Skal man allerede nu, hvor den første af de to danske dogmefilm i konkurrence i Cannes er blevet vist, begynde at vurdere hele projektets gangbarhed, så må man sige, at det starter overmåde godt.
Thomas Vinterbergs Festen, der blev vist for pressen søndag aften, er intet mindre end en fremragende og meget engagerende film, der i kraft af et forrygende manuskript, en konstant spændende handling og meget stærkt skuespil over hele linien rækker ud til sit publikum med en forbløffende kraft.
Ikke bare indfrier filmen de mange forventninger, der uundgåeligt har været knyttet til dogmekollektivet siden starten i 1995 med offentliggørelsen af de ti strenge bud - Festen demonstrer ligeledes, at film lavet under dogmeforhold og -betingelser kan konkurrere på lige vilkår med mere traditionelt udseende og væsentligt dyrere film.
Hemmeligheder
Festen foregår i løbet af et hektisk døgn i familien Klingenfeldt-Hansens liv. Patriarken Helge fylder 60 år, og hele familien samles til storstilet fest på familiegodset, der til daglig fungerer som hotel. Over arrangementet hænger datteren Lindas selvmord kort tid forinden som en ulyksalig skygge, der truer med at rive familieidyllen godt og grundigt i stykker.
Helges tre øvrige børn, den ældste datter Helene, den yngste søn, Michael og især Lindas tvilling Christian, synes meget berørte af søsterens død, og da Christian under den store familiemiddag rejser sig op for at holde tale for sin far, aner man hurtigt, at der kommer artige sager på bordet.
Festen er med Thomas Vinterbergs egne ord en film om "fortielse, om at holde sandheden væk." Og, kunne man tilføje, om hvordan de fleste familier altid har et eller andet svagt punkt, som sjældent berøres, og som kan sætte en lavine i gang.
Det er en film, der med sin på én gang groteske og befriende humor og overbevisende gengivelse af familiefesthelvedet, burde tale direkte til enhver dansker, som har prøvet at være med til bare en enkelt familiefest. Og som ved, hvordan det er, når farfar rejser sig op for at holde den samme tale for tredie gang samme aften til den forkerte person. Som ved hvordan, man ofte prøver at skubbe sandhederne og konfrontationerne foran sig, indtil udfrielsen og hjemturen er inden for rækkevidde.
Men med sit fornemme skuespil, universelle tema og sin elektriske stemning skal Festen også nok nå ud over vores kulturkreds - om ikke andet så som dokumentation af et grumt stykke danskhed.
Håndholdt æstetik
Dogmeinstruktørernes kyskhedsløfte, der kort fortalt består af ti regler, som sætter nogle snævre rammer for den handlingsmæssige og tekniske udformelse af en film, har selvfølgelig indbygget nogle begrænsninger og egner sig formentlig bedst til at fortælle en bestemt slags historie. Men i hvert fald Vinterberg har formået at vende, hvad der kunne være blevet irriterende ulemper til egen fordel og filmiske højdepunkt.
Kyskhedsløftets ti bud
Jeg sværger at underkaste mig følgende af DOGMA 95 opstillede og vedtagne regler:
- Optagelserne skal foregå on location. Rekvisitter og scenografi må ikke tilføres. (Hvis en bestemt rekvisit er nødvendig for en historie, må et optagelsessted vælges, hvor denne rekvisit forefindes).
- Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet eller omvendt. (Musik må altså ikke anvendes medmindre det forefindes på optagelsesstedet.)
- Kameraet skal være båret. Al bevægelse eller stilstand, der kan opnås i hånden, er tilladt. (Filmen skal ikke foregå hvor kameraet står, men der skal filmes, hvor filmen foregår).
- Filmen skal være farvefilm. Lyssætninger accepteres ikke. (Hvis der er for lidt lys til eksponeringen må scenen udgå eller en enkelt lampe påmonteres kameraet).
- Optisk arbejde, såvel som filtersætning af filmen er forbudt.
- Filmen må ikke indeholde overfladisk action. (Mord, våben etc. må ikke forekomme).
- Tidsmæssig og geografisk fremmedgørelse er forbudt. (Det vil sige, at filmen foregår her og nu).
- Genrefilm accepteres ikke.
- Filmformatet skal være Academy 35 mm.
- Instruktøren må ikke krediteres.
Endelig sværger jeg på som instruktør, at afstå fra 'personlig smag'. Jeg er ikke længere kunstner. Jeg sværger at afstå fra at skabe et 'værk', idet jeg anser det umiddelbare for vigtigere end helheden. Mit højeste mål er at tvinge sandhed ud af mine personer og optagelsessteder. Jeg sværger at gøre dette med alle til rådighed stående midler på bekostning af 'god smag' og æstetiske overvejelser. Således afgiver jeg mit kyskhedsløfte. København, mandag den 13. marts 1995
På vegne af DOGMA 95 Lars von Trier og Thomas Vinterberg
Svagheden ved et håndholdt kamera, som dogmeforeskrifterne bl.a. fordrer, og Festen følger, er, at man for at se filmen, først skal acceptere og siden lade sig suge ind i det kornede og rystede univers. Men lykkes det, hvilket hér sker bl.a. med hjælp fra de eminente skuespillere, så bliver man der også resten af filmen. For i det håndholdte ligger også mange af de stærke sider af dogmeoplevelsen: Intensitet, indlevelse og et pågående og uafrysteligt - nogle vil måske kalde det ubehageligt - udtryk.
Festen antager, nøjagtig som Riget og Breaking the Waves før den, sin egen skønhed, egen æstetik, der bidrager betragteligt til oplevelsen af en så indfølt og stærkt spillet film. Kameraet kan være og er overalt på skuespillerne, og det kræver selvfølgelig mere af dem, idet de ikke længere har mulighed for at gemme sig for det ellers så forudsigelige og tilrettelagte kamera.
Velspil
Det kræver selvfølgelig dygtige skuespillere, og dem har Vinterberg samlet i hobetal. Holdet fra De største helte vender tilbage, Thomas Bo Larsen (Michael), Paprika Steen (Helene) og ikke mindst Ulrik Thomsen (Christian), mens Henning Moritzen og Birthe Neumann er prægtige tilføjelser til de gamle kendinge.
Vinterberg har valgt at arbejde sammen med de samme skuespillere, fordi, som han siger, at et så dristigt og usædvanligt et projekt, som dogmefilm jo er, er det vigtigt at kende og kunne stole 100 procent på de skuespillere, man har med at gøre. Også når man, som i Festen, skal have dem til at spille på så mange voldsomme følelser.
Modtagelse
Hvordan filmen bliver modtaget af juryen, og om den har vinderchancer, er svært at vurdere, men generelt har de kritikere og filmfolk, jeg har talt med, været positive. Ligesom stemningen ved den fransktekstede pressekørsel var god og affødte et solidt bifald bagefter. Personligt kan jeg sige, at Festen er den bedste film, jeg endnu har set på dette års filmfestival.
