Jane Aamund har opnået en enestående læserpopularitet. Bestselleren Coloradodrømme indbragte hende i 1997 Boghandlernes Gyldne Laurbær foruden en kåring som Læsernes yndlingsforfatter og mange uger på bestsellerlisten.
Hendes Klinkevalstrilogi bliver filmatiseret som tv-serie og spillefilm, og når det gælder den erindringsbog, som udkommer i dag, så har bibliotekerne efter sigende haft lånere skrevet op til den i halvandet år. Aamund må være tidens mest populære folkelige forfatter i Danmark.
Egentlig har alt, hvad hun har skrevet været selvbiografisk eller i hvert fald familiehistorisk. Og har man fulgt med, f.eks. i Klinkevalstrilogien, så er det, som at vende tilbage til familien og få genopfrisket den kendte forhistorie og de kendte konflikter. Der er Matador over det.
Men denne gang skal familiekrøniken forenes med det helt personlige: En udviklingshistorie, »fra tremmeseng til brudeskammel«, historien om en datter, der udkæmper ti år af sit liv i 'farkrigens' tegn, og for hvem farens titaniske, eksplosive, latterlige og storladne væsen er en sådan kraft, at vurderingen af det meste i tilværelsen tager farve af, om det er uden for eller inden for hans kontrol.
Joseph Aamund, tidligere sanger på Det Kongelige Teater og i besiddelse af en imponerende sangstemme, nu direktør for Ruga-knækbrødsfabrikken, Lichtenbergs bagerier og Skibsbrødfabrikken, er på et højdepunkt i sit liv, da bogen begynder.
Som god Godfather har han ansat alle sine christianshavnske brødre på fabrikkerne: »Far elsker dem, men har et smerteligt forhold til dem, som var de hans børn, som han altid må beskytte og tage ansvar for. Det er noget, farmor har pålagt ham, da han var fem år, og farfar døde. Den byrde kan han aldrig slippe, for farmor har fordelt slægtens roller i mange generationer, og alle kender deres plads. Det handler om, at de stærke hjælper de svage, så slægten Jensen kan fortsætte ad mange spor, overleve og sejre genetisk.«
Bungalowen på Skolebakken ved Lyngbyvej har fire tjenende ånder foruden hustruen, Johanne, hvis væsentligste livsindhold består i at bedøve manden med mad. Forældrene er netop blevet gift – sent, på grund af forviklinger omkring Josephs skilsmisse. Han har for højt blodtryk, angina pectoris og kæmper med at holde vægten under de 200 pund, han er tvangsmæssigt optaget af sin nært forestående død, og søndagsudflugterne går længe til hans gravsted med den færdige sten, som kun mangler dødsdatoen.
Men ved bryllupsmiddagen på Oscar Davidsen er herrerne i højt humør: »Far har en positiv indvirkning på deres potens. Han er nu 53 år og venter sit andet barn og har en ung kone med store bryster, som sidder og ser på ham, som om han er verdens midtpunkt.«
For lavt lix
Jane er tre. Og som et varsel lyder farens første, gengivne replik til hende: »Du er en brutal kvinde!,« sagt leende, ganske vist. Sådan kunne man fristes til at blive ved. Det er underholdende, men også lidt trættende.
Sætningsrytmen ofte er monoton – et bevis på, at en lix også kan være for lav. Kompositionen truer med at lade Jane selv forsvinde i familieanekdoter, skolehistorier og muntre og sære oplevelser blandt 50'ernes vildere unge oplevelser. Man aner, at vi får historier, der er godt slebet af den mundtlige overlevering. Tilsammen giver de et levende blik ind en verden af i går, skolens, klikernes, kontorernes og først og sidst Familiens, den uafrystelige.
Alene ved familiens centrale placering fornemmes det historiske sus. Og det er en god anekdotefamilie:
Far Joseph, i en self-made direktør, som skjuler en indre gadedreng fra Christianshavn, der til hver en tid kan komme i udbrud.
Mor: svulmende frodig, vidunderlig som kok, mere end 20 år yngre og tidligere pige i huset. Sød, blid og sanddru med en indremissionsk opdragelse, som bæres uplettet igennem alle kampe sammen med længslen efter den jyske slægtsgård.
Lillebror Asger, som hurtigt udvikler sig ligeså 'dæmonisk' som Jane, den mindre Bjarke, der slægter moderen på. Onkler og tanter, naboer, forretningsforbindelser, en broget anekdoteegnet flok.
Ind i dette type-galleri skal så en udviklingshistorie fortælles, som næsten drukner i far. Den handler om en pige med skarpe øjne, sund sans, og frygtløshed og mange sygdomme. Hun søger målbevidst sit territorium et andet sted end i farens tryllekreds. Ved indgangen til skolelivet på Ingrid Jespersens skole, bag den grønne port, som har givet bogen navn, ved hun, at her er der helt ny muligheder: at udfolde sig, at være en person, »den som jeg hemmeligt er, en voksen i et barns skikkelse.«
Men skolens ånd sætter grænser og mål, som den skarpøjede hurtigt gennemskuer og forstår at omgå. Omgåelsens taktik, jagten på andre, der er anderledes, vilde, skæve, frække og oprørske, bringer hende langt uden for direktør-hjemmets kreds. Men (endnu) ikke uden for omgåelsens lov: Selv ægteskabet med den nydelige (læs: kedelige) Søren Rekling fra skibsmæglerkontoret er udtryk for sådan en omgåelse, som hun er sig bevidst:
»Jeg har mine egne drømme. De er anderledes end Sørens og hans mors. Jeg drømmer bare om, at der er en kraftig yalelås på døren. Den kan jeg smække. Der kan far ikke komme ind. Jeg har snart tre værelser, hvor jeg bestemmer, og så vil jeg skide på, om der er teak, herreværelse og fjernsyn (...) Da jeg ser solen og mærker foråret mase sig ind på mig, føler jeg lykken. Jeg ved godt, at det ikke er ægteskabslykken, men det er frihedens lykke, og den er god nok til mig.«
'Typerne' tager magten
Det er første erindringsbind, og flere vil givetvis komme. Vi følger Jane i øjenhøjde med sympati og fuld indlevelse. Og man skal være lettere detektivisk for at finde de undertekster, som faktisk er der.
Tryghed er en mangelvare, voksenvarme og nærhed er ikke-eksisterende. Far-krigen tager alle kræfter og gør det svært at finde en egen identitet. Hvad skal hun være? Hvor lyser det mest?
»Jeg kan ikke mærke det. Det er, som om jeg inderst er i dvale.«
Jane Aamund er ikke sprogligt prægnant, og hun har ingen force i sprogets rytme eller i den store, samlende komposition. Hendes enkelhed er ikke af den Tove Ditlevsenske karat. Men hun husker detaljerigt og præcist, mennesker, miljøer og situationer, og noget så luftigt som en tids og et miljøs livsfølelse. Så meget, at det undrer, hvor uproblematisk næsten-nutid, det altsammen bliver.
Den står genfærdsagtigt levende, denne 50'er-agtige ungpigelivsfornemmelse. Og disse billeder af skoleliv, familieliv og kontorliv med deres stadige modsætning mellem autoritet og oprør er så historiske, som kun den nære fortid kan være det.
Det skyldes også, at Jane Aamund som fortæller er grundlæggende gammeldags: Her er ingen refleksioner over, hvad det vil sige at skrive om sit eget liv. Ingen tanker om, hvordan nutid og fortid kan farve hinanden. Her fortælles bare. Som fandtes der et fristed uden for alting i selve det at fortælle.
Men nissen flytter med ind i sproget. Den er der som en prægning i selve prioriteringen af det anekdotefyldte stof, i kompositionens bristende tråd og i en form, hvor typerne truer med at tage magten fra den udsatte hovedperson. Slagmarken følger med.
Disse indirekte mærker er nok mere spændende end familieanekdoterne. De anes i Aamunds skrivemåde, som stadig former sin struktur efter familien, og stadig synes at hente sin energi i oprøret mod overmagten. Det gør bogen sympatisk, let at læse, let at blive i familie med. Også for let.
Jane Aamund: Den grønne port. 332 s., 248 kr. Høst og søn. Udkommer i dag
