Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Problemet i Abdulrazak Gurnahs ’Tavshedens Ø’ er ikke så meget ulækkerheden, men den utålelige helt og fortæller

Abdulrazak Gurnah har lige vundet Nobelprisen i litteratur. I 1998 anmeldte Information hans bog ’Tavshedens Ø’
Kultur
29. maj 1998

Mønstret i Abdulrazak Gurnahs ’Tavshedens Ø’ er forsåvidt enkelt og bevægende – en fortælling om identiteter, vandringer og sammenstød, mellem Afrika og Europa, mellem kulturer og livsmønstre, mellem individer.

I første del skildres en zanzibari i London, på flugt fra tanzanisk undertrykkelse og på jagt efter uddannelse og et bedre liv. Et projekt, der varer tyve år og lykkes, med fast arbejde, samleverske og datter, men som alligevel er et liv i fremmedhed og eksil og omgivet af britter, der stadig har imperiet på hjernen. En tilværelse, der ikke kan fortælles om til familien hjemme på den islamiske ø.

Anden del handler om tilbagekomsten efter flerparti-systemets indførelse og om et hjemsted, der i mellemtiden er blevet endnu mere fremmed end eksilet. Og som beskrives med skinger sarkasme og en næsten hysterisk ækelhedsfølelse, der virker overvældende og umotiveret.

Hvad der kaldes »den post-koloniale virkelighed« fremstilles som et morads af »tilstoppede toiletter« – en monotont tilbagevendende metafor – af fattigdom, uduelighed, fundamentalisme, korruption og bistandsafhængighed. Og hvor helten stillet over for det arrangerede ægteskab, hans familie står klar med, tvinges til at fortælle om sit faldne liv i London.

Som i mellemtiden og ved hjemkomsten er faldet helt i stumper og stykker, med datteren og den elskede Emma i fuld fart på vej væk – »gid Gud vil tilstoppe hendes endetarm med størknet blod.« I et slut-tableau kredser den nu også drukne fortæller med tåget blik om sin eksistens og drømmer om en indisk kvinde fra flyveren, der måske var lige så rodløs som han selv. Tæppe og godnat.

Utålelige helt

Problemet i ’Tavshedens Ø’ er ikke så meget ulækkerheden, som det er den utålelige helt og fortæller, der er så slap og selvkredsende, at det tager ham snesevis af sider at snøvle sig sammen til »at vende tilbage til begyndelsen og fortælle denne historie ordentlig.« Og som det ikke kan overraske, at den dejlige Emma – som er ph.d. i »den engagerede fortællings semiotik« – må forlade med 200 km i timen.

Der er mange gode små passager i ’Tavshedens Ø’ – skarpe refleksioner, klare og poetiske sansninger – og meget der er spændende for interesserede i Zanzibars nutid og krydrede historie.

Men det læseren imod at dele blik med en fortæller og hovedperson, der er så vag, ubeslutsom og usympatisk, at man har lyst til at krølle det papir sammen han er skrevet på.

At oversættelsen så oveni er ordbogs-stiv, ubehjælpsom og sine steder uforståelig gør ikke sagen mere sexet.

Abdulrazak Gurnah; Tavshedens Ø. Oversat af Finn Holten Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her