Læsetid: 4 min.

En del af den skabte verden

Inger Christensens essays i ’Hemmelighedstilstanden’ bygger broer til fortid og fremtid
11. maj 2000

Essays

En ny bog af Inger Christensen er og bliver en stor begivenhed. Siden hun i 1981 udsendte alfabet, har vi læst den igen og igen, alt imens tiden på én gang nådigt og ubønhørligt bragte os på højde mentalt med dens særlige bevidsthedsform: den omsorgsfulde besyngelse af verden i dens forsvinden og trodsige beståen.

Og efter at hun i 1991 udgav sin storladne sonetkrans Sommerfugledalen, har vi i det stille memoreret dens vers og rundt omkring tit diskuteret digtets komplekse struktur og vidtrækkende betydning. Af de 13 tekster, hun i dag lægger frem under fællestitlen Hemmelighedstilstanden - hentet i en betragtning af Novalis - kan ingen kaldes nye.

Alle de 12 artikler og "Digt om døden" er nemlig bestillingsarbejder, skrevet til diverse aviser og antologier eller som foredrag til litterære institutioner. Dette har bevirket, at gentagelser og overlapninger forekommer; eksempelvis anføres hele tre gange den påstand, der gemmer sig bagved titlen: at "det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre," ligesom Inger Christensen ret ofte vender tilbage til sit centrale ærinde som digter: At sammenføje ord og fænomen, bygge en bro mellem sproget og verden, eller forsigtigt betræde den bro, der antagelig allerede findes. Menneske og natur Koncentrationen herom gør til gengæld sammenstillingen af de 12 essays væsentlig.

Læst som en helhed repræsenterer bogen et magtfuldt og modigt forsøg fra en tænkende digter og syngende filosof på at forbinde to indsigter, der historisk har båret hvert sit projekt, nemlig henholdsvis romantikken og modernismen. På den ene side erkendelsen af, at sproget er menneskets vilkår, og på den anden side den lige så rigtige og lige så vigtige viden, at mennesket til stadighed findes indfældet i naturen.

Vi er, skriver Inger Christensen, "en del af naturen, men er samtidig den særlige del af naturen, der kan betragte naturen, og dermed betragte os selv." Ud fra denne betragtningsmåde, som med nødvendighed må blive dobbelt eller, om man vil, dialektisk, og som i sin tid bar alfabet, kan digteren i sit essay om "Den naive læser" spørge, om ikke "det der ser ud som skovdød," i virkeligheden er et tegn på, at vi selv er i fare, at vi selv kan bukke under - efter skovene.

Filosofisk sættes projektet på spidsen dér, hvor forfatteren opretter et skel "mellem dem, der tror, at mennesket med sit sprog står uden for verden, og dem, der oplever, at et menneske med sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig. Gud, jeg er her Forførende enkelt kan det se ud, når det formuleres så smukt. Men tanken er den samme, som i digtkredsen Brev i april (1979) i midten af værkets midtersekvens, fandt form i følgende stilfærdige bøn: Sig mig, at tingene taler deres eget tydelige sprog. En præst, som nu desværre er død, fortalte mig engang om en pige, han havde i sjælesorg. Hun var ulykkelig over mangt og meget, men beklagede måske allermest, at hun ikke (mere) var i stand til at bede. Hvad siger du da , når du prøver at bede? spurgte han. Jo, svarede hun, jeg siger: 'Gud. Jeg er her,' men kommer så aldrig længere. Jamen, sagde præsten, det er da en glimrende bøn! Noget tilsvarende gælder for Inger Christensens på én gang hyper-enkle og overmåde sammensatte essays.

Tag som godt eksempel "Silken, rummet, sproget, hjerte", der oprindelig blev til som foredrag for et nedersaksisk litteraturseminar og for nylig stod trykt i tidsskriftet Kritik. Inger Christensen tager her udgangspunkt dels i en poetik skrevet omkring år 300 af den kinesiske digter Lu Chi, dels i ordklasserne, som hun beskriver nænsomt og eftertænksomt fra substantiverne over adjektiver, adverbier og verber frem til præpositionerne. Man tror, man sidder og læser en lingvistisk betragtning, men før man kan tælle til tre, handler essayet om digtekunstens forhold til verden og verdens forhold til sproget og sprogets gådefulde ligedannethed med universet. Ordene er i orden Man forsøger, står der, i digtningen at producere noget, man allerede selv er produkt af. Og eftersom sprogets strukturer og former kan vise sig at findes i verden, inden de indsættes i digtet, bliver der større lighed end forskel, "når man sammenholder cellernes kemiske arbejde med at holde kroppen oppe som form og ordenes arbejde med at holde verden oppe som digt." Ordene er, hedder det videre, egentlig altid i orden, så at sige hjemme hos deres fænomener. Vi tror imidlertid, at det altid er op til os at ordne ordene i sætninger og modsætninger, før det hele ordner sig. Intet kan være mere forkert. Den orden, vi prøver at ordne os til, findes i forvejen. Med refleksioner som disse indtræder Inger Christensen i en århundred-, ja årtusindlang drøftelse af det menneskeliges mystiske forbundethed med hele den skabte verden, såvel som af forholdet mellem kunstnerisk skabelse og Skabelsen i teologisk forstand. Uden at gå direkte ind for ideen om verden som en kæmpemæssig gavmildt opslået bog, som ligger dér og venter på at blive læst og tydet, overskrider hun modernismen - såvel bagud mod romantikken og middelalderen som fremad mod en poesi, vi endnu ikke har set. Det må kaldes ganske godt skuldret, i en samling med genoptryk.

Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden. 136 s. 175 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu