Det er svimlende at rejse med Louis Jensen. Som en sand moderne ætling af national-ikonet H.C. Andersen kan han noget med at frisætte fantasien og skabe fortællinger, der i ofte let syrede scenerier og med et yderst receptivt og lyttende sanseregister sætter ord på, hvad det vil sige at være et menneske. Det har siden debuten med Krystalmanden (1986) været omdrejningspunktet i et forfatterskab, som foruden foreløbig syv udgivelser med hver 100 historier rummer en lang række poetiske afsøgninger af kærlighedens, kønnets, bogstavernes, naturens, ja, af selve skaberværkets væsen. Altid i en rummelig hybridform som kombinerer en helt særegen fantastik med et lag af realisme.
I Kejserinden handler det for den unavngivne jegfortæller om at lære at elske og at give sit hjerte bort. Vores fortæller, som ikke har nogen mor, bor sammen med sin ostesælgende og evigt omkringrejsende far ved siden af motorvejen, hvor han drømmer om rejser til et fremmed land og et stort hav. To sider inde i romanen samles han op af en smuk kvindelig lastbilchauffør med blå tindrende øjne, som i lastrummet har en 30 meter lang kvinde. Drengen får at vide, at den lange kvinde skal ha’ hans hjerte — ellers dør hun. Begge bliver derefter smidt i havet. I faldøjeblikket får drengen fat i den kvindelige chaufførs ansigt, som viser sig at være en maske. Bag masken ser drengen et endnu smukkere ansigt fyldt af ømhed, medfølelse, nysgerrighed og beslutsomhed. Således imprægneret og med en tro på, at han nok skal overleve, kravler drengen op på kvinden i vandet. Kvinden giver han navnet Kejserinden. Rejsen på kvinden, der altså også er et skib, kan begynde.
I første omgang går den stormfulde rejse over Atlanterhavet til New York. Drengen overlever ved at drikke mælk fra kvindens bryster og søger beskyttelse under kvindens hår eller, når stormen er værst, under hendes tunge. Under tungen befinder sig en lille æske med en bog og en blyant. Bogen er fyldt med hvide sider, som drengen fylder ud med tegninger og opmålinger af Kejserinden, som med sit en meter og 25 cm brede smil i stigende grad fremstår som en gåde, drengen har svært ved at gennemskue.
Hjertet vokser
Ved ankomsten til New York starter en kæde af begivenheder. Ved Frihedsgudinden støder drengen ind i pigen Daisy, som jages af en række bikiniklædte kvinder. Årsagen er, at Daisy ved en Miss America konkurrence har skjult sit ikke særligt kønne pigeansigt bag en maske med en voksen kvindes smukke ansigt. Det afslører konkurrenterne og så går den vilde jagt ind. Drengen redder Daisy, som udover at posere og ryge de cigaretter hun har gemt i et hulrum bag de svulmende bryster, kan sige »Fuck my ass!«. Daisy foreslår at de sælger Kejserinden og det bringer dem i kontakt med Marlboro-manden, Furry Curry III og bagmanden Cheap. Jo, Louis Jensen har muntret sig med at skrue et lille set up sammen, der ganske vittigt stiller amerikansk populærkultur og salesmanship til skue.
Salget afværges dog og under flugten fra Amerika begynder Kejserindens hjerte at vokse. Modpolen til den vestlige verdens menneske- og kultursyn træder frem i mødet med kaptajnen på et japansk hvalfangerskib samt med en lak- og temester, der indgyder tillid til, at det alt sammen nok skal gå. Med Australien og Antarktis som mellemstationer møder drengen også Den Onde Kejserinde og efter at have været udsat for en række dæmoniske hændelser, lander han igen med en amputeret og døende Kejserinde ved Verdens Ende. Kejserinden dør og ædes af fuglene men i en ordløs kommunikation fortæller hun drengen, at han skal huske kærligheden og give den til de mennesker, han møder, ligesom han havde givet den til hende. Ud fra den hjertets logik kan drengen som slutpunkt genforenes med den kvindelige chauffør, der sendte ham ud på rejsen.
Og læseren sidder efter en turbulent rejse tilbage med en rislende og magisk fornemmelse af det lys, kærlighedens helende kraft i sidste ende kan kaste over mennesket.
