Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jeff Buckley var større end sin egen myte

For et år siden blev Jeff Buckley fundet druknet i den mudrede Mississippi. Nu udsender hans mor sønnens efterladte sange, og en ny rockmyte er født
Kultur
29. maj 1998

Jeffrey Scott Buckley døde med støvlerne på. Den 29. maj 1997 tog den 30-årige sanger og sangskriver i skumringstimen i downtown Memphis en spontan svømmetur i Mississippis mudrede vande, den stærke og uberegnelige understrøm greb ham, og først fem dage senere gav floden ham fra sig. Da var Jeff Buckley uigenkendelig. Og lod sig kun identificere på sølvringen i navlen, og den blanke grønne lak på tre af hans tånegle.

Obduktionen viste, at han ikke havde indtaget nogen form for stoffer. Siden har rygterne alligevel gået og mytemagerne været på overarbejde. Begik Buckley selvmord, udfordrede han skæbnen og tabte, eller var han bare en tåbe, der burde have frygtet det dybe, mørke vand?

Jeff Buckley debuterede på et stort pladeselskab i 1994 med albummet Grace, som viste et vildtvoksende, vokalt talent. Pladen gjorde ham til kritikerkæledægge. Opmærksomheden blev ikke mindre af, at Buckleys far, Tim Buckley, var en af rockens mytologiske unge døde - som Jeff kun så ved en enkelt lejlighed, da han var ni år.

Tim Buckley var en excentrisk, genial sanger og sangskriver, der døde af en overdosis i 1975 efter at have udsendt en række udfordrende, men ofte usammenhængende plader, hvor stemmen var det toneangivende instrument.

Stemmen var også Jeff Buckleys kunstneriske signatur. Allerede tidligt i 1994 på den uafhængigt udsendte live-ep Live at Sin-é foruroliger og fascinerer Buckley med en version af Van Morrisons "The Way Young Lovers Do", der balancerer mellem kaos og kontrol. Sådan var hans eget liv tilsyneladende også.

Efter alt at dømme havde Jeff Buckley en umættelig appetit på livet, som han mødte hypersensitiv og hyperaktiv. Og teorierne om selvmord bliver også torpederet af, at Buckley samme aften ventede på at modtage sit band.

Ubrændte bånd

Planen var at gå i studiet allerede næste dag for at lave den længe ventede opfølger til Grace. Først havde de dog lovet hinanden at gennemføre et ritual. Sammen skulle de brænde båndene fra de indspilninger, de over en periode på et halvt år havde foretaget med den tidligere Television-guitarist Tom Verlaine som producer. Ham havde Buckley mødt, da de begge medvirkede på en Patti Smith-plade.

Båndene blev ikke brændt. Det gjorde Jeff Buckley til gengæld. Hans mor lod ham kremere uden at indkalde Buckleys venner til begravelsen. På samme håndfaste facon varetager hun sønnens musikalske arv. Hun har nu, i samarbejde med Buckleys pladeselskab, udsendt dobbelt-cd'en Sketches for My Sweetheart The Drunk, bestående af Verlaine-optagelserne og en pladeside med demo-optagelser.

Det har mødt en del modstand, både i Buckley-menigheden, som er stor - bare tjek Internettet - og blandt sangerens venner. "Jeffs nye plade er produceret af hans sagfører og hans mor," har en af hans venner sagt. Med andre ord: Moderen har begået kunstnerisk ligrøveri.

Den posthumt udsendte plade burde imidlertid snarere få dem til at takke moderen, Mary Guibert. Medens cd'ens side to's ofte lidt obskure demo-optagelser mest er for filatelister, er side et på Sketches for My Sweetheart The Drunk nemlig pladen, der viser, at Buckley musikalsk har noget at have myten i. Han vil ikke bare gå over i historien, fordi han døde ung som sin far. Der er ikke tale om skitser, men om en færdig plade af den slags, man ikke bliver færdig med lige med det samme.

I lort til halsen

Jeff Buckleys unikke stemme, et sted mellem Robert Plant, Tim Buckley og sit eget ubændige og så alligevel så sårbare selv, udgør det rytmiske fingeraftryk på en række sange, der i kølig skønhed og fortærende lidenskab ikke har deres lige. Sange som "Everybody Here Wants You" og "You And I" giver kærlighedssange ny betydning. Her mødes underkastelse og forkastelse, så det gør ondt og godt.

Det kan godt være, Buckley var faldet til ro i tiden før drukneulykken, men disse melodier viser, at hans indre dæmoner har været svære at tøjle. Og ved årsskiftet 96-97 sendte han da også sit pladeselskab et nytårskort, hvor han beklagede, at han endnu ikke var blevet færdig med pladen, fordi han "sidder i lort til op over halsen lige nu..." Det kan man godt høre og læse. På print er der noget privat og hermetisk over teksterne. Men når de bliver sunget, bliver sangeren vigtigere end sangen.

For meget kærlighed

Og på indledningssangen, den impressionistisk poetisk afsøgende "The Sky Is Landfill" bliver vi mindet om, at Jeff Buckley også havde et band, der virker som synkroniseret til hans uortodokse melodiopbygninger.

Guitaristen Michael Tighe er en af sin generations bedst bevarede hemmeligheder. Den aften, hvor Jeff Buckley kom ud på for dybt vand, hørte hans ven inde på bredden som det sidste en overgearet Jeff skråle ordene til det gamle Led Zeppelin-hit "Whole Lotta Love".

Jeff Buckley havde for meget kærlighed at give og kunne derfor umuligt få nok igen. Den erkendelse var hans kunstneriske drivkraft. Om den også drev ham i døden, kan de så diskutere videre på Internettet. Tilbage bliver en sanger, der havde lige så meget sjæl, som han var sjælden.

Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk. Producer: Tom Verlaine mf.l. Columbia/Sony *Den 5. juni arrangerer danske Jeff Buckley-fans en mindekoncert. Ved koncerten i Vega vil bl.a. optræde Steen Jørgensen fra Sort Sol, Hanne Boel, Souvenirs og Nikolaj Nørlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her