Det har været en kolossal uretfærdighed i mange år. Den danske litteraturkanon, der er obligatorisk pensum og undervises efter på ungdomsuddannelserne, det vil sige de ældste klasser i folkeskolen og gymnasieskolen, er i forhold til køn helt skæv. For folkeskolen gælder, at den består af 12 mandlige forfattere og to kvindelige, og for gymnasieskolen af 13 mandlige forfattere og kun én kvindelig foruden en folkevise.
Dansklærere har råbt op om det i flere år og ønsket en revision af den statsligt dikterede litteraturkanon, der blev etableret i 2004 og ikke siden er blevet revideret. Repræsentanter for såvel folkeskolen som gymnasierne har haft foretræde for danske undervisningsministre, og sidste forår blev der afholdt en stor åben høring om emnet på Christiansborg. Foruden de mange skriverier i medierne. Heller ikke på den nye finanslov, der netop er blevet vedtaget, er der afsat penge til at udarbejde en ny, revideret kanon med de forfattere, som ethvert barn i Danmark skal stifte bekendtskab med i løbet af sin ungdomsuddannelse.
"Nu giver Information unge og kommende magthavere en litteraturkanon med kvindelige forfattere"
Hvor ?
Eller mener i?
"Nu sælger Information en litteraturkanon med kvindelige forfattere til unge og kommende magthavere."
Undskylder på forhånd, hvis det er mig der er blind, men jeg kan virkelig ikke finde den kanon?
Det må som kvindelig forfatter opfattes som diskriminerende, at blive skrevet ind på en kanon først og fremmest på grund af køn og ikke det litterære værk.
”Den litteraturhistoriske usynliggørelse af kvinder er massiv.”, påstår Peter Nielsen i artiklen. Det er en urimelig påstand, der ikke er i overensstemmelse med faktiske forhold og vel egentlig også en diskriminerende påstand? - da artiklens forfatter netop med den udtalelse viser en diskriminerende uopmærksomhed på de betydningsfulde kvindelige forfatter, der i det nyere litterære danske landskab har skrevet sig ind i litteraturhistorien, forfattere som Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Suzanne Brøgger, Inger Christensen, Vita Andersen, Helle Helle, Kirsten Thorup, Dorrit Willumsen m.fl.
Næste skridt må være en LGBT+ litteraturkanon så vi kommer ud over den binære tænkning. Og videre frem må man overveje om der er andre aspekter, der er relevante at tage i betragtning end kønsopfattelse, som eksempelvis social baggrund, geografisk oprindelse (land vs by) osv osv
Tage Chabert, vel ikke mere diskriminerende end, at vi mænd vælges, fordi vi er mænd?
Hvor fjollet. Hvorfor ikke en kanon for rødhårede?
Det virker som en god ide. Må det gavne dem der har behov for den.
Som en far til tre piger, så kunne det nok godt være noget jeg tog en snak med dem om når de blev gamle nok.
Jeg tror at det kunne fordre selvrefleksion og mindske sort/hvid tænkning.
Så den kanon er måske ikke for mænd, men jeg tror ikke at man skal se den som 'anti-mænd'.
Hurra for et vigtigt initiativ! Der er behov for det! Men det ærgrer mig at Information vælger en mande-litterat; det signalerer at der ikke findes en kompetent kvinde til jobbet. Og så please: i stedet for at skrive kvindelig forfatter så hellere: kvindeforfatter: ( Jfr engelsk:=woman writer)
Jeg glæder mig i hvert fald til at læse serien. Også selv om troldehæren kom først her.
For mig er det fint nok, at Information bidrager til diskussionen om kvinders litterære repræsentation i den akademiske forsknings opfattelse af litterær og pædagogisk relevans og dermed indirekte i den obligatoriske kanon, der er blevet etableret for danskundervisningen i folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.
I modsætning til Informations projekt er de etablerede kanons imidlertid skabt ud fra forskningsmæssige kriterier og ikke ud fra æstetiske og personlige præferencer hos personerne i de udvalg, der dengang blev enige om, hvem der skulle med og ikke skulle med.
Her ligger en afgørende hindring for, at Informations projekt kan blive andet end et populistisk og journalistisk projekt.
I præsentationen af Thomasine Gyllembourgs forfatterskab, den første af de tolv, lægges der afgørende vægt æstetiske kriterier og en argumentation for, at det er GOD litteratur, selv om der også nævnes enkelte litteraturhistoriske kvaliteter for at anbefale værket til en kanon.
Det afgørende ved etableringen af en kanon over ældre dansk litteratur bør i stedet være, hvad der har litteraturhistorisk og pædagogisk relevans i forhold til danskundervisningen på institutionerne i 2023.
Hvad med at lade det æstetiske blik i højere grad være ledsaget af et ideologikritisk og pædagogisk perspektiv?
Kunst og kunstværker interagerer jo med forhold, der vedrører såvel det individuelle, det sociale, det kulturelle, det moralske og det politiske felt.
Thomasine Gyllembourgs forfatterskab er interessant ud fra et litteraturhistorisk perspektiv, og derfor indgik hendes værker også altid i pensum, dengang jeg fungerede som gymnasielærer i dansk.
Værkerne bør i udgangspunktet læses på deres egne betingelser, da der er tale om danskundervisning og ikke historieundervisning, men dernæst bliver man også nødt til, netop i et litteraturhistorisk perspektiv, at anlægge en socialhistorisk og en ideologisk kritik af værkerne.
Noget der i afgørende grad mangler ved præsentationen af Thomasine Gyllemborg i den første af Informations artikler.
Hendes værker er jo grundlæggende set udtryk for en bekræftelse af de normer og værdier, som kommer til udtryk i tidens kristelige og idealistiske enhedskultur?
Alt det, som forfatterne forsøgte at gøre op med i Det moderne Gennembrud, hvor man søgte at gøre op med kristendommens kulturelle indflydelse og satte fokus på ligestilling mellem kønnene, ikke mindst i hjemmet og samfundsmæssigt og politisk.
De fleste kvinder har, hvis I skal være helt ærlige, et svagt punkt for kanoner. Ret mig hvis jeg tager fejl.
Bjarne Toft Sørensen, måske er det bare mig, men hvordan kan man anlægge "forskningsmæssige kriterier" i en bedømmelse af litteratur?
Udover at måle LIX-tallet, og tælle ord og fremmedord, hvilket er en ren mekanisk øvelse.
Litteratur bør (vel?) netop måles på den subjektive vægtskala; hvordan rører den sjælen, hvordan skubber den til kulturen og udfordrer det bestående m.v.
@Frederik Schwane
"Forskningsmæssige kriterier" er måske heller ikke det rette ordvalg, men kanonudvalget bestod i langt overvejende grad af faguddannende personer inden for litteratur og pædagogik, undervisere fra de gymnasiale uddannelser, seminarier og folkeskolen samt undervisere og forskere fra universitetet.
Her følger et kort citat fra kanonudvalgets rapport fra 2004. Det drejer sig om den kanon, der stadig er gældende:
"Kanonudvalget vil gerne medvirke til at indkredse de forfatterskaber, som kan være særlig vigtige og udviklende – i respektfuld dialog med skolen; vi vil gerne understrege, at de anlagte kvalitetsvurderinger naturligvis kan anfægtes, og at der også er store udsving i kvaliteten af de tekster, de kanoniske forfattere har skrevet. Hvor en værkkanon kan pege mod bestemte tekster, vil en forfatterkanon stille lærerne friere i deres tekstvalg. Kvalitet giver sig da heller ikke her ud for at være en objektiv størrelse, og et udvalg, der skal give anbefalinger til brug i skolen, kan naturligvis ikke se bort fra den pædagogiske sammenhæng, de udvalgte forfatterskaber skal indgå i".
https://static.uvm.dk/publikationer/2004/kanon/kap01.html
Det, som jeg især hæfter mig ved, er spørgsmålet om kvalitet i relation til "forfatterskaber, som kan være særlig vigtige og udviklende", og at der ikke kan ses bort fra "den pædagogiske sammenhæng, de udvalgte forfatterskaber skal indgå i".
Det, at et forfatterskab er "vigtigt og udviklende", og at der skal tages hensyn til den "pædagogiske sammenhæng" er et noget mere omfattende spørgsmål, end om udvalgte værker i det pågældende forfatterskab har litterær kvalitet i betydningen æstetisk kvalitet.
Det er også derfor, at jeg påpeger nødvendigheden af i forbindelse med undervisningen at anlægge en socialhistorisk og en ideologisk kritik af de anvendte værker.
Kanonovervejelser bliver nødt til at tage udgangspunkt i de bekendtgørelser og fagbilag, der er gældende for folkeskolen og gymnasierne i dag, og for gymnasiernes vedkommende må man sige, at den ældre litteratur har en stadig mindre betydning, af mange forskellige årsager.
Der er noget meget tilbageskuende over Informations opfattelse af dannelse og undervisning i litteratur i folkeskoler og gymnasier. Som om man gerne vil tilbage til tiden før 1970, hvor pensum i høj grad var litteraturhistorisk orienteret og næsten udelukkende bestod af læsning af "de store forfatteres" værker for værkernes og forfatternes egen skyld.
På den ene side noget progressivt, ved at arbejde for flere kvindelige forfattere i en kanon, og på den anden side noget reaktionært, som om vi skal tilbage til en litteraturforståelse og dannelse, som den var gældende på Aage Henriksens tid, altså før studenteroprøret og videnskabeliggørelsen af litteraturuddannelserne på universitetet, med de afledte konsekvenser det fik for danskuddannelserne på ikke mindst gymnasierne.
Som et supplement til ovenstående kommentar:
Kanonudvalget i 2004 var inde på nogle af de samme overvejelser i deres rapport, som jeg fremfører:
"Der skal arbejdes med den overordnede betydning, kanonens forfattere har haft både i deres tid og eftertid, så det kan forklares og demonstreres for eleverne, at disse forfatterskaber har betydning ud over deres egen, individuelle sproglige og litterære kvalitet ved at være særlig værdifulde vidnesbyrd om de historiske veje, ad hvilke vi er kommet til vores nutid".
Frederik Schwane - mænd vælges ikke partout fordi de er mænd, eller vil du mene, at alle mænd kun er valg af denne grund. Information nævner selv kriteriet for deres kanna, som er kønnet, mens en kanon bør handle om det bedst mulige litteratur.
@Grethe Kierkegaard
Bedst til hvad ud fra hvilke kriterier? Hvad skal en sådan litteratur kunne?
Grethe Kierkegaard, jo, i og med kvinder bliver fravalgt pga. deres køn, bliver mænd tilvalgt pga. deres køn.
Udover at dele mange fælles kriterier for valg af litteratur, tror jeg også, at der er forskelle mellem mænd og kvinders valg af litteratur. Jeg er ret sikker på, at min kone mere dåner over litteratur om kvinder og børns forhold og over socialrealisme og drama end jeg. Jeg tror, at hun har et mere empatisk forhold til litteratur, mens jeg mere er på action fortællinger. Om det ene er bedre end det andet, skal jeg ikke kloge mig på - kultursnobber vil nok påstå, at min kone har en mere veludviklet sans for litteratur end jeg.