For tiden bruger jeg et par timer om dagen på verdens ende. Jeg står op, går på arbejde, køber ind, kommer hjem og spiser aftensmad. Og så kigger min kæreste og jeg ellers stjålent på hinanden, indtil en af os siger: » … Er det tid?«. Tid til verdens ende.
Det startede med HBO Max-serien The Last of Us, der i foråret bandt os til skærmen med historien om en svampesporepandemi, der gør mennesker til kødædende zombier. I serien møder man den 14-årige pige Ellie, der er blevet bidt – men som ikke forvandler sig til en zombie. Nu skal Joel, en vrangvillig midaldrende mand, fragte hende over land og rige til videnskabsfolk, der måske kan lave en kur ud fra hendes blod.
Og jo, selvfølgelig er der rigeligt med action og afhuggede lemmer. Men det er egentlig ikke dét, der gør serien interessant. Det er tværtimod Joel og Ellies umage far-datter-forhold, der kun langsomt vokser frem, men som viser sig langt stærkere end den værste virus.
Fin anmeldelse af serierne! Måske kan dystopier vække længslen efter godhed, kærlighed og fællesskaber.
Det gode liv.
Lad os høre noget mere om det.