Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om Mona

Filminstruktøren Søren Kragh-Jacobsen tegner sig for et overraskende, og overraskende godt, rockcomeback
17. april 2001

Til at begynde med lignede det en forsinket postmodernistisk vits, da P3-programmet, Strax, i eftersommeren 2000 begyndte at råspille gamle Søren Kragh-Jacobsen-sange, men efterhånden som studievært Mads Steffensen og lytterne fik varmen omkring mindernes imaginære lejrskolelejrbål, stod det klart, at der var andet og mere i luften end røgen fra pubertetens brændte snobrød. Strax fik stillet ind på en fælles bølgelængde. Uden støj på linjen.

Faktisk var det hele ligesom den førstegangsforelskelse, Søren Kragh-Jacobsen udødeliggjorde i »Kender du det«, 1976-sangen om og til vor alle sammens Mona: Først kunne sangeren ikke tro, det var rigtigt, så rødmede han – som en midaldrende mand nu kan rødme; så greb han øjeblikket og kyssede – sin indre sangskriver til live igen. Selv om det vist allerede var lige ved i 1997.

Stilfærdig sensation

I dag kommer Isalena, hans første album siden 1978. Og en plade, der ikke lyder som noget andet lige nu, ja, som i al sin ligefremme prunkløshed er en sensation. Og ved ikke at forklæde sin sande alder – og erfaring – er Søren Kragh-Jacobsen intet mindre end et markedsmæssigt mirakel. som det har krævet mod, eller kærlighed til musikken, at udsende. Cadeau til Sony! Og til guitarkapelmesteren Jacob Groth, der genfinder rocken.

Tag bare åbningssangen, »Som En Rose« – her møder J.J. Cales lave rytmiske puls fransk musette-romantik i en sang om noget så utrendy som en småalkoholiseret sut af en mand, der igen møder kærligheden, hvor han mindst venter det, henne i centeret, med for få penge på lommen:

»… ka’ det nu være rigtigt med den der pris/han mumler noget om at finde en anden vin/så sender kassedamen ham et kæmpe grin/det er cool nok hun er fræk og gør ham slap som en klud/men behøver kassedamen se så forbandet dejlig ud.«

Søren Kragh-Jakobsen var næsten 30, da han, som en af landets kendteste radiostemmer, sprang ud med sange, der virkede selvoplevede, selv om det måtte have været noget siden, men der var ikke noget filter mellem ham og lytteren. Alligevel er han denne gang tættere på, ikke mindst tættere på sig selv. Isalena rummer sange om at være voksen uden at vokse fra at kunne lytte til følelser, der kan være lige så omvæltende, som da man var ung, hvor man tror, man ved alt, og så ved man i virkeligheden ingenting.

Smuk slitage

På »Mia Maria« er det faderen, der ømt og rørende, men aldrig sentimentalt, synger om al den lykke, men også al den angst, enhver forælder føler. Og på »Berlin,« en af pladens største sange, spejler kærligheden sig i det verdenshistoriske opbrud. Der er mere end en mur, der falder den nat, men også nye, der rejser sig. Og den kærlighed, der svandt, uden at de elskede egentlig lagde mærke til det, er i centrum på den dårende dejlige, »Vinden, Mågerne og Magdalone« om et parforhold, der forliser bittersødt og udramatisk, fordi det er blevet lidt som Sgt. Pepper, »altid smuk, men efterhånden temmelig slidt …«

Samme tema rumsterer på »Go’ Mor’n Mon Amour«, hvor der spørges, om ikke der er »lidt for mange puder, men lidt for lidt hygge, lidt for mange planter, men lidt for meget skygge …«

Isalena er en plade, der handler om at genfinde kærligheden, genopdage det svimlende sus midt i en hverdag, møde sin partner som var det første gang hver gang. Den slags kræver omhu. Og tid og viden om sin egen begrænsning og styrke.

Søren Kragh-Jacobsen besidder alle dele. Og hans hovederhverv fornægter sig ikke. De øjeblikke, de skæbner, er simpelthen godt set. Det er for begrænsende at sige, at hans sange er mundrette. Umiddelbart lyder sangene ikke af så meget, men det er kun fordi, vi hører dem midt i en tid, hvor alt skal forstørres med lip gloss og push up. Søren Kragh-Jacobsen spiller på den indre melodi i sange, der må have været det, Trille mente med »de små skridts dans«.

Hans sprog er musik i sig selv. Nok er stemmen røget halvanden oktav ned siden sidst, men hvor er det åbenbarende at høre en dansk sanger, der ikke har travlt med at være street smart, men alligevel skriver billeder, der burde få de lokale hiphoppere til at stille gummiskoene og tænke over deres liv.

Og så er der en befriende ironi i, at P3 nu står som moralsk medansvarlig for sange, der lyder som noget, man til daglig vil få bøde for at spille på kanalen. Musik, der ikke bare er ingenting og festfyld. Der endte den gamle radiovært alligevel med at tage røven på Strax.

*Søren Kragh-Jacobsen: Isalena. Producer: Jacob Groth. Sony. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu