Læsetid: 4 min.

Til globryllup i provinsdanmark

Apati og eksplosion blandes i Helle Helles nye novellesamling ’Biler og dyr’, der tager temperaturen på menneskelivet i sommerdanmark
18. april 2000

Helle Helle er god. Så god, at anmelderne hidtil har måttet klage over, at hendes tekster er for perfekte, for glatslebne, hvis de absolut har villet klage over noget. Og de små behavioristiske noveller i Biler og dyr er da også slebne til stilistisk perfektion.

Men ren kølig stilbeherskelse er der ikke tale om. Der er en understrøm af varm empati i historierne. Empati med alle de kvinder, som forfatteren (oftest i første person) lader bære synsvinklen: gifte kvinder, gravide kvinder, unge kvinder, enker, døtre og mødre.

Biler og dyr handler absolut ikke om ’biler og dyr’, men om mennesker. En af novellerne hedder "Venlige fremmede". Og i forhold til sine personer er Helle Helle en venlig fremmed - nogle gange måske lidt for venlig, kunne man mene - hvis man absolut skal klage over noget.

Fremmed i provinsen

Den tredje historie i novellesamlingen hedder "Globryllup". Den handler om og fortælles af en kvinde, der en sommerdag 'kommer til' at stige af bussen atten kilometer inden bestemmelsesstedet og pludselig befinder sig til globryllup i en dansk landsbykirke. Inden hun ved af det, har brudens mor sørget for, at hun får kørelejlighed med til bryllupsfesten i forsamlingshuset.

Det navn, hun præsenterer sig med, 'Regitze', bliver en slags emblem for hendes fremmedhed, hendes manglende tilhørsforhold til den provins, hun dumper ned i, og hvor Helle Helles personer i øvrigt lever og ånder, og snarere hedder sådan noget som Bente og Lone og Hans Peter.

Da Regitze cykler væk fra festen på en lånt herrecykel for at nå næste bus, kan jeg ikke lade være med at udstyre hende med forfatterens ansigt. For det er det, hun gør, Helle Helle: stiger af bussen (eller toget eller drejer fra motorvejen) et af de steder i provins-Danmark, som vi andre plejer at fare forbi, og tager læseren med til globryllup: til et kig ind i parcelhuset eller den parkerede bil på banegårdspladsen eller lejligheden oven på tankstationen. Ofte et kig ind i et parforhold. Før var det altid Herman Bang, der emmede mod mig fra de stationer, jeg kørte forbi med Intercitytoget. Nu vil det også være Helle Helle.

Den blafrende psyke

Det er sommer i Helle Helles provins-Danmark. Hedebølge, rapsmarker (eller er det sennep? - det er pseudotemaet for en indædt diskussion mellem et af bogens par), æbletræer, søvnløse nætter for åbent vindue, slagterens aflæssede månedspakker, som står i fare for at fordærves i solen. Og sommeren bliver en tilstand, som på én gang fastholder verden i apatisk stivnen (den varme asfalt en lørdagsdød eftermiddag på stationspladsen) og bringer temperamenterne til kogepunktet (et par gale hustruer smider med ting eller smækker med døren).

Apati og eksplosion blandes i novellernes elegante polish: der er utroskab i laborantens termokande, der er fordærvede pølser i månedspakken, der er død og savn i kontordamens lakerede negle, der er fostre bag de glattede sommerkjoler. Alt sammen kommunikeret til os i Helle Helles vanlige og perfekt beherskede stil, hvis vandmærke er undvigelsen af dybere introspektion.

Hvor konsekvent introspektionen undviges, bliver man som læser klar over det ene sted i bogen, hvor man støder på en undtagelse, nemlig i historien "Der er ikke flere sennepsmarker i Danmark", hvor psyken får lov i et kort sekund at blafre med sin sommerfuglevinge: "Hun tænker på sin dyne i bagagerummet, kølig og glat. Hun forestiller sig lyden af sit eget langsomme åndedræt, virrer så med hovedet."

Linjer, der ikke ville være påfaldende i så megen anden psykologisk-realistisk prosa, men som i en tekst af Helle Helle nærmest har chokeffekt, hvilket siger noget om, hvor lidt hun ellers praktiserer direkte transmission fra personernes bevidsthedsdyb.

Den venlige fortæller

Historien "Venlige fremmede" handler om en hustru, der i et af sine sædvanlige anfald af lørdagsraseri (denne gang over at manden ikke har fejet de tørre blade sammen i haven) kører en tur til den stationsby, hvor hun som ung har boet på klubværelse. En venlig ekspeditrice på et motorvejscafeteria låner hende chefens mobiltelfon og forærer hende et par brugte gummisko, og da hun når frem til huset ved stationen, hvor hun boede som ung, henter en venlig pizzaspisende teenagepige sin venlige mormor, som forærer hende et standerur.

Det vrimler med sådanne venlige mennesker i Biler og dyr. Husmoderen, der kommer med kaffe til landsbytossen. Kvinden, der sørger for, at den lånte cykel kommer tilbage til sin ejer. Den nyslåede enkemand, der forærer naboen en flæskesteg som tak for opbevaring af slagterpakken. Datteren, der støtter sin mor i den svære stund, hvor hendes hund skal aflives. Bogens overordnede, bagvedliggende fortæller virker selv som sådan et venligt menneske. Og det er uhyre sympatisk. Men lidt mere aggression ville ikke være af vejen.

Personligt kunne jeg godt tænke mig at se Helle Helle gå mere amok. Tage udfordringen op fra den mand, der har "sit eget system" (i historien af samme navn), det vil sige et andet system end den kvindelige fortæller. Splitternøgen og forgrædt klatrer han op i et æbletræ og beskærer det efter sit eget system - til stor forargelse for fortælleren, der med åben gylp og uden bh iagttager ham fra sit vindue.

Lidt mere åben gylp, lidt flere sammenstød med andre systemer kunne måske bringe Helle Helle nogle andre steder hen. Men jeg kan ikke andet end opfordre læseren til at følge hende dér, hvor hun bevæger sig i denne bog. Som en venlig fremmed til globryllup.

Helle Helle: Biler og dyr, 100 s., 198 kr. Samleren. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu