Læsetid: 3 min.

Håndlangerne

Fine skuespilpræstationer, skæve karakterer og en vittig dialog hiver stikkene hjem i Anders Thomas Jensens spillefilmsdebut ’Blinkende lygter’
3. november 2000

»Jeg kan gøre, hvad jeg vil,« siger Torkild glad til sin kæreste. »Nej, du kan ej. Du er fyrre,« svarer hun lidt hånligt og går fra ham. Og så er scenen sat for et eventyr af de mere absurde i instruktøren Anders Thomas Jensens spillefilmdebut, den skæve komedie Blinkende lygter.

Fyrre år, småforbryder, ikke nogen faste holdepunkter i tilværelsen og en solid gæld til den brutale bagskurk, Færingen. Noget skal ske, erkender Torkild, og så stjæler han en kuffert med »en tre-fire millioner,« og stikker af sammen med sin bande af ungdomsvenner og mere eller mindre afsporede medforbrydere, coke-vraget Peter, konfliktsky Stefan og våbengale Arne.

Uheldigvis bliver Peter såret af pistolskud, og de fire må tage ophold i en forfalden kro og vente på, at han bliver rask. Men takket være Torkilds drøm om et eget sted og et par af de lokale excentrikere, den alkoholiserede læge Carl og jagttossen Alfred, bliver opholdet ikke så midlertidigt, som de regner med.

Træder i karaktér

Udover sit betydelige manuskriptarbejde på et utal af film siden slutningen af 90’erne har Anders Thomas Jensen skrevet og instrueret tre novellefilm, hvoraf den senste, Valgaften, sidste år vandt en Oscar. Og nu er det altså blevet tid til, at han for alvor træder i karakter som instruktør af eget materiale.

Umiddelbart synes springet fra det korte format, der ligger så godt for hans rappe dialoger og skæve humor, til spillefilmformatet at have været ganske smertefrit. I hvert fald er Blinkende lygter en mere moden og afrundet film end den beslægtede I Kina spiser de hunde, der havde manuskript af Anders Thomas Jensen og blev instrueret af Lasse Spang Olsen.

Spang Olsens film var en kulørt tegneserie, en voldelig drengerøvsfantasi sat på levende billeder, og selvom den rummede flere gode, urkomiske scener, så haltede persontegningen gevaldigt, mens den sindrige plotgang var for meget en konstruktion til rigtig at fungere. Blinkende lygter er også en konstruktion fyldt med voldelige drengerøve, men vi har dog med rigtige mennesker at gøre.

De klassiske, kiksede forbryderstereotyper, medynkvækkende og latterlige, får lov at vokse og udvikle sig. Fra karikaturer til rigtige mennesker med hvem vi kan sympatisere, og for hvis behov for at finde noget, de kan kalde et hjem, vi kan føle noget.

Introduktion

Anders Thomas Jensen tillader sig, som filmen skrider frem, i flashback-sekvenser at introducere os for de fire hovedpersoner, for deres mildt sagt ubehagelige opvækst og den episode, der førte til, at de overhovedet mødte hinanden.

Det kunne være blevet så tungt og klodset, men det lykkes for instruktøren at gøre det vedkommende og menneskeligt i stedet. Ikke mindst takket være hans udleverende og ofte afvæbnende humor og evne til at skrive de mest usandsynlige, absurde og så alligevel overbevisende og karakterdefinerende scener.

Det hjælper selvfølgelig også, at rollelisten er fyldt med nogle af de bedste skuespillere, vort lille filmland kan tilbyde, og som alle er i fin form. Søren Pilmark, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas spiller de fire venner og suppleres fint af Fritz Helmuth som Fredericias fordrukne ølfilosof og en forrygende Ole Thestrup som den ikke helt almindelige Alfred –– endnu et par fortabte sjæle.

Det er i den både lune og skarpe dialog, de skæve, fint tegnede karakterer, de morsomme popkulturelle referencer – bl.a. til Matador – og adskillige urkomiske situationer – f.eks. våbenfetichisterne Arne og Alfred på jagt – hvor konventioner og forventninger vendes på hovedet, at Blinkende lygter hiver sine mange point hjem.

Blinkende lygter. Instruktion og manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Dagmar, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu