Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Gå til hovedet ikke til røven

Magnus Johansson, taxachauffør, forfatter, visionær samfundsdebattør i 60'erne og 70'erne, tilbage med erindringsbog
Kultur
19. januar 1998

Navnet Magnus Johansson forbindes i dag nok mest med børnebogsserien om Taxa-Lasse. For 20-25 år siden var han én af periodens mest klart- eller fremsynede samfundsdebattører. Hans polemiske bøger om især problemer og strukturer på arbejdsmarkedet - Et samfund uden arbejdsgivere fra 1974 opsamlede de fleste af hans temaer - beskrev for første gang en række udviklingstendenser, som først blev tydelige i 80'erne og 90'erne.

Han forudså LO's og de store fagforbunds stærkt reducerede rolle. Han beskrev samtidig en række af de 'bløde' sager, som er kommet til at optage danske lønmodtagere: miljøet, bedre forhold for familien, den politiske forbruger, decentralisering på alle områder, lavere vækst, øget krav om demokrati og medindflydelse. Selv havde han kun i et par korte perioder faglige tillidsposter, men hans indflydelse som visionær debattør var langt større, end man vist dengang forestillede sig.

Han var for det meste (ikke hele tiden) socialdemokrat, men han passede ikke rigtig ind i nogen af partikasserne. Hans indlæg i debatten blev især brugt af VS'ere og SF'ere, men han havde samtidig tilsyneladende en direkte linie til landets statsminister, Anker Jørgensen. Ikke så underligt, måske. De talte samme sprog, havde samme baggrund.

De fattiges værn

Magnus Johansson havde en tendens til at lægge sig ud med mange. Hans instinktive forståelse for, at et udstrakt demokrati er de fattiges bedste værn, gjorde, at han konstant var på kant f.eks. med kommunisterne, som i de år stod stærkt især i den københavnske fagbevægelse.

Johansson har sit efternavn fra en svensk far - en sømand, som gik ned samme år som Magnus blev født. Magnus voksede op i København hos en mor, der bl.a. ernærede sig som syerske. En kontant og kampklar dame - i hvert fald i Magnus Johanssons fremstilling i erindringsbogen Fra en kværulants logbog, som netop er udkommet.

På et tidspunkt var familien boligløs. Moderen opsøgte borgmesteren i København - skubbede de folk til side, som ville holde hende tilbage. Borgmesteren skaffede hende en lejlighed. Hendes konklusion: "Hvis man er i klemme, så skal man gå til hovedet og ikke til røven, hvis man vil have hjælp."

Lige så kontant er hun i sin vurdering af Magnus' evner: "Min mor plejede at sige, at jeg ikke kunne stikke en pind i en lort uden at ødelægge dem begge."

Han kom ud af skolen som 14-årig, fik forskellige jobs som bud og arbejdsdreng og udviklede først langt senere sin interesse for at læse og skrive. Han var sømand under anden verdenskrig, var med i den danske brigade, opholdt sig efter krigen i Stockholm-området, hvor han også fandt sin kone. Det var mens han arbejdede på en fabrik, der producerede batterier, at han første gang blev valgt til tillidsmand - sekretær i klubben.

Ikke skrive svensk

Men I kan da ikke vælge mig, protesterede han. Jeg kan jo ikke skrive svensk. En arbejder svarede: "Det skal du icke tänka på, Magnus, det kan vi andra inte heller!"

Det var ikke desto mindre ifølge hans egen fremstilling i erindringerne sproget, der efter nogle år førte ham tilbage til Danmark. Han læste de store arbejderforfattere. Han følte i stigende grad selv et udtryksbehov, og det blev ikke rigtig godt på svensk.

Tilbage i Danmark fik han først nogle år på B&W og blev sidenhen chauffør hos Taxa - begge arbejdspladser, der havde tradition for at tiltrække individualister. Og så skrev han.

Hans første debatindlæg stod i Information, og i de kommende år var han fast navn her samt i Social-Demokraten. Han blev tilknyttet Arbejdsmændenes Fagblad, hvis redaktør i en periode var allerede omtalte Anker.

Ramt af tvivl

Magnus Johansson fik tydeligvis nogle gode år. Der var bud efter ham - radio, dagblade, politiske debatter, AOF, højskoler. Men han synes samtidig og hele tiden at være ramt af tvivl: Var det de rigtige synspunkter; kunne han stå inde for hvad han skrev.

Det dukker med stigende hyppighed op i erindringerne: "Rent mentalt var jeg ikke sikker på, at jeg havde det så godt. På en måde følte jeg mig som landsforvist. Jeg var blevet sat udenfor. Ikke alene udenfor arbejderbevælgelsen, men osse uden for min egen klasse..."

"Selv om jeg blev klassificeret som venstreorienteret, så havde jeg i virkeligheden ikke nogen større samhørighed med den organiserede venstrebevægelse. Måske var det nærmere dele af den, som følte samhørighed med mig. Og som måske kunne bruge noget af det, som jeg sagde eller skrev. Og så var der jo osse det ved det, at jeg var arbejder. Og arbejderene var jo in, som man siger, dengang...."

Og så på den anden side: "En kollega spurgte mig en dag, hvordan jeg dog fik tid til alt det, jeg skrev og holdt foredrag om. Jeg lod som om jeg var skideflittig, og at jeg forstod at tilrettelægge det arbejde, som jeg holdt på med. Men inderst inde tænkte jeg: Hvad fanden skulle jeg ellers få tiden til at gå med?"

I midten af 1970'erne blev Magnus Johansson ansat som undervisningsassistent ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Han var ikke entydigt begejstret:

"Studenternes måde at anskue tingene på overraskede mig lidt. De kunne ikke som tillidsmænd godtage ting, som byggede på personlige erfaringer. Alt, hvad jeg sagde, blev mødt med spørgsmålet om, hvor man kunne læse det. Studier byggede simpelthen på, at alt, hvad der blev sagt, var nedskrevet et eller andet sted."

"Måden, man lavede visse sociologiske undersøgelser på, forundrede mig osse en del. For eksempel skulle man lave en bryggeriarbejderrapport. Man begyndte den med et slutfacit, hvorefter man ledte efter alt, hvad der kunne berigtige dette facit."

Efter godt fire års ansættelse gik han sin vej. En dag var instituttet besat - af de studerende. Magnus kunne ikke acceptere deres forklaring: "Jeg fik en følelse af, at det var en slags revolutionær romantik, så jeg rejste mig og sneg mig ud ad en bagdør."

Tv-teater

Det var i denne periode, han skrev debatteater - et af stykkerne blev vist på tv; han fik et forfatterlegat fra Statens Kunstfond; han begyndte at skrive sine børnebogsserie; men han syntes på den anden side også i stigende grad at blive ramt af tvivlrådighed og depressioner.

Hans bøger solgte ikke så godt, som han syntes, de skulle. Han fik afvist et bestilt stykke tv-dramatik. Han syntes, han kedede sit foredragspublikum. Og midt i det hele fik han i 1977 en blodprop i hjertet. Et par år efter yderligere et hjertetilfælde. Og hermed forsvandt han som foredragsholder, polemiker, journalist - og har siden da koncentreret sig om helbredet og børnebøgerne.

Bibliotekspengene har hjulpet ham til at have en anstændig tilværelse. Men rigtig lykkelig har han vist ikke været: "De fleste af mine venner var simpelthen forduftet. Hvis jeg altså havde haft nogen, som kunne gå under den betegnelse... Nå, men jeg skal vel ikke klandre nogen for denne ensomhedsfølelse. Jeg havde nok selv en del af skylden. Måske var jeg, når alt kom til alt, mere intolerant, end jeg ville være ved. Måske var jeg nok tolerant. Men på min egen facon. Jeg tolererede nok alle de meninger, som folk almindeligvis slog om sig med. Men de skulle bare ikke belemre mig med dem."

Magnus Johansson havde sine egne meninger. Mange deler dem i dag, men hans formuleringer var i sin tid en åbenbaring for mange.

Han blev kendt for sætningen: "Danmark skal være et samfund og ikke en forretning" og i en kritik af marxismen skrev han: "Det autoritære forhold imellem mand og kvinde, voksen og barn nedbrydes ikke, fordi ejendomsretten til produktionsmidlerne ændres. Den ganske almindelige magtbrynde forsvinder heller ikke. Kampen bliver stadig en kamp menneske imod menneske. Derfor opfatter jeg heller ikke en socialistisk samfundsomdannelse som noget endeligt, noget stort, men som en ganske almindelig del af kulturkampen. (..) Af den grund vedkender jeg mig også min borgerlige kulturarv. Den påvirkning jeg har fået ved at leve i dette land. Stavnsbåndets ophævelse, Grundtvig, Hørup og ikke mindst en radikal klasselærer gennem otte år..."

Ikke almindelig snak i midten af 70'erne. Og heller ikke det her:

"Der må ske en sammensmeltning af alle de kræfter i den vestlige industriverden, der ikke kan godtage målsætningen vækst for vækstens egen skyld.(..) Menneskets frigørelse fra produktionsræs, nervenedslidning og økonomiske kriser må derfor samles i kravet 'Ned med erhvervslivet' og for opbygning af et produktionssystem, der bygger på behov og på kvaliteter. Der bygger på en hensigtsmæssig løsning af vore transportproblemer og vore boligproblemer. Et system hvor pengene bliver til rekvisitioner og ikke til en værdi i sig selv. (...) Behovsproduktion er husholdning med ressourcerne og en fornuftig global deling."

Magnus Johansson: Fra en kværulants logbog. 241 s., kr. 200 kr. Husets forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her