Læsetid: 6 min.

Situationen er håbløs -ikke alvorlig

Perspektivrig og omfattende civilisationskritik af det tyvende århundrede
6. november 1998

En stigende følelsesmæssig ligegyldighed sat i system som social strategi synes at være det noget deprimerende signalement af vort svindende 20. århundredes massesamfund.

Dette og meget andet beskrives veloplagt af historikeren Henrik Jensen i en omfattende og vidtskuende kritik af seklet på hæld: Ofrets århundrede. I den sidste del, hævder Henrik Jensen, bliver kampen for synlig eksistens d.v.s. overlevelse, en mere forbitret og ensom affære, end idealbilledet af et humant samfund umiddelbart tilsiger.

Langt de fleste af samfundets såkaldt andenstyrede individer, folk med uselvstændig identitetsfølelse som de til gengæld tilpasningsdueligt regulerer efter omgivelsernes mediebårne forventninger, anvisninger eller krav, raver som i granatchok rundt i et kulturelt ingenmandsland, hvor små tiltuskede eller stjålne fordele er den eneste væsentlige forskel fra den ene tusker eller tyv til den næste.

Over for rødt

Der er nemlig ikke mange steder i det moderne samfund, hvor det gør en forskel, eller dampen uden uforholdsmæssigt store omkostninger kan lukkes ud. Enten hører ingen efter, fordi der i forvejen er så meget støj på linien, eller også er omkostningerne ved at gøre opmærksom på sig selv efterhånden blevet for store.

Skælder man ægtefællen ud, risikerer man i den moderne familistruktur at m/k tager sit gode tøj og går, tæver man ungerne, udløses sanktioner fra samfundet, og kalder man chefen en idiot, risikerer man at få sparket, eftersom arbejdsmarkedet til stadighed styres af udbud og efterspørgsel, og køerne af yngre, tilpasningsduelige kræfter til de gode jobs er lange og påtrængende.

Henrik Jensen: Ofrets århundredet

Kort sagt er oprørsmulighedene beskedne. Stiller man sig derimod op i et københavnsk gadekryds, kan man uden videre studere, hvor og hvordan sikkerhedsventilen hyppigst træder i funktion, og lidt damp slippes ud. Stadig flere trafikanter, biler som cyklister - de sidste er som selvproklamerede svage trafikanter, ofre, de værste - snyder, hvor det kan ses, men sjældent koster alverden.

Flere og flere bryder normerne, kører over for rødt og opfører sig som bisser i trafikken blot for at komme hen og holde et andet sted. Normbruddet giver en følelse af frihed. Vel at mærke giver snyderen forargede medtrafikanter fingeren, og forarges selv såfremt andre lukker dampen ud. De andenstyrede, som Henrik Jensen igen påviser, har ikke mange andre muligheder i det moderne menneskekoncentrat af et samfund.

Offer efter bogen

De betydeligt færre indrestyrede individer lever måske nok mere harmonisk i en velfunderet, historisk og kulturel identitet, hvor dampventilen er mindre i brug eller kun lidt. De indrestyrede hviler anderledes i sig selv med en stærk og forholdsvis vedholdende moral og har ikke sjældent skabt sig en tilværelse mere uafhængig af andre.

Men den indrestyrede er desto mere hyppigt et nemt offer for bitre bebrejdelser for ikke fuldt ud at kunne leve op til den selvfremhævende og eksklusive identitets idealer. Den slags ser man daglig eksempler på i den mere tvivlsomme del af pressen hvor kongelige, kunstnere og sportsfolk, eller blot folk der stikker en smule af fra mængden, først ophøjes til det mytiske for med skadefryd og en naturlovs sikkerhed at blive stødt i afgrunden ugen efter.

Såfremt en person har været så letsindig blot lavmælt at erklære sig solidarisk med de svage, ligger Ekstra Bladet og lignende andenstyrende medier af den lavere fællesnævner på lur for at fremhæve den solidariskes eventuelle eller påståede svagheder.

Prisen for at være individ til forskel fra andre, der deler massebefordrede holdninger, er et ufravigeligt krav om en offentlig udstillet moral som en søjlehelgen. Fænomenet, som har været kendt i hele efterkrigstidens internationale medieunivers er ganske efter bogen. Altså Henrik Jensens på mange måder storartede bog om det 20. århundredes normsættende traumer.

Henrik Jensen baserer delvis sine teser om den andenstyrede dominans på David Riemanns banebrydende over 30 år gamle studier i: Det ensomme massemenneske. Den andenstyrede, massesamfundets socialkarakter, som Riemann siger, karakteriseres ved at være styret horisontalt.

Den andenstyredes adfærd beror på samtidens holdninger og handlinger og er altid parat til at skifte kurs efter varsler fra flertallet. En typisk andenstyret er derfor også et menneske, der i tide og utide refererer til sin egen generation som særlig betydningsfuld og altafgørende normsætter, en proces som i øvrigt oftest formidles ved livsstilsmarkørudsendelser i massemedierne. Tilsvarende er den typiske andenstyrede tilbøjelig til med lige så stor nidkærhed at klistre generationsmærkater på andre mennesker.

Århundredets offer

Mange vil nikke genkendende til visse personers - altså typisk andenstyredes - vedholdende forsøg på f.eks. at isolere 68-generationen i et defineret aflukke, skønt man historisk selvsagt vil have vanskeligt ved at samle de pågældende årgange under én hat.

Henrik Jensens hovedtese bortset fra denne identificering af det moderne andenstyrede individ er den vistnok vanskeligt modsigelige, at århundredet til overmål skabte det moderne massemeneskes offerrolle. Rettelig burde århundredets beskrivelse indledes med Sarajevo 1914 og slå de to verdenskrige sammen til en blodig og langstrakt afslutning på én civilisation eller indledning til en anden.

Første Verdenskrigs altomfattende granatchok - for at introducere denne særegne tilstand, som Henrik Jensen gør meget ud af, og hvis konkrete psykiatriske tolkning og efterfølgende medicinske behandling har sin rimelige plads i bogen, afliver, som det jo skete i skyttegravene, på effektiv og uigenkaldelig vis forestillingen om det individualiserede massemenneske.

Århundredets output

Tilbage står massemennesket, reduceret til maskinpasser i tilintetgørelsesindustrien. Skyttegravsmennesket befinder sig med ét - som Jensen påviser - få timer fra den civilisation, der i sit ydre fungerer som før, men som altså langt fra at have kunnet forhindre sammenbruddet snarere fremkalder det.

En ung britisk officer kunne under hele krigen, såfremt der er relevans i at tale om hele krigen for soldater i skyttegravene, stå op om morgenen i sit frontkvarter for om aftenen at spise til middag med familien i huset i Hampstead. Samme civilisation, hvor man skiftede til smoking og konverserede dannet, var ude at stand til forhindre sin destruktion så at sige nedefra. Hvad der bl.a. blev tilbage efter chokket var ekstremt militante bevægelser i Tyskland, grundlaget for næste del af opgøret.

Krigstraumet og offerrollen blev her af en anden karakter end i England, men uundgåeligheden i fortsættelsen var nedlagt i begge parters blinde indsats under den hidtil værste konflikt i Europas kroniske borgerkrig. Dertil kom altså granatchokket, tusindevis af mænd, hvis sjælefred var ødelagt, men hvis skæbne trods alt kom til at danne grundlag for en anden og senere erkendelse af krigs omkostninger. Som antydet har Henrik Jensen skrevet en inspirerende bog.

Ønsker man en kyndig indføring i og en oversigt over århundredets krisetolkninger, er Ofrets århundrede sagen. Forfatteren fører læseren gennem litteraturens labyrinter uden at tabe sigtet. Man kan dog ikke helt se bort fra at bogen kompositorisk taber pusten. Hvor den stærkt indlevede analyse af Første Verdenskrig og dens følger fremstår med intensitet og klarhed, fader stoffet noget ud i opfølgningen af konfliktens anden del.

Det skal dog ikke afholde os fra at citere Henrik Jensens afsked med læseren: »Så farvel da til et århundrede, som lagde ud med, at en moralsk styret mand fuld af illusioner gik i krig for sine værdier og faldt som en Ikaros. Som slutter med den klare profil af en lettere omstillelig, mere overfladisk, 'radarstyret' type, der er bedre konditioneret til at overleve på et forandringssamfunds betingelser. Dette 'løse' og udskiftelige individ - tidligst og mest radikalt beskrevet af Huxley - blev så århundredets forjættede nye menneske«.

Truet art

Henrik Jensen lukker ned med en yderligere konstatering: at den indrestyrede - eller intellektuelle, om man vil - personen, der tænker i sammenhænge og historiske og moralske kategorier, er en truet art.

Den andenstyrede derimod, der orienterer sig i nuet, ikke er bleg for at udskifte moralen, som man skifter sokker og sagtens kan mene noget om indvandrere, organdonation, hundelorte på fortovet og ægteskaber mellem bøsser og lesbiske, uden at disse ting går op i en højere enhed, passer som fod i hose i det moderne multimediale samfund. Men vi er naturligvis alle mere eller mindre lidt af hvert.

Det indrestyrede i os kæmper med det andenstyrede. Heri ligger måske ængsteligheden, uroen og ubehaget, som også er tidens tegn. Og hvor den ene side af personen godt kunne tænke sig en moralsk opstramning hos de andre, trives ens anden side jo storartet uden for alle tyngende moraler.

Henrik Jensen: Ofrets århundredet. 412 s. Samleren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu