Læsetid 5 min.

Min bedste bog

Goethes 'Valgslægtskaberne' vakte forargelse af moralske grunde - den handler om ægteskab og utroskab - men også fordi tidens fremskridtstro blev anfægtet
28. august 1999

Da Goethe blev født i 1749, eksisterede det tysk-romerske rige stadigvæk. Da han døde i 1832 havde han i flere af sine sene værker skitseret det moderne, borgerlige samfund med handel, konkurrence, industri, verdensmarked og -litteratur og et nyt dannelsesbegreb med krav om, at et verdenslitterært værk skulle være på højde med tiden, også internationalt.

Men mens samtiden var villig til at akceptere flere værker af Goethe som hovedværker, forholder det sig anderledes med de værker, Goethe selv satte mest pris på. Her var samtiden ikke på højde med Goethes værker.

Det gælder f.eks. den roman han skrev i 1808-09, Valgslægtskaberne, der vakte anstød og forargelse, ikke kun af moralske grunde – romanen handler om ægteskab og utroskab – men fordi tidsalderens fremskridtstro blev anfægtet i romanen. Til en dame, der til et selskab kritiserede den, skal Goethe have svaret: »Det gør mig ondt. Det er jo dog min bedste bog.«

Overblik og overset

Goethes univers i Valgslægtskaberne er knyttet til et parklandskab. Vi møder et adeligt ægtepar, Eduard og Charlotte, i færd med at føre deres slotspark tilbage til dens oprindelige udseende, hvilket blandt andet indebærer, at tre små damme sammenlægges til en bjergsø. De vandrer rundt mellem lysthuse, møller, langs kirkegårdsmure med udsigt til landsbyer, marker og fjerne kirketårne.

Til denne haveidyl kommer Eduards ven, Otto, en major, som skal være med til at gennemføre parkreformerne, og Charlottes niece, den stille, men betydningsfulde pige Ottilie. Og knap har de fire sat sig sammen i lysthuset, før ting begynder at ske. Eduard og Ottilie drages mod hinanden, ligesom majoren og Charlotte, og i bogen benyttes et bestemt billede på denne dobbelte dragning.

Den tyske forfatter Goethe har givet den tyske nation et sprog, han har forenet alle modsætninger i samfundet – og så har han skrevet de smukkeste, vildeste værker
Læs også

Ligesom stoffer i kemien kan indgå nødvendige tværforbindelser, eller valgslægtskaber, er det samme tilfældet i det sociale liv. Dragningen kommer til de fires bevidsthed under en stor havefest, kulminerer med kys og med mere: Charlotte føder et barn, som er skabt med Eduard i sengen, men med majoren i tankerne.

Parrene prøver at undgå valgslægtskaberne ved at splitte op, Eduard drager i krigen, majoren ansættes anderswo, de to damer bliver på godset, hvor fødslen forberedes og finder sted. Dog så let er ingenting.

På trods af flere tegn og advarsler i romanen, opgiver de ikke deres kærlighed, de fejllæser konsekvent det synliges meddelelser, og Eduard vender tilbage; han overrasker Ottilie på søen, hvor hun i samme hånd og arm holder Charlottes baby og en fransk roman, og begge taber hun i vandet.

Barnet drukner, Ottilie trækker sig tilbage fra al social kontakt, tager ingen spise til sig, dør en teatralsk martyrdød; kort efter følger Eduard hende i graven, og måske bliver de lykkelige, hvis de vågner op sammen engang hinsides, slutter romanen med at stille i udsigt.

Skæbnens magt

Romanen fremstiller en forgrund af harmoni og oplysning, der undergraves overende af mytiske kræfter, som intet synes at kunne standse, heller ikke forsagelsen, Charlottes opgivelse af majoren og Ottilies tilbagetrækning fra fællesskabet.

Hvor dybt valgslægtskabet rækker, fremgår af navnene på de fire personer. De hedder alle et eller andet med 'ott'. Charlotte, Ottilie, Otto (majoren). Men Eduard hedder ikke Eduard, han hedder virkelig Otto, og for ikke at blive forvekslet med majoren, tog han navnet Eduard. Denne oplysning er vigtig for romanens begyndelse, der bruger Eduards navn to gange, og begge gange er det løgn.

»Eduard – sådan kalder vi en rig baron i hans bedste manddomsalder – Eduard havde tilbragt...«

Denne indledning påkaldte sig Georg Brandes fulde vrede for dens ubehændighed og banalitet. Og sådan er hele romanen skrevet. Men bag denne goetheske tilbagetrukkethed gemmer sig en kølig ironi og skepsis, som netop antydes i den dobbelte anvendelse af navnet. Først advares vi, dette navn er en fiktion, jeg Goethes fortæller fralægger mig ethvert ansvar. Dernæst føres vi ind i fiktionen, og glemmer ligesom personerne advarslen.

Vi lader os rive med, og der er masser af grund til at lade sig rive med i denne roman. Og et af de mest forførende steder handler om håbet. Da Eduard og Ottilie mødes på søen i båden farer »håbet som en stjerne, der falder fra himlen, hen over deres hoveder.« De mener, de tror at tilhører hinanden, men igen har de misforstået alt.

Stjerneskudsbilledet signalerer hos Goethe ikke den endelige opfyldelse, men flygtigheden, lykkens korthed, dens håbløshed, ligesom det store festfyrværkeri i romanens begyndelse, hvor lidenskaberne gik til tops sammen med raketterne over bjergsøens vover.

Symboler

Romanen vrimler med beskrivelser af natur, af tøj, mode, mad, ting, og denne ydre pragt kulminerer da Charlottes forkælede datter Luciane, der sammenlignes med Lucifer, kommer hjem og gør det stille slot til et festligt sted, med baller, skuespil og levende tableauer. Men alle personer er forblændede, ikke kun den forkælede Luciane, for alt er betydningsfuldt, blot tror personerne, at det betydningsfulde er noget godt, og ikke relativitet og kaos.

De søger at få verden til at give en bestemt mening, der er harmonisk, optimistisk, og netop fordi de ikke har sans for det ufuldendte og det flertydige, drages de længere og længere ind i skæbnens malstrøm. Dog, der er et pusterum i romanen, faktisk to.

Det ene lyspunkt er den lille indlagte novelle om det elskende par, der efter konflikter og slagsmål får hinanden. Han redder hende ved at springe i vandet under en udflugt. Og netop dette spring foretager ingen af romanpersonerne, de bevæger sig inden for en verden af systemtvang. Og romanen har ingen løsning, men den har et håb, dannelsens håb.

Romanen rummer en form for dannelse, der også henvender sig til læseren. Det er ikke det klassiske dannelsesbegreb med heling og syntese og hjemkomst, der er på spil hos Goethe. Tværtimod, dannelse betyder for ham et mere end, en grænseoverskridelse, en tilstand af hjemløshed og sans for nye løsninger, nye tværforbindelser.

Det kan være det spring, der finder sted i novellen, eller det kan være det øjeblik, hvor læseren endelig opdager fortællerens signal i romanens allerførste ord, navnet Eduard, der dækker over en fiktion, en forveksling, men muliggør en forandring, når dets mangetydighed giver sig til kende for læseren som håbets stjerneskud.

Johann Wolfgang von Goethe: Valgslægtskaberne. Oversat af Niels Brunse. Gyldendal. 264 s., 295 kr. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu