Læsetid: 8 min.

De forstokkede læger

– og deres tro revsere. To udgivelser sætter fokus på lægestanden
9. juni 1998

Hvordan er det, vi bliver behandlet som patienter? Det er der lige udkommet to vidt forskellige og tankevækkende bøger om.

De er skrevet af to af lægestandens frygtede og kendte kritikere, den ene af Peter Kemp med hans afdøde kone som medforfatter, den anden af Lone Scocozza, og det tør siges, at de har slået til igen.

Bøgerne med deres kraftfulde anklager, analyser, rådgivning og forslag bliver i deres forskellighed endnu mere interessante ved at blive læst og oplevet tæt på hinanden.

Lægekunst

Margrethe Lomholt Kemps bidrag er udvalgte efterladte faglige tekster og dagbogsnotater. De er skånsomt redigerede og kort kommenterede af Peter Kemp. Han redegør for sin kones sygdomsforløb og død til dels ved brug af en tidligere publiceret kronik. Der er flere genoptrykte avisartikler og til slut to filosofiske artikler om lægekunst og etik fra tidligere foredrag.

Den erklærede hensigt med bogen er en videreførelse af den faglige kamp som Margrethe i sit arbejde som læge og især som børne- og ungdomspsykiater, førte for lægekunst og menneskelighed, og "som nåede et så dramatisk klimaks med hendes egen konfrontation som brystkræftpatient med arrogante og bedrevidende kolleger."

Før hun blev syg overvejede hun et projekt om som læge først og fremmest at være menneske over for et andet menneske. Hun skriver herom, at hun vil gå "den lange besværlige omvej over filosofi" for med intellektuelt arbejde at vinde gehør og mulighed for at påvirke i stedet for blot at latterliggøre og uskadeliggøre sig selv ved at skrive den nøgleroman som hun tit har haft lyst til. Men hendes liv tog en katastrofal vending, da hun i december 1995 pludseligt fik stillet diagnosen brystkræft af en særlig aggressiv type.

Hun var hen imod midten af sin anden graviditet. Ægteparrets oplevelse af lægernes behandling og påtvingende omtale af den, af deres ord og kropssprog er fremragende klart og hudløst beskrevet. De følte sig under pression af dem og i stadig kamp mod dem fra først til sidst.

Her er virkelig væsentlig indsigt at hente for både patienter og læger, der har mod til at holde fast og forstå, hvad der er sket.

Læger lytter ikke

Hovedanklagen mod lægerne er, at de stort set viser sig ude af stand til at lytte, og at deres behandlingstilbud er barsk pression.

Margrethe fik lige efter diagnosen at vide at hun ikke havde noget valg, men straks skulle have fjernet hele brystet, starte strålebehandling og have fødslen kunstigt fremskyndet to og en halv måned og derefter have den kemoterapi, som barnet ikke kunne tåle. Der kom ingen samtale ud af det, og dybt fortvivlede gik ægteparret hjem fra sygehuset. Efter et par dages betænkningstid afslog de kategorisk al den påstået nødvendige behandling, og der blev i stedet blot udført en mindre operation med fjernelse af selve svulsten.

Dagbogen giver klar besked.

6. januar 1996: "Værst er dog tanken om at skulle dø fra to små børn - det er næsten ubærligt at tænke på. Så slemt, at jeg er lige ved at acceptere alle lægernes forslag... Men den går bare ikke, for der er ikke garantier nogen steder, heller ikke hos lægerne; døden er blevet en realitet, jeg skal se i øjnene. Skal jeg dø fra mine børn vil jeg hellere have givet dem det bedste, jeg kunne, mens jeg levede. Og det er i hvert fald ikke det bedste at give sit barn en alt for tidlig fødsel på hospital og intensiv afdeling med en fysisk og psykisk udmarvet og belastet mor der i øvrigt ikke kan/må amme. For slet ikke at tale om, hvordan min søn ville være stillet i den situation – reelt vel uden sin mor i en længere periode..."

Et sundt barn

Ved en god hjemmefødsel kom barnet sund og fuldbåren til verden 7. maj 1996. En smuk kendsgerning som alle ikke mindst i lægernes kreds bør hefte sig ved og tænke grundigt over. Men havde børnene haft en chance for at beholde deres mor, hvis hun var gået ind på lægernes behandling?

Det er et kompliceret problem ligesom resten af den grusomme sygehistorie, hvor ægteparret fortsat tager afstand fra næsten al lægelig behandling.

Margrethe led af en særlig ondartet type kræft, og sandsynligvis havde behandlingen kun kunnet trække forløbet ud. Selv lægger de stor vægt på, at hun ikke var syg af stråler og kemoterapi og derfor havde kræfter til børnene. Som noget yderst positivt fremhæves en akupunktørs behandling.

De kunne dog ikke helt undgå at støtte sig til lægerne. Margrethe måtte i efteråret 1996 igen på en kirurgisk afdeling og have fjernet en svulst i brystet. Og hun døde til sidst på en sygehusafdeling efter mindre end to døgns indlæggelse som var uundgåelig, fordi pasningen trods hendes inderlige ønske ikke kunne gennemføres i hjemmet.

Lægerne her får den hårdeste kritik, men temaet er det samme: de lytter ikke, men påtvinger hjerteløst deres elendige behandling. Peter Kemp lægger ikke fingrene imellem i omtale af lægerne: "Psykologisk analfabetisme, kynisme, intellektuel indskrænkethed, forstokkethed, dræbende arrogance, reduktionistisk menneskesyn..."

Derimod røber han ikke nogen selvkritik. Han ser åbenbart ikke lægeverdenen som en uadskillelig del af vores kultur, sådan som historien viser, at den i al sin levetid på godt og ondt har været.

Forslagene til forbedringer taler for sig selv: Lægerne skal tvinges på kurser og til eksamen i etik, og han vil efter amerikansk mønster have etiske hospitalskomiteer der med deltagelse af lærere, forfattere, filosoffer, præster o.lign. skal holde øje med lægerne og om nødvendigt indstille til hospitalsledelsen om forflyttelse og afskedigelse.

Forkert og skræmmende

Der er en meget alvorlig indsigelse mod bogen. Intet sted nævner den, at vi ved at godt halvdelen af de mange brystkræftpatienter overlever sygdommen og stort set klarer sig som andre mennesker. Vel at mærke overlever de på grund af mere eller mindre indgribende lægelig behandling og næsten ingen uden denne behandling. Alligevel giver bogen utvetydigt det fejlagtige indtryk, at den lægelige behandling for de fleste kun fører til lidelse og kortvarigt forlænget levetid.

S. 31: "Således hører brystkræft til de kræftformer, hvor man i de fleste tilfælde kun med meget afsvækkende og smertefulde behandlinger (strålebehandling og kemoterapi) kan gøre sig håb om at forlænge levetiden kortvarigt. Herom handler Tonny Jespersens smukke bog Tomedans, hvori han fortæller om sin kones lidelseshistorie og dermed om, hvilket liv man får hvis man som brystkræftpatient går med til de behandlinger, der tilbydes i dag. Ønsker man det samme sagt videnskabeligt og med tal ... (se Klaringsrapport, Ugeskrift for Læger 1997.)"

Kemp glemmer, at denne Klaringsrapport, Medicinsk behandling af kræftsygdomme, udelukkende handler om den medicinske behandling. Det er rigtigt, at den oplyser, at kemoterapi ved metastaserende (dvs. i legemet udbredt) brystkræft, højst kan forlænge levetiden nogle måneder.

Det er også rigtigt at Tonny Jespersens kone døde af en sådan ondartet brystkræft efter et langt forløb med mange belastende behandlinger. Men det er forkert og hensynsløst at generalisere ud fra de mest ondartede tilfælde og dermed skræmme og måske endda afskrække mange blandt de mere end 50 procent brystkræftpatienter der ved behandling kan komme godt fra sygdommen. Enhver og især da den, der lige har fået stillet diagnosen brystkræft, må på det kraftigste advares.

Jeg kan ikke nok prise Peter Kemps kamp for at få læger til at lytte og derefter drøfte og aftale med patienten, hvad der videre skal ske. Men han har helt forset sig på sin kones håbløst ondartede kræfttilfælde og ganske glemt at tænke på alle de medmennesker – kvinder der kan gå videre i livet efter lægelig behandling af deres brystkræft, en hel del endda uden at gennemgå alle de lidelser, som han skræmmer dem med.

Følelsesfri håndbog

I kontrast til Kemps bog er Lone Scocozzas en følelsesfri, ikke-debatterende håndbog, hvor man kan slå op og i alfabetisk orden finde mange konkrete oplysninger om patientrettigheder og klageveje.

I forordet mærkes forfatterens værdifulde sociologiske indfaldsvinkel, da hun ganske kort slår fast, at sundhedsvæsenet stadig er udemokratisk, og at især lægerne bærer på flere hundrede års autoritære rolle: "Man kan ikke forvente at et så konservativt og på mange måder også trængt system som sundhedsvæsenet magter at udskifte menneskesyn..."

Patienterne er nødt til at give en håndsrækning udefra, mener hun. Selv om man som patient er svag, må man tage medansvar for valg og beslutninger, og det kræver viden, som man må insistere på at få og være indstillet på at tage.

Rettigheder og klageveje

Efter dette forord giver hun en klar og overskuelig gennemgang af love og bestemmelser om forholdet mellem borgerne og sundhedsvæsenet, f. eks. aktindsigt, frit sygehusvalg, kunstig befrugtning, plejeorlov.

Det hele er som forfatteren skriver, rettighedsorienteret inklusive klageveje og appelmuligheder med adresser og numre som i en telefonbog, og man mærker næsten fysisk det bureaukratiske støvlag. Den slags oplysninger bliver ret hurtigt forældede, og flere er det allerede, men det er håndbøgers vilkår, og det er vel meningen at bogen jævnligt skal revideres.

I den ret lille bog er brugt fjorten sider på trykning af myndighedernes ventelister for tolv almindelige operationer, så man "selv kan vælge den afdeling, der har kortest ventetid." De lister må allerede være forældede, og mon det altid er klogt at vælge den afdeling, der har kortest ventetid?

Flere af forfatterens gode råd går jeg varmt ind for. Hun har ret i, at en bisidder ved vanskelige samtaler kan være en hjælp, og det samme gælder båndoptagelser af alvorlige informationer og aftaler. Men jeg kan ikke følge med, når hun råder patienten til nøje at notere alt om et vagtlægebesøg inklusive klokkeslet. "Sådanne notater kan være vigtige at have i forbindelse med en evt. klagesag."

Det kan ikke være godt for patientens helbred og behandling i den grad at have klagesagsstemningen over sig – endda ved uventet sygdom der kræver vagtlægebesøg.

Kontrol bedre end tillid

Et vanskeligt spørgsmål er, hvor Scocozza vil hen, og hvor hun kommer hen med sin store tillid til ikke-lægelige autoriteter og deres kontrol. Vil man klage, som hun skriver, gør man sådan og sådan. Men hvad hjælper de mange klager? Hun nævner at ca. 1/4 af klagerne får ret i Patientklagenævnet. Men får de hjælp? Og hvad får de 3/4, der afvises ud af det andet end frustration? Gavner klagerne i det hele taget behandlingen mere end de skader den?

Alt i alt er bogen oplysende og anbefalelsesværdig, og den kan give meget at tænke over. Den ofte hårdt kritiserede lægestand bør ransage, hvorfor den har overladt udgivelsen af denne håndbog til en af sine kritikere og ikke selv har skrevet den forlængst.

Disse to bøger hjælper os med deres kritik et stykke i forståelse af sundhedsvæsenets store problemer, men de mangler begge det konstruktive og opløftende som er et sine qua non for en mærkbar forbedring af behandlingen.

Margrethe Lomholt Kemp og Peter Kemp: Et liv der ikke dør. En bog om lægekunst og menneskelighed. 148 s., 198 kr. Spektrum

Lone Scocozza: Patienthåndbogen. 156 s., 248 kr. Gads forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu