Det forekommer i dag umuligt at overvurdere rækkevidden af det radikale litterære og kønspolitiske opbrud, der fandt sted med udgivelsen i december 1850 af bogen Clara Raphael. Tolv Breve. Værket gav anledning til en af de største og længste fejder, dansk åndsliv har set, og dets forfatter står for al eftertid som en frygtløs pioner, fremme hele tyve år før stiftelsen af Dansk Kvindesamfund og mere end et halvt århundrede inden indførelsen af kvindernes stemme- og valgret i 1915.
Kvinder er i dag stort set fraværende i danskfagets litteraturkanon for folke- og gymnasieskolen. Derfor har Information lavet en litteraturkanon med 12 uundværlige kvindelige forfattere, som er lige til at sætte på pensum. Vi er nået til anden del, som handler om Mathilde Fibiger.
En tanke slog mig: når det for Mathilde Fibiger ikke blot drejer sig om kvindekønnets, men om hele menneskehedens frigørelse – og at de to ting gensidigt betinger hinanden – minder det om hvad den unge Marx omtrent samtidig skrev om jødernes emancipation i (det godt nok ret indforståede og i dag vanskeligt læselige skrift) "Zur Judenfrage". Jøder skulle blive borgere som alle andre – og kvinder skulle også.
To samtidige bevægelser, der begynder i kølvandet på Oplysningstiden og den Franske Revolution, og som i vores del af verden næsten er i mål i dag (for nu at sige det meget kort....)