Læsetid: 4 min.

Filmatiseringen af ’Klinkevals’ minder om en tung og klodset omgang træskodans

Hans Kristensens filmversion af Jane Aamunds familiebiografi ’Klinkevals’ er en af de dårligste danske film, som 90’ernes succesbølge har ført med sig
29. oktober 1999

Egentlig har jeg lidt ondt af dem allesammen. Af Hans Kristensen, fordi han har drømt om at lave Klinkevals i flere år. Af Mette Lisby, fordi hovedrollen som Juliane Jensen er hendes første, og hun gerne vil have flere. Af Jane Aamund, fordi hun skal lide den tort at se sin populære familiebiografiske roman skamferet filmisk. Men mest af alt har jeg ondt af det danske biografpublikum, der gennem Biografklub Danmark har købt katten i sækken og synes, de bør gå ind og se Klinkevals – en af de dårligste danske film, 90'ernes succesbølge endnu har ført med sig.

Ondt har jeg i øvrigt også af de sagesløse tv-seere, som tror sig sikre ved at undgå biografversionen af Klinkevals, og som så en aften må se sig snigløbet af TV2, der viser den flere afsnit lange tv-udgave af den kun alt for jordbundne historie om Jane Aamunds farmor, Juliane Jensen.

For nok er Klinkevals, officielt set i hvert fald, tænkt, finansieret og promoveret som en film, men den er optaget som en tv-serie, der siden er blevet klippet ned til en halvanden time lang spillefilm. En noget problematisk fremgangsmåde, tager man det pauvre resultat i betragtning. Biografpublikummet (og Det danske Filminstitut) bliver så at sige spist af med et dårligt biprodukt af en tv-produktion.

Ugebladsnovelle

Plottet i romanen, der ikke rummer de store litterære kvantespring, og filmen, der er en fri fortolkning af Aamunds bog, er skåret over samme ugebladsnovelle-agtige læst og følger den viljefaste og på sin vis, 'moderne' kvinde Juliane (Mette Lisby) fra ægteskabet med Simon Berggren (Lars Simonsen) over forelskelsen i den glødende socialist Otto Jensen (Pelle Koppel), Simons død og hendes graviditet og giftermål med Otto.

Simon er gjort af et andet og mere følsomt stof end Juliane og hendes meget håndfaste og prosaiske familie, der har kæmpet sig frem i verden. Da vi først møder Juliane, er Simon på vej hjem efter et treårigt ophold på Skt. Hans for en depression, og tydeligvis er hans vege og stille natur mere en belastning end en glæde for Juliane og deres to børn, Johan og Thora.

Ingen tvivl om, at det er Juliane, der har kørt Simon i sænk ved hverken at forstå eller bakke ham op – hvilket også Julianes søster Josephine mere end antyder – og hun fremstilles som en målbevidst kvinde, der går efter at tilfredsstille sig selv og uafhængighed og økonomisk sikkerhed for sig selv og sine børn.

Da hun på Bakken møder smeden Otto, en rigtig mand, og danser en enkelt klinkevals med ham, er hun solgt og han ligeså. Det er et møde, som får konsekvenser, både gode og dårlige.

Hvad er værst?

Jeg ved ikke, hvad der er værst ved Klinkevals: De mudrede, kornede og ofte grimme billeder, der giver indtrykket af, at fotografen har smækket et videokamera op på skulderen i stedet for et rigtig filmkamera? Den disharmoniske klipning, som skiftevis rolig og frenetisk forvirrer og ødelægger filmens rytme? De sølle kulisser og den falske sne, der leder tanken hen på Bryggeren og helt ødelægger illusionen af at befinde sig i København anno 1900?

Men måske kunne man have tilgivet filmen den dårlige tekniske kvalitet og lave production value, havde det ikke været for Hans Kristensens famlende personinstruktion, der lader Thomas Eje og Kristian Halken (Julianes svogre) overspille fælt, Pelle Koppel fjumre kejtet rundt, Allan Olsen (Ottos kammersjuk) slet ikke spille, Lars Simonsen gentage sin efterhånden uinteressante Barbara-depression og Mette Lisby alene på herrens mark uden mål eller mening, hvilket gør hendes Juliane til en humørmæssigt noget ustabil skikkelse.

Dertil kommer, for nu at vade rundt i det, et strukturløst manuskript, der springer fra højdepunkt til højdepunkt og er fyldt med forvirrende plot- og tidsmæssige huller. Mange hændelser og handlinger motiveres ikke, og personpsykologien udhules katastrofalt – Simons depression og Julianes uforståenhed, Otto og Julianes vidt forskellige livsindstillinger – og man fornemmer, at essentielle handlings-forklarende elementer er klippet ud – så biografpublikummet kan få hele Julianes historie serveret som en slags Klinkevals Ultra.

Klodset

Hvad der kunne være blevet et underholdende og ikke mindst relevant portræt af en stærk kvinde, fra før den slags blev almindeligt, endsige kom på mode, er resulteret i en decideret mislykket film om en kompromisløs, men også usympatisk kvinde, der bruger mænd og kun tænker på sig selv. Sådan har Jane Aamund ikke forestillet sig sin egen farmor, og sådan ved jeg, at Hans Kristensen i hvert fald ikke så hende for sig, da han forelskede sig i Klinkevals.

Filmen skal nok blive en succes. Det sørger Biografklub Danmark, Jane Aamunds fans og den ugeblads-glade del af befolkningen for. Men der er ikke meget vals over den – snarere minder Klinkevals om en tung og klodset omgang træskodans, der træder publikum, Jane Aamund og sig selv over tæerne. *Klinkevals. Instruktion: Hans Kristensen. Manus: John Stefan Olsen, Jens Dahl og Kim Leona. Dansk (Imperial, København og alt for mange biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu