Læsetid: 8 min.

Underverdenens overklasse

Søndag starter DR's nye tv-serie 'Edderkoppen'. Det er historien om korruption og sortbørshandel i efterkrigstidens Danmark. Om et kriminelt miljø i København, der snoede sig i skyggen af opgøret oven på besættelsen. Og om den mand, der trak i trådene
25. marts 2000

De fleste mennesker har hørt om Al Capone, en af den amerikanske forbudstids største gangstere. Side om side med andre af USA's store forbryderskikkelser, Dutch Schultz, Lucky Luciano, Meyer Lansky og Bugsy Siegel, er Capone forlængst trådt ind i det mytologiske landskab, hvor grænserne mellem fakta og fiktion er ophævet. Dér må de slås med den fiktive Corleone-familie og Tony Soprano om opmærksomheden fra de mange millioner mennesker verden over, som stadig følger med i mafiosiernes meritter i tv-serier og stort anlagte underholdningsfilm.

Det kulørte og spændende gangsterunivers har alle dage været godt, dramatisk materiale at trække på, når man skal skabe solid mainstreamunderholdning, hvor ingredienserne er penge, magt, grådighed, mord, vold, sex, ærefølelse, jalousi og loyalitet - også selvom man har det med at glemme, at der ligger virkelige skæbner bag.

I denne weekend føjer endnu en skikkelse sig til den organiserede kriminalitets hall of fame - nemlig automobilhandler Svend Aage Hasselstrøm alias Edderkoppen, der i 40'ernes København organiserede en omfattende og meget indbringende sortbørshandel.

Det er ikke, fordi det hidtil er lykkedes Hasselstrøm at forblive anonym - faktisk er der skrevet henved en halv snes bøger om den storstilede affære og hans ikke ubetydelige rolle i den - men nu bliver han for alvor gjort Danmarksberømt, også for de generationer, som ikke kan huske eller kender til ham og hans kumpaner. Det sker i Danmarks Radios nye dramaserie i seks dele, Edderkoppen, som starter søndag.

Det er altså også en skidegod historie - dansk som den er, vores største kriminalsag til dato - der egner sig fortrinligt til at blive fortalt i populære, publikumsvenlige rammer, hvor man kan tillade sig at overdrive en smule og vende og dreje begivenhederne, så de får et ekstra nøk opad på spændingsskalaen.

Jeg har set et afsnit af Edderkoppen, og den tegner lovende med sin velspillede og veldrejede cocktail af romantik, krimi og tidsbillede. Og selvom der er skrevet meget om på hændelser, ændret navne og opfundet personer i DR's version af begivenhederne i forhold til virkeligheden, så er det basalt set den samme historie, vi har med at gøre.

I serien følger vi to journalister, den unge, ambitiøse Bjarne Madsen (spillet af Jakob Cedergren) og hans ældre, garvede kollega H.C. Vissing (Bent Mejding), der nærmest ved et tilfælde får kontakt med slut-40'ernes københavnske underverden.

De to journalister erfarer hurtigt, at der sidder én mand og trækker i trådene, bilforhandleren Svend Aage Hjalmer alias Edderkoppen (Bjarne Henriksen), og de må erkende, at hans net er så vidt forgrenet og filtret, at det bliver en meget svær opgave at optrevle det.

Men gennem hårdt arbejde får de løftet låget på en korruptions- og sortbørsskandale, der implicerer adskillige politifolk, både menige og officerer.

Bag tv-serien står to unge filmfolk, instruktøren Ole Christian Madsen (Pizza King) og manuskriptforfatteren Lars Kjeldgaard, der har baseret deres bud på den fantastiske sag på en idé af Ebbe Kløvedal Reich.

I en samling noter fra optagelserne skriver Ole Christian Madsen om sin fascination af og indgang til tiden og sagen:
"Hvis James Ellroy eller Elmore Leonard havde været danske, ville de have skrevet om den tid i Danmark. I et dramatisk univers, men uden de omsvøb tidligere tiders danske litteratur har gjort. Det var sådan, jeg ville fortælle den historie og skildre de karakterer. Uden omsvøb og så direkte jeg kunne."

Det er ikke første gang, at DR har forsøgt at realisere den fantastiske historie om Edderkoppen. I 1980 bad Informations Morten Piil, der dengang var ansat i DR's såkaldte dramaturgiat, forfatteren Anders Bodelsen om at komme med et oplæg til en serie bygget over affæren. Det blev til en 80-siders synops, men ikke nogen tv-serie.

Men de næste seks søndage kan vi altså følge Madsens & Vissings kamp mod Edderkoppen, som den tager sig ud i to unge filmfolks bevidsthed. I øvrigt har DR, for at sikre sig mod beskyldninger for historieforvanskning, tilrettelagt to dokumentarudsendelser om Edderkoppesagen - den første og lidt uelegante udsendelse blev vist i onsdags.

En, der fik på hatten for sin fremstilling af Edderkoppesagen, var forfatteren og kunstneren Hans Scherfig, men hans udgangspunkt var unægtelig også noget anderledes.

I den bidende ironiske nøgleroman Skorpionen fra 1953 gør Scherfig et stort nummer ud af at lægge afstand til de virkelige hændelser og stedet - Danmark - de foregik.

Alligevel er man aldrig i tvivl om, hvem eller hvad det nu er, han lader sin nådesløse pen dissekere i en historie, der handler om et uskyldigt menneske underlagt magtmisbrug og en ynkeligt inkompetent politietat.

Som i sine andre bøger, bl.a. Frydenholm om de danske kommunister, er Scherfigs ærinde politisk-satirisk og samfundsrevsende. Han går ikke så meget efter forbryderne som efter den offentlighed, der tillader forbryderne, af bekvemmelighedshensyn eller fordi de ikke ved, hvad de skal gøre og gribe i.

En form for offentlig ydmygelse, som selvfølgelig ikke var lige populær i alle kredse.

Men lad os prøve at vende blikket tilbage til 40'erne, mod virkelighedens Edderkop. Han hed som sagt Svend Aage Hasselstrøm, var også automobilhandler og den mest karismatiske og vellidte af tre hovedmænd bag det omfattende sortbørs- og forbrydernetværk, der opererede i hele landet, dog primært i København og omegn.

Fed og mægtig var Hasselstrøm alles ven. Han kom fra fattige kår og startede sin karriere som kriminel i en alder af 13. Han omgikkes selv de menige håndlangere i sin organisation, og han sørgede for at tage sig godt af de mennesker og deres familier, som viste ham loyalitet. Omvendt gik han ikke af vejen for at true, tæve og endda likvidere personer, som stod i vejen for ham. Og man må ikke glemme, at han i høj grad også lukrerede på andre menneskers begær og ulykke, når han bedrev sin smuglervirksomhed eller legede lånehaj, sortbørshandler, gemen tyveknægt og pengeafpresser.
Det var to journalister fra Social-Demokraten, Poul Dalgaard og Anders B. Nørgaard, der i vinteren 1948, efter mange måneders grundig og opslidende research kunne afsløre, hvad allerede var kendt på gadeplan: At sortbørshandelen blomstrede, og at politiet efter al sandsynlighed var indblandet.

De andre dagblade fulgte hurtigt efter, ikke mindst Information, der allerede på dagen for Dalgaards og Nørgaards første artikel, den 4. november, bakkede op omkring den potentielt sprængfarlige sag i en artikel af kriminalreporteren Viktor Thomas.

Thomas fulgte også fulgte sagens videre forløb i bladets spalter under overskrifter som: "Sortbørsens folk ryster for Manden bag Kulisserne...". "Giv os 100.000 kr., saa skal vi nok knalde 'Edderkoppen'." "Hasselstrøm bukkede under for Nervekrig og opsøgte Politiet". "Overbetjent anholdt og suspenderet i 'Operation edderkop'."

Man kan undre sig over, hvordan sortbørshandelen, der på ingen måde forsøgte at skjule, at den eksisterede og blomstrede, kunne få etableret sig så godt i Danmark.

Svaret skal søges i de retstilstande og den mangel på dagligvarer, som krigen førte med sig. Det er samtidig et lidet glamourøst svar, som ikke har meget at gøre med den trods alt polerede verden, DR's tv-serie er eksponent for.
I en lille tekst om Danmark anno 1949, skrevet i forbindelse med tv-serien, sammenligner Ebbe Kløvedal Reich landets situation med Østeuropas i dag:

"En økonomi, der er svær at løbe i gang, en kriminalitet, der lukrerer på trægheden - og indtil flere ideologiske opgør og gamle regneskaber, der splitter samfundet."

Vi har at gøre med et Danmark, som stadig ikke helt havde fundet ben at stå på efter den fem år lange besættelse. Vareknaphed, boligmangel og rationering indbød til handel med smuglervarer, og de illegale spillebuler og bordeller lokkede med munter adspredelse. Det var tilbud kun de færreste - også blandt politifolk - kunne eller ville afslå. Ikke mindst fordi sortbørshandlen så ud til at være kommet for at blive.

Politiet, der var en broget flok af tidligere koncentrationslejrfanger, modstandsfolk og unge, naive grønskollinger, koncentrerede sig om at fange og retsforfølge mulige værnemagere, så sortbørshandlerne fik stort set lov til at være i fred. Men den organiserede kriminalitet, som alle erkendte og accepterede eksisterer, fordi de anså den for at være nyttig og ufarlig, krævede også sine ofre. I sin bog om Edderkoppesagen, Københavns underverden, der var baseret på egne og Poul Dalgaards artikler, kunne Anders B. Nørgaard berette om et beskidt, brutalt og modbydeligt miljø, hvor folk hurtigt blev indfanget af narkopushere, lånehajer og spilledjævle og endte med at gå til bunds.

Det er en rystende, men meget levende og inciterende beretning, der på bundlinien ikke adskiller sig meget fra de deprimerende skildringer, vi har fået fra den københavnske underverden gennem de sidste ti år. Hør bare her:

"Nyhavn, saneringskvarteret, visse dele af Nørrebro og Vesterbro, tidligere også det gamle Christianshavn, sørger for udklækningen og tilgangen af nye lovovertrædere og voldsforbrydere. På disse steder koncentreres dårlige boligforhold, dårlig økonomi og svage karakterer. Netop den jordbund, underverdenen kræver for at vokse."

Der skulle gå næsten to år, fra sagen tog sin egentlige begyndelse, til politiet endelig fik skovlen under Edderkoppen og hans slæng. Det skyldtes ikke mindst de mange korrupte politifolk, der mod penge og en smule luksus holdt hånden over sortbørsfolkene og sørgede for at deres sagsmapper forsvandt eller aldrig blev oprettet.

Men en uafhængig og i hemmelighed arbejdende gruppe af hæderlige politifolk nåede længere og længere ind bag fjendens linier, og da Hasselstrøm i februar 1949 blev smidt i fængsel for trusler mod en politimand, begyndte flere og flere af hans 'trofaste' håndlangere at åbne munden.

Truslen om vold og pludselig død var ikke længere så overhængende, og muligheden for selv at gå fri, skulle det hele nu ramle, var også lokkende.

Edderkoppesagen fandt en form for afslutning lørdag den 26. august 1950, hvor bl.a. Information under overskriften Edderkop-dommene kunne liste de 22 domme, som Københavns Byret just havde afsagt i sagen - mod korrumperede politifolk og de tre egentlige bagmænd, møbelhandler Johannes Linde, der fik fire år og seks måneders fængsel, cigarhandler Ejnar Nielsen, som fik fire år bag tremmer og selvfølgelig Edderkoppen selv, der fik seks års fængsel.
Siden blev der iværkesat undersøgelser mod adskillige mistænkte politifolk og foretaget flere anholdelser blandt underverdenens folk.

Og Svend Aage Hasselstrøm, ja, han levede et liv i stilhed, efter at have udstået sin straf. Og selvom mange havde ham mistænkt for at startet sin kriminelle løbebane igen, så blev han aldrig knaldet for noget alvorligt. Han døde i 1996 i en alder af 84 år.

Poul Dalgaard og Anders B. Nørgaard fik Cavlingprisen for deres afsløring af Edderkoppesagen, og begge fortsatte de som journalister i årene efter.

*Edderkoppen, DR1, søndag kl. 20.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu