Kultur
2. juni 2023
Den 17. og 18. maj gav den tidligere Pink Floyd-frontfigur Roger Waters koncerter i Berlin. Under sangen »In The Flesh« optrådte han – som vanligt på sin turné – i en gestapolignende uniform. En lang, sort læderjakke med korslagte hammere, ikke et svastika på krave og armbind.
Det fik Berlins politi til at åbne en undersøgelse af den 79-årige stjerne.
Anklagen lød på antisemitisk opfordring til optøjer. Waters’ beklædning »accepterede, glorificerede og retfærdiggjorde« naziregimet, lød det fra politiets talsmand Martin Halweg til avisen The Guardian.
Det er klart, at det ser voldsomt ud, når Waters optræder i nazilignende uniform og endda affyrer en maskinpistol, men vi er – som altid – nødt til at kende konteksten.
Hysteri.
Not history.
The Wall er trist nok tilsyneladende ukendt stof, og så I Berlin hvor Pink Floyd havde en fuldstændigt navnkundig liveoptræden med værket, klods op af Berlinmuren.
Så skulle Pink Floyd og Bob Geldorf , der spillede hovedrollen i filmatiseringen af The Wall, og i øvrigt alle andre der gennem tiden på film eller i performance har iført sig nazi-gevandter for at skildre den ideologis rædsler, åbenbart forherlige nazisme og udtrykke antisemitisme.
Har historieløsheden og idiotien da overhovedet ingen grænser?
Jamen, lad os så slå et slag for Roger Waters ytringsfrihed.
Og kan vi så ikke også være enige om, at han, når han udtaler sig om verdens tilstand, mere ligner det, englænderne kalder en gammel mand, som har ”lost his marbles”. Og at han måske ikke er en antisemit i klassisk forstand, men at hans had til Israel, zionisme og jøder er så umodereret, at man sagtens kan antage ham for at være én af slagsen.
PS. Pink Floyd hører til blandt mine favoritter, når det gælder musik.
Hvad er Pink Floyd uden Syd Barrett:
"Carefull with that axe Eugene"..
Et businessprojekt.
@Jens Nielsen, det er nok mere rimeligt at spørge om det modsatte: Hvad ville Syd Barret være uden Pink Floyd ?
Jeg vover et svar: Ingen ville kende ham. Han kendes udelukkende, fordi Pink Floyd sidenhen, efter Syd Barret, skrev noget musik, der gik over i historien.
Set the control for the heart of the Sun, Cymbaline, Fat Old Sun, Echoes. One of these Days, Us and Them, live at Pompeji, KB hallen 1972, Gentofte Stadion, og nu igen; igen. The Wall Er pompøs, men en ordinary man er han ikke, ingen af dem var. Look mama, there’s an airplane in the Sky. Egentlig har han sagt det samme i 60 år: sindet, mental sygdom, pengesamfundet, isolationen, at være en pig, et får, en hund, shine on you crazy Diamond Syd, UFO club, farefulde Axes: guitarer. Jo, det hænger sammen, det er, eller var, noget af en rejse, så Breathe! Planeten lider.
Det er klart som blæk, Waters er den der kører på, Gilmour den blændende, Wright og Mason de unikke, bandet sammen et mirakel, der med simple bluesakkorder spiller vidunderlige, smukke ting som Embryo, Green is the colour, Childhood’s end og skræmmende sager i Comfortably Numb og Astronomy Domine. Skriget! For menneskeheden, for murene i og omkring os. Selvfølgelig er det teatralsk, men han tager slæbet, han er rugbrødet.