Der findes et VHS-bånd af skuespiller Kristoffer Eriknauer fra 3. klasse, som nærmest er profetisk. Der er juleafslutning på folkeskolen, og han står forrest på en scene iført hvidt satinsæt og fjerboa. Bag ham danser hans klassekammerater, og selv synger han hovednummeret i musicalen Askepop.
»Jeg vidste godt, at jeg ville blive mobbet i et halvt år, hvis jeg stillede mig derop,« siger den 25-årige skuespiller i dag. Heldigvis havde han en god lærer, der kunne se, at her var en drøm, der var for afgørende til at blive undertrykt. »Så jeg endte med at gøre det. Og så blev jeg rigtig nok mobbet i et halvt år efter,« siger han med et grin.
Kristoffer Eriknauer lever i dag barnedrømmen – og mere til. Netop juleforestillingen og den mobning med at være homoseksuel, der fulgte ham op gennem skoleårene, blev omdrejningspunktet for hans bachelorprojekt fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus: Stykket, der kom til at hedde Mobbedreng, blev endda sat op på Teater V i Valby.