Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kompromisløst

De tidligere industristøj-terrorister Einstürzende Neubauten fortsætter deres tyste jagt på skønheden og deres angreb på ølmassekulturen
Kultur
4. april 2000

"Skøn som en sønderskudt Banegaard." Det er ordene fra salig Tom Kristensen, der falder overtegnede ind, når Einstürzende Neubauten folder sig ud. For der er noget på én gang klassisk smukt og noget anløbent, romantisk udbombet over berliner-gruppens musik, som den har fundet sit voksne udtryk over de seneste tre albums: Tabula Rasa, Ende Neu og nu Silence Is Sexy, der har måttet tage en cd nummer to i brug til albummets lange afslutningsnummer. Ingen kompromiser her.

Oprindelig var der ikke meget stilhed i Einstürzende Neubautens udtryk - dengang tilbage i 80'erne, hvor de nær smadrede Ungdomshusets interiør på Jagtvej med deres maskiner, dengang de kaldte sig geniale dilettanter og deres musik var industriel støjsabotage spillet på beton- og metalaffald samt skærende maskiner fra byggeindustrien. Frontalt aggressiv musik.

Einstürzende Neubauten anno 2000 bjergtager stadig lytteren, men det er ikke med vold, men som en snigende beruselse, en sofistikeret gift, der breder sig i nervesystemet på lytteren. Og hvilken gift.

Den tyske kvintets musique concrete indbefatter i dag sjældent byggepladsens monstrøse materiel, men nære, ofte hjemlige objekter: glas, træklange, fjedre, tv, en cigaret, der tændes, knirken, hvisken. Og rockbandets el-guitar er blevet udskiftet med kammerorkesterets violin. Der slås stadig lidt på metal, ligesom man kan høre trykluftpistoler, kæder og jetturbine hist og her, men det er inden for rammerne af en langt mere kontrolleret og hviskende konkretmusik i kontrast til fordums industrialiserede og berusede kraftudladninger.

Silence Is Sexy tilbageholder hellere åndedrættet og spilles det meste af vejen med sans for hver eneste tyste detalje og med lette fjed gennem instrumentparken. Frontfigur, forsanger og tekstforfatter Blixa Bargeld hvisker og synger med en ophøjet ro, en let rusten, henført stemme, der aldrig mister sin dekadente statelighed, sin lettere talte rytme. Selv i en sang som "Zampano" med dens krøllede groove, som Bargeld færdes hen over, som en romantikkens adelsmand må have betrådt sine mudrede vidder i stiveste puds.

I titelsangen er Bargeld anderledes i et med sangen om kroppens musik, om nervesystemets hvinen og ikke mindst tinnitus' hylen - simuleret af højt spændte violiner. Det er en læggen øret til nervesystemets syngen og pulseren, en jagt på den boogie, som stilheden danser. Og samtidig - hvilket ikke er en ringe bedrift - et maliciøst hip til tysk bierstube-kultur, idet sangen afsluttes med et lækkert, øllet kor, der taktfast afsynger "Silence is Sexy". Jo, tak, tavshed er i sandhed guld, når alternativet er massepsykose.

I det hele taget er Silence Is Sexy en excentrisk sammensat og alligevel homogen plade. Her findes således den smertende smukke, melankolsk 80'er-klingende "Die Befindlichkeit des Landes" side om side med den excentriske kammertango "Musentango" med cabaret-klingende mandekor. Her er den jazzede stilstand på "Anrufe in Abwesenheit" over for det 18 et halvt minut lange, rustent malende afslutningsnummer "Pelikanol" gennemhullet af Bargelds mangedoblede hviskende stemme, buddhistiske messen og hans undertrykte skrig - ikke ulig Diamanda Galas' stemmetortur.

Einstürzende har med vanligt avantgardistiske klangstrategier genskabt sig selv som stilhedsmusikere. Men samtidig hist og her som sing-a-long-mestre i en tradition, der slægter Nick Cave på i sin tilrøgede, betændte traditionalisme, men med et langt mere burlesk og bearbejdet præg. Pludselig viser sig tysk og fransk visesang midt imellem repetitive strukturer, reallydsmusikalitet, manende stemninger, dybt kontrolleret støj, humor og guddommeligt krukkeri. Det er til tider stor kunst - også når rigets tilstand opmales med historisk dybdeperspektiv i "Die Befindlichkeit des Landes", som har det tragikomiske pop-omkvæd "Mela Mela Mela Mela Melancholia" og kalder bygningerne i det ny Berlin for "künftige Ruinen"- fremtidige ruiner. Det kunne være et andet ord for Einstürzende Neubauten...

*Einstürzende Neubauten: Silence Is Sexy (Zomba Records/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her