Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Snagen og spænding

Krimiserier stiller den mærkelige tørst efter narrative plot
Krimiserier stiller den mærkelige tørst efter narrative plot

Ulla Voigt

Kultur
30. marts 2001

Her skulle egentlig have stået en skarp, sammenlignende analyse af to interviewprogrammer, nemlig Anders Lund Madsens Mens vi venter på kometen på TV2 Zulu og Reimer Bos Reimer Bo på DR1.

Lund Madsen havde i lørdags besøg af Lars von Trier i den bil, han kører rundt i landet med, og Trier var heldigvis i ondt lune, så det blev til en fornøjelig halv times komplet usympatisk tilsvining af den sagesløse programvært, der helt undtagelsesvis lod en krampetrækning af irritation stryge hen over ansigtet.

Så var det jeg tænkte, at Kometen egentlig bare gør Reimer Bos metode konkret: Det hermetisk lukkede samtalerum (hos Kometen: bilen), som får programmets hovedperson til at glemme kameraet og seerne (hos Kometen: sikkert ikke så mange), og så en rejse i hovedpersonens indre (hos Kometen: hovedpersonens egne omgivelser).

Den arbejdshypotese syntes jeg egentlig selv lød meget god, så nu manglede jeg egentlig bare at se en hel Reimer Bo-udsendelse. Men det kan jeg bare ikke holde ud!

Jeg kan ikke klare, når Sanne Salomonsen giver sig hen til sine new age-oplevelser og fortæller om, at hun har sin faste skytsengel på besøg i sin bil et sted i Vestjylland, og Reimer Bo siger: »Ja. Ja. Jeg tror godt, jeg ved, hvad du taler om.«

Jeg kan ikke have det, når statsministeren eller som i går Tommy Kenter frådser i den illusion, at de kan fortælle deres hemmeligheder til den rare mand, der dernæst helt ublu transmitterer deres ord ud på landets skærme. Det er biografi, når det er værst: Når det, som er det enestående ved personen, ignoreres totalt til fordel for den private snagen.

Selv om jeg inderst inde godt ved, at programmerne er optaget på forhånd, og jeg hverken kan gøre fra eller til og slet ikke stoppe selvudleveringsfrådseriet, bliver jeg nødt til at slukke. Så er det næsten som om, det er holdt op.

Krimitid

Næ, så hellere nogle dejligt afslappende mord. Sæsonen er startet for de to danske krimiseriesatsninger (sært som kanalerne altid får den samme ide samtidig): DR1's Rejseholdet og TV3's Skjulte spor.

Sidste år kunne jeg egentlig bedst lide Skjulte spor. Den havde lidt bedre plads til rigtige helte og var lidt mere action-packed, og Claus Gerving udfylder sin drengerøvskriminalbetjent helt perfekt. Men efter det første nye afsnit i går er jeg lidt i tvivl.

Andrea Vagn Jensen var en noget anspændt filmstjerne, og der var lige lovlig meget talking heads. Det går, hvis skuespillerne er store skærmpersonligheder, og det er flere af de medvirkende. Men det er folk som Mads Mikkelsen og Charlotte Fich altså også, og DR's nye afsnit af Rejseholdet har tegnet godt de sidste to søndage.

Afsnittene er lækre og levende, og optagelserne er ikke bundet til den samme kontor-location uge efter uge. Desuden er alle figurerne enten virkelig godt casted, eller også er de bare helt tilpas i deres roller.

Krimiserier er et sært fænomen. Amerikanske serier som Forsvarerne bliver sendt på fire-fem kanaler, når man tæller de svenske og norske med, hvilket vil sige, at man næsten altid kan finde et afsnit i gang et sted. Skulle man lære verden at kende gennem fjernsynet måtte man tro, at der blev myrdet et menneske, foretaget en arrestation og ført en retssag hvert sekund. Alligevel er de ikke til at blive træt af.

Måske er detektiver og advokater velegnede til serier som de distancerede, men alligevel deltagende, tilskuere til menneskelige dramaer. Eller også er krimiserierne velegnet som underholdning, fordi de benytter det arketypiske litterære plot (ifølge den amerikanske freudianer og litterat Peter Brooks i klassikeren Reading for the Plot): Gentagelsen af en (fiktiv) fortidig handling, samtidig med at den optrevles, når detektiven går i forbryderens fodspor. Dette dobbelt-plot er narrativt tilfredsstillende.

Brooks taler om bøger, men teorien kan overføres til film og fjernsyn: Kriminalhistorien er indbegrebet af historien som sådan, af den mærkelige tilfredsstillelse der får én til at konsumere film efter film, serie efter serie.

Som en prisme

Nu vi er ved litteraturen: DR2 viste i onsdags et fascinerende portrætprogram af den amerikanske forfatter Paul Bowles. Uden at have skrevet andre mesterværker end Under himlens dække levede Bowles et liv i sit Nordafrika, der giver et perfekt billede af både hans eget litterære projekt og det beatmiljø, han faktisk aldrig blev en del af. Men de valfartede til Marokko og besøgte ham med William Burroughs og Allen Ginsberg i spidsen.

Programmet bød på et fantastisk møde mellem de tre, med stok og hat og nu ældgamle, på Hotel Mayfair i New York i 1995, og det var fyldt med smukke ord, hvoraf en tredjedel desværre var hoppet ud af tekstmaskinen.

Paul Bowles satte egentlig selv ord på grunden til, at et program om hans liv kunne blive så uendeligt mere interessant end de i og for sig også biografiske programmer, som Reimer Bo står for. Det sker, når det personlige bliver til en prisme:

»Du vil have mig til at beskrive mig selv? For at gøre det måtte jeg antage, at jeg eksisterede og var en person. Men jeg har altid antaget, at jeg ikke eksisterede og ikke var en person. Det bedste, man kan gøre, er at beskrive de omstændigheder, man befinder sig i.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her