Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Skæbnetråde

Filminstruktøren Jon Bang Carlsen har snart brugt et år i Sydafrika for at færdiggøre sin seneste film. Information har talt med instruktøren, der fandt noget meget bekendt i det helt fremmede
Kultur
19. december 1998

"Det er en historie om hvide skæbner i et afrikansk landskab," forklarer Jon Bang Carlsen i telefonen fra Sydafrika, hvor han er ved at lægge sidste hånd på en dokumentarfilm om hvide farmere. "Det er ikke en historie om ANC eller afrikanske mennesker. Det er set gennem hvide øjne og er et forsøg på at fortælle et hjørne af deres skæbnehistorie i Sydafrika."

Hovedpersonen er en hvid kvinde, som lever på en gård i et hvidt domineret område, der ifølge Jon Bang Carlsen er mere end 30 år bagefter det øvrige Sydafrika.

"Min film foregår blandt hvide farmere, og de er en 30-40 år tilbage. Man kan nærmest ikke mærke, at apartheid er opgivet, og når den farvede befolkning ser mig, så kalder de mig Master - jeg ligner også sådan en stor, bred bondemand."

Jon Bang Carlsen er kendt for at bruge lang tid på at forberede sine film, og hans nye film har da også været næsten et år undervejs.
"Det her land er jo også enormt stort, og jeg kendte intet til Afrika, før jeg kom herned, så jeg brugte en fire-fem måneder, før jeg fandt den centrale figur, som jeg troede ville blive en mand, men som så endte med at blive en kvinde."

"Min idé med filmen var at finde en farmer, som driver en gård, der er blevet forladt. Det er i høj grad en historie, der handler om en form for forladthed, en form for ensomhed, som i mine øjne hænger uløseligt sammen med den meget, meget sære, og jo mere man trænger ind på den, fantastiske hvide historie i det her landskab."

"Den mest rabiate fortolkning af den hænger jo uløseligt sammen med noget, der foregik i Europa i 20'rne og 30'rne, en form for paternalsk racetænkning. Og som på andre måder hænger sammen med ganske almindelige ting, som vi kender fra hele verden, en form for hvid fandenivoldsk lykkejæger."

"Min tese og fornemmelse er, at ensomheden hænger sammen med hele magtmenneskets position. For at forvalte magten, må man ligesom skille sig ud fra dem, man skal kommandere med. Man er nødt til at skære en masse ellers normale, venskabelige danse- og syngesituationer væk for at holde den afstand, der gør, at de adlyder én, ligegyldig hvad fanden man siger. Det er den pris, man i den hvide psyke kan mærke, at de har måttet betale for den herskerposition, de har haft gennem så mange år og til dels stadigvæk har."

Dokumentarisme

Gennem sin karriere har Jon Bang Carlsen dyrket både en form for iscenesat dokumentarisme (bl.a. Fugl Fønix, It's Now or Never) og 'almindelig' fiktion (bl.a. Ofelia kommer til byen, Carmen og Babyface), men faktisk er han ikke meget for at skelne mellem de to typer film.

"Allerede Jenny, den første film, jeg lavede, da jeg kom ud fra filmskolen, havde det der iscenesatte og dokumentariske i sig 100 procent," fastslår Jon Bang Carlsen. "Det er en rent filosofisk overbevisning hos mig. Jeg tror ikke på, at der er noget, der hedder dokumentarfilm. Jeg synes, det er noget sludder, at der findes et fælles øje, som kan se obejektivt på verden. Det er noget sludder, og det gælder, hvad enten man skriver, filmer, eller hvad fanden man gør. Vi kan selvfølgelig kun se på verden indefra vores egen ensomhed. Det syn, vi har på verden, er helt unikt, og vi kan bare håbe på, at det på en eller anden måde kan inspirere andre."

"Dokumentarisme er for mig i høj grad en stilart, som fiktion er en stilart, men de er lige subjektive. Dét, det drejer sig om, er at være ærlig over for sine egne indtryk, ikke prøve at ville se gennem andres øjne og nå til et eller andet ligegyldigt aseksuelt middelstandssynspunkt."

Hvor Jon Bang Carlsen plejer at iscenesætte sine dokumentarer i en grad, så grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes, så har han denne gang valgt en mere ren form for dokumentarisme. "Der er sket det med denne 80 minutter lange film," fortæller instruktøren, "at den er blevet noget af det mest dokumentariske, jeg nogensinde har lavet."

"Jeg har lavet meget lidt iscenesættelse i den. Jeg har holdt mig meget til det helt direkte, hvor kameraet første gang møder en eller anden situation. Og det må vel være det, man banalt set kalder dokumentarisme. Normalt plejer jeg at geniscenesætte ting, og det har jeg ikke gjort denne gang. Så på den måde skiller den sig væsentlig ud fra min øvrige produktion."

Det psykiske univers

Når Jon Bang Carlsen forbereder en film, så er det ikke så meget stedet, som tanken bag, der betyder noget, og at denne, hans seneste film, kom til at foregå i Sydafrika, var faktisk lidt af en tilfældighed. "Jeg har altid haft en helt koncis idé om, hvad det var, jeg ville fortælle," forklarer han. "Hvad det var for et psykisk univers, jeg ville befinde mig i."

"Det psykiske univers hér startede med ikke engang at være en film om Sydafrika. Det var en film, der handlede om min egen aldersgruppe. Jeg er 48 år nu, og i nogle år har jeg haft lyst til at undersøge, om folk på min alder overhovedet kan forandre sig. Jeg snakker ikke om det ydre lag af pæn intellektualisme, og de meninger folk har, som jo meget ofte er meget nemme at lave om på, men de basale emotionelle attituder til liv. Pessimisme over for liv, glæde over for liv, had til et eller andet, kan man forandre de ting, kan man udvikle sig?"

"Så var jeg tilfældigvis hernede på en filmuge med Det danske Filminstitut, og så kørte jeg gennem et pragtfuldt landskab, som jeg havde lyst til at filme i. Jeg opdagede, at der boede afrikaan-bønder i det landskab, d.v.s. at de næsten har danske rødder, fordi de kommer fra det flade land, der ligger ud mod Nordsøen i Sønderjylland. Selvom naturen og historien hér er så vidt forskellig, så er der noget i den hvide psykologi, i hvert fald i afrikaaner-psykologien, som jeg kender 100 procent fra min egen opvækst i Danmark. Jeg arbejdede også på et landbrug, da jeg gik i skole, og der var mange af de samme store tunge mænd med enkle, meget direkte måder at tale på. Det er en meget nordtysk og meget dansk ting. Dét inspirerede mig, den pludselige bekendthed midt i det totalt ubekendte."

Trods den pludselige bekendthed var det alligevel ikke helt problemfrit at komme ind på livet af de hvide farmere.

"De var meget påpasselige. Man kan mærke, at de folk ude på landet, for at sige det ligeud, savner apartheid - det var deres paradisiske tid. De havde det helt utroligt godt. De betalte ikke noget i løn, fik det bedste jord, havde pragtfulde gårde og fik alle de gode jobs i regeringen. Men på den tid var der en meget stærk censur over for nyhedsmedierne, og det ligger i dem."

"Der gik da heller ikke lang tid, hvilket faktisk chokerede mig lidt, før der kom en hvid mand og sagde til mig, at han havde hørt, at jeg gik rundt og stillede spørgsmål. Han ville bare give mig det råd, at jeg ikke skulle stille nogen politiske spørgsmål, og så refererede han et eller andet spørgsmål, som jeg skulle have stillet, og som oven i købet var et spørgsmål, jeg overhovedet ikke havde stillet."

"Men det er småting. Samtidig var de, som alle bønder er, fantastisk gæstfrie, og det er den underlige, mystiske ting, man oplever, når man laver den slags film, at man møder folk, som er skidehamrende søde. Ansigt til ansigt er det pragtfulde mennesker, langt flinkere end ens kammerater hjemme i København, langt mere gavmilde og søde. Desværre er deres politiske meninger og konsekvenserne af deres politiske meninger så totalt forskellige fra ens egne."

Jon Bang Carlsens nye film bliver vist på tv i 1999

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her