Læsetid: 5 min.

Catherine Catherine!

François Truffauts 36 år gamle 'Jules og Jim' holder sig evigt ung. Dens ømme hyldest til kvinden, kærligheden, venskabet og filmen står lige så dugfrisk og perlende i dag som ved premieren i 1962
9. oktober 1998

Det er hendes stemme, der sætter filmen i gang, og det er hende, inkarnationen af det evigt kvindelige, der styrer såvel begivenhedernes gang som de to mænd, der elsker hende. Catherine hedder denne franske søster til Færøernes Barbara, men filmen hedder Jules og Jim som den roman af Henri-Pierre Roché, den er en filmatisering af.

François Truffaut havde læst romanen i 1955, to år efter dens udgivelse, og hævdede selv, at det var den, der fik ham til endegyldigt at beslutte, at han ville lave film - præcis som Nils Malmros senere skulle erklære, at det var Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara og netop Truffauts film Jules og Jim, der afgjorde, at han blev filminstruktør.

Læs også

Midt i 50'erne var Truffaut ellers anfører i et filmkritisk korstog mod de filmatiseringer, der dominerede tidens franske film. I filmtidsskriftet Cahiers du Cinémas spalter langede han polemisk ud efter det han kaldte "fædrenes film" - le cinéma de papa - og anklagede den ældre instruktørgeneration for at lave mekaniske og ufilmiske illustrationer af litterære klassikere i stedet for at omsætte ånden i en given roman til egentligt filmisk filmkunst.

Der skulle gå seks år - og Truffaut skulle først lave to andre spillefilm - før han kom til at filmatisere Rochés delvist selvbiografiske roman. Da Jeanne Moreau medvirkede i Truffauts debutfilm Ung flugt, bad han hende læse romanen, og hun kunne straks se sig selv i rollen som den erotiske naturkraft Catherine.

Truffaut sendte et billede af hende til Roché, der svarede, at hun lignede romanens Catherine på en prik, og tilføjede, at han straks måtte møde hende. Men fem dage efter var han død, og han nåede derfor heller ikke at se det filmkunstneriske mesterværk, som Truffaut skabte på grundlag af hans glimrende, men dog på ingen måde mesterlige roman.

Erotisk naturkraft

Ikke blot fik Jeanne Moreau rollen som Catherine, hun tilførte figuren en sensualitet og frodighed, som resulterede i, at Catherine fik meget mere plads og opmærksomhed i filmen, end hun havde haft i bogen, og at Jeanne Moreau i mange år efter blev opfattet som selve indbegrebet af den moderne, erotisk emanciperede kvinde.

Romanen havde fokuseret på venskabet mellem de to mænd, Jules og Jim - Truffauts film kom i første række til at handle om kærlighed mellem en kvinde og to mænd. Ikke desto mindre er filmen overordentlig tro mod sit forlæg. Truffaut havde fået Rochés velsignelse til at opdatere handlingen, men valgte at lade filmen udspille sig omkring 1. verdenskrig, ligesom romanen.

I årene før krigen lever den unge østriger Jules og hans franske kammerat Jim et udsvævende liv på Paris' cafeer. Den høje, mørke, virile Jim har væsentligt mere tag på kvinderne end den blonde, blide og lidt vege Jules, der som regel blot overtager Jims erobringer. En dag viser en af deres bekendte dem et lysbillede af et smilende kvindeansigt i sten, og for de to venner kommer dette stenansigt med de bløde regelmæssige træk og de sensuelt kødfulde læber til at repræsentere indbegrebet af kvindelighed.

Kort tid efter møder de Catherine, der fremstår som en varm og levende udgave af stenansigtet. Catherine er simpelthen Kvinden, en mystisk og utæmmelig naturkraft, og for første gang er Jules mere udfarende end Jim.

Skønt han ved, at Catherine ikke kan slå sig til ro med bare én mand, frier han til hende, og dét bliver indledningen til et mildest talt stormomsust ægteskab. For Catherine har ikke blot en voldsom erotisk appetit, hun er også en kvinde, der kræver konstant opmærksomhed og hævner sig grusomt, hvis hun undtagelsesvist ikke får den.

Kærlighed fremfor politik

Mens krigen i Algeriet stod på sit højeste, og den ny bølges anden frontfigur, Jean-Luc Godard, allerede på dette tidspunkt lavede politiske film, var det dengang som i hele resten af hans karriere kærligheden, der havde førsteprioritet hos romantikeren Truffaut. Skønt filmen altså ikke umiddelbart bygger på hans eget liv - således som Ung flugt i et vist omfang gør det - er den dog alligevel en dybt personlig film.

Truffaut så meget af sig selv i den sårbare Jules, der spilles hudløst bevægende af den østrigske skuespiller Oskar Werner, som fire år senere skulle spille hovedrollen i en anden Truffaut-film, Fahrenheit 451. Roché havde selv identificeret sig med Jim, men Jim får knap så meget opmærksomhed af Truffaut og spilles ganske anonymt af den ganske anonyme skuespiller Henri Serre.

Men i forhold til Jeanne Moreaus fejende performance som den spontane, uberegnelige, kokette, sensuelle, viltre og øretæveindbydende Catherine blegner begge mænd.

Et spørgsmål om stil

Mindre elegante instruktører kunne have valgt en svulstig og opulent stil at servere dette lidenskabelige og erotisk pikante stof i, men Truffaut har gjort det modsatte. Hans film er gjort af små impressionistiske vignetter, der hviler i de enkelte situationers blikke og stemninger, og det hele bindes sammen af en dokumentaragtig, tør og lidenskabsløs fortællerstemme, der i rablende fart læser ordrette passager højt af Rochés roman.

Ydre højdepunkter i handlingen - såsom Catherines og Jules' bryllup - hører vi blot om. Og 1. verdenskrig, hvor Jules og Jim kæmper på hver sin side, klares på et par minutter ved brug af dokumentarisk materiale optaget under krigen. Og alligevel er Truffauts stil ikke, hvad man kunne kalde asketisk.

Moreaus talent viste sig i bredden af de roller, hun spillede, men der var et gennemgående træk. Som præsident Macron påpeger: ’Hun var rebellen mod den etablerede orden.’
Læs også

Han benytter gerne utraditionelle og iøjnefaldende filmiske virkemidler - såsom en demonstrativ zoom ind på en næsten usynlig reaktion i et ansigt; i stedet for at klippe mellem personerne, binder han dem gerne sammen ved lynhurtige panoreringer fra den ene til den anden; og han viger ikke tilbage fra at fryse særlig betydningsfulde øjeblikke til fotografiske stillbilleder, således som de vil blive stående i personernes - og tilskuerens - erindring.

Den knappe fortællerstemme i forening med de ofte ganske radikale filmiske virkemidler modvirker ethvert tilløb til sentimentalitet eller moralsk stillingtagen, samtidig med at følelserne så at sige løftes ud af handlingens tid og sted. Derfor betyder det ikke noget, at man ikke kan se personerne ældes i løbet af de 15-20 år, som handlingen spænder over. Derfor er det uvæsentligt, om tiden er 1910'erne eller 1950'erne. Og derfor virker Jules og Jim på ingen måde bedaget i 1998.

Den er en eksemplarisk demonstration af, at det udmærket lader sig gøre at filmatisere romaner, så resultatet bliver ikke en åndløs illustration men sublim filmkunst på mediets egne præmisser.

Jules og Jim (Jules et Jim). Instruktion: François Truffaut. Manuskript: François Truffaut efter Henri-Pierre Rochés roman af samme navn. 1962. 110 min. (Gloria)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu