTILLING: Finn Reinbothe: More sad love songs (on a grey Background). Avlskarl Galleri. Til 18. marts. 

I et vindue i den mondæne Bredgade i Indre København hænger et papskilt og annoncerer for en udstilling. Eller gør det? Papskiltet med store, umage blokbogstaver ligner mest af alt noget, som en folkeskoleklasse har frembragt en doven dag i formning.

Inde bag glasset er det dog dansk konceptkunsts mest drillesyge herre Finn Reinbothe (født 1953), der er på spil. Han har iscenesat galleriet som et gerningssted, og jeg har på fornemmelsen, at det er kunsten selv, der har gjort det.

Her er ikke lærreder med klatmaling på væggene, men rektangulære omrids optegnet med fiskesnor og turkis plastikreb. Ved siden af disse lærredsspøgelser hænger viskestykker med malerpletter på kroge og ligner, at nogle lige har vasket – nej, tørret – deres beskidte fingre. En beskidt bamserangle dingler fra en fiskesnor et sted, og der er gulnede tekster med udstregninger, morsekoder og sorte censurstreger hængt i glas og ramme.

Foto fra udstillingen

Jeg gik rundt og havde det lidt, som om jeg skulle løse gåden i et escape room, men bare hvor det var hele den vestlige kunstinstitution, der var på anklagebænken. Og jeg tror, at Reinbothes udstilling gør alle kunstverdenens meget irriterende ideer om det store (mandlige) geni, der udtrykker sin ypperlige individualitet med penselsprøjt (tænk Jackson Pollock) til både offer og gerningsmand.

Endda er jeg ikke sikker på, at min true crime-tolkning af udstillingen er rigtig. Og sådan er det, modsat i detektivhistorier, med god kunst: Der er altid mere end en løsning.

Bodil Skovgaard Nielsen