Vi er alle skibsvrag med flænsede flag på vej mod havets bund. Sådan betegner Jette Hansen sin generations kvinder i bogen, Det bløde punkt.
Bag den dystre metafor ligger en endnu mere dyster beskrivelse af de vilkår, som kvinder sidst i 30'rne med karriere og børn, lever. De knokler som vanvittige for at forene to livsprojekter; at skabe sig en karriere på arbejdsmarkedet og give deres børn en ordentlig opvækst. For de vil have det hele - men det koster dyrt.
Jette Hansens bog handler om kvindeidentitet, som hun mener, den ser ud på kanten af et nyt årtusinde. Gennem selvbiografisk stof, analyser af Hanne-Vibeke Holsts romantrilogi om Terese, Isabella Smiths roman, En flirt mellem venner, og May Schacks antologi, Adskillelse, fremmaner hun et billede af en kvindeidentitet i dyb splittelse mellem behovet for selvrealisering/individualisering og sammensmeltning.
Splittelsen går gennem den enkelte kvinde, men afspejler også den mangel på prioritering og værdi, samfundet tillægger omsorgsarbejdet i hjemmet. Og det er i høj grad her, problemet for dagens kvinder ligger, mener Jette Hansen. For de identificerer sig med livet og værdierne på arbejdsmarkedet og har en idé om, at det er her, den egentlige selvrealisering ligger, men herved fornægter de kvindeligheden, som i høj grad er knyttet til det reproduktive, og det giver alvorlige problemer med rolleidentifikationen, når de bliver mødre.
Mændene kan man ikke regne med i sin kvide, mener Jette Hansen. De ændrer ikke deres liv, når de får børn, sådan som kvinder gør. Kvinder sætter karrieren i bero og drosler ned i spædbarnets tempo og tid. De frustrationer og identitetskriser, der er forbundet med denne forandring, resulterer imidlertid ikke i, at kvinder sætter deres behov for hjælp og aflastning igennem over for mændene.
Tværtimod vil de hellere dø end indrømme, at filmen er ved at knække. Troen på, at vi er emanciperet stiller sig simpelthen i vejen for indsigt og handling, mener forfatteren.
Hælen i
Men hvad stiller man op med denne eksistentielle splittelse? Ifølge Jette Hansen er det altafgørende, at de reproduktive arbejdsopgaver værdisættes, så de får en samfundsmæssig status og legitimitet svarende til de produktive opgaver. Det er nogenlunde, hvad den tyske feminist Ulrike Prokop forfægtede allerede i 1978 i bogen Kvindelig livssammenhæng.
Af mere konkrete tiltag peger Jette Hansen på en udvidelse af barselsorloven til to år - et år til hver af forældrene, flere og bedre daginstitutioner, udvidet flextid for forældre med små børn osv. Ting som for så vidt er på den politiske dagsorden, men som alt tyder på, ingen tager alvorlig. Derfor må Jette Hansens generation nu sætte hælen i.
Jette Hansen kaster analyser af sig, som overbeviser med deres elegance og begavelse og hendes samfundskritik har en rystende relevans. Derfor er det ærgerligt, at bogen er så smal. Sproget, analyserne og længden indsnævrer - må man frygte - målgruppen til en lille flok intellektuelle, der allerede beskæftiger sig med problemstillingen.
Hvad er kvindelighed?
Tonen i bogen er til tider problematisk. Blandt andet betjener Jette Hansen sig af samme perfidi, som hun anklager Isabella Smith for at omgive sin kvindelige romanfigurer med. Hun hænger forfatteren ud i et forræderiets gabestok under anklage for løgnagtighed. Måske lige i overkanten, skulle jeg mene.
Men i det hele taget er det kendetegnende, at de synspunkter i kønsdebatten, som Jette Hansen bifalder, draperes med sympatitilkendegivelser, indføling og enighedens bekræftende nikkeri, hvorimod divergerende opfattelser spiddes i et verbalt raseri. Det forlener bogen med en skingerhed, der ikke er til budskabets fordel.
Spørgsmålet om, hvad kvindelighed er, er et andet problem, som virker uafklaret i bogen. Jette Hansen tenderer til essentialisering af kønnet. Kvindeligheden, forstår man, lader sig kun realisere i reproduktionssfæren.
Kvindelighed er med andre ord lig med sammensmeltning, empati og omsorg for andre. Betyder det, at kvindeligheden ikke lader sig forløse i arbejdslivet? At produktionssfæren stadig er gennemgående fallisk og upåvirket af kvinders mangeårige tilstedeværelse? Andre mener jo modsat, at den offentlige sektor er fuldstændig feminiseret.
Endnu en medalje
Mænd underlægges en urimelig generalisering i bogen. Skal man tage Jette Hansen på ordet, er der ingen mænd, der er indstillet på at skrue ned for karriereblusset, selvom de får børn. De er beregnende, har en helt anden opfattelse af, hvad familien skal være, og bruger den mest af alt som endnu en medalje på brystet - et revir for maskuliniteten.
Selvfølgelig må linjerne trækkes skarpt, men det er dybt problematisk at underkende de stadig flere fædre, der giver faderskabet prioritering. Der er ikke nok af dem, men de findes faktisk! Men på trods af dette er Jette Hansens bog et vigtigt værk.
Hun beklager, at kvinderne i hendes egen generation ikke har videreført feministernes politisering af deres situation, og peger på antologien, Adskillelse, som eksempel på et modstandsskrift uden politiske strategier. Dem leverer Jette Hansen, og derfor er der måske håb for, at vi på sigt kan blæse for vinden som mindre flænsede flag.
Jette Hansen: Det bløde punkt - Kvindeidentitet i 90'erne. 269 s., 268 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.
