Læsetid: 3 min.

Et ganske lille band

U2 leverede et show, der var fri for distraherende staffage og i stedet lod melodierne komme til
9. juli 2001

 

Kender De ikke det, når en begivenhed har fået så me-get omtale, at man har mistet interessen for den, inden den endelig afvikles? Som da den første Batman-film havde premiere, eller da Titanic kom frem.

Sådan frygtede man også, det ville være, da det irske superband U2 indledte sin europæiske turné i Forum i København fredag aften. Men mediedækningen op til begivenheden var faktisk forholdsvis behersket, alt sammen i god tråd med bandets ambition om en koncerttur, der i modsætning til tidligere har sparet en del på krudtet.

Alligevel har interessen for bandets to koncerter i København været tæt på det hysteriske fra publikums side. Der gik kun få minutter inden den lille snes tusinde biletter var revet væk, til trods for, at de kostede hele 500 kroner stykket. Var det en genoplivet Elvis, der spillede, med Frank Zappa og Mozart som backingband, havde det naturligvis ikke været urimeligt, at biletterne kostede en plovmand. Men mange ville gøre meget for et par timer i Forums cementgryde med bageovnstemperatur, lange køer til øl og toiletter og en tvivlsom akustik, så længe der altså var tale om U2.

Dæmpet performance

Det taget i betragtning var U2-koncerten en befrielse efter bandets tidligere gigantshows. Bono optrådte ikke som The Fly eller MacPhisto, rockens og de frie markedskræfters personificering, der skulle ringe til Venstres Uffemand Jensen, som han gjorde under Zooropa-turen i 1993 på Gentofte Stadion og kun fik fat i fru Alice. I stedet begrænsede de velmenende budskaber sig til melodiernes tekster, kun i »Bullet The Blue Sky«, med The Edges massive guitarudladninger, var systemkritikken fremme på storskærmene. Selv Bono var bare Bono og virkede meget uforberedt i sin snak mellem numrene, hvilket fik hans tak for publikums vilde entusiasme til ligefrem at virke ægte.

Sceneshowet var tilsvarende skrabet, og i U2-forstand begrænsede det sig til fire storskærme, der fulgte hvert bandmedlem i sort-hvide billeder, så de matchede den nye plades fotodesign. Psykedeliske lysbombardementer fulgte mange af numrene, men der var langt fra tidligere shows svævende Trabanter, højttalerskyskrabere og anden staffage. Eneste ekstraordinære foranstaltning var en rampe, der gik ud over scenekanten, hvorved Bono og resten af bandet kunne opnå den kontakt med publikum, der tidligere har været så savnet. U2 var simpelthen på egen hånd, reduceret til fire musikere, der kom for at spille rock’n’roll. Og trods de høje priser og de lange køer kunne de trække sig tilbage fra Forums sauna med rigtig god samvittighed.

Hit på hit

U2 greb dybt i bagkataloget og delte rundhåndet ud af sine hit fra de seneste 20 år. Indledningen var helliget det nye album, All That You Can’t Leave Behind, men bandet gik også helt tilbage i tiden og spillede sit første store hit, »I Will Follow«, fra det 21 år gamle debut-album Boy. Herefter fulgte »Sunday Bloody Sunday«, hvori Bono indlagde en anden protestsang, Bob Marleys »Get Up Stand Up«, og var salen i forvejen godt varmet op, nærmede den sig smeltepunktet, da U2 spillede det inderligt stemningsfulde »Bad« fra The Unforgettable Fire, den plade, hvor man første gang virkeligt mærkede, der var noget blivende stort i bandet.

De fire ungdomsvenner har gået så meget igennem, at de virker som et af rockverdenens mest solide og stabile kollektiver. Larry Mullen Jr. på svingende trommer og Adam Clayton på en tung, huggende bas, lægger rytmen, The Edge på guitar giver med skiftevis klirrende ekko-lyde og tørre riffs melodierne karakter, mens Bonos vokal lægger yderligere fylde og sjæl til med tekster, der kredser om såvel det nære som det globale. En klassisk rock-konstellation, der bekræfter, at U2 aldrig har været særligt nyskabende, men derimod viser sin styrke ved at gå til genrene – fra punk og amerikansk roots rock til electronica – og så tvinge nogle af de sidste årtiers bedste melodier frem.

Det hørtes på gruppens klassiske hits, ikke mindst dem fra hovedværkerne The Joshua Tree og Achtung Baby, men også fra det nyeste album. »Kite«, med Bono på akustisk guitar, svævede smukt til Forums betonloft, og »In A Little While« fik ekstra betydning, da Bono dedikerede nummeret til afdøde Joey Ramone. Som Bono lidt uventet sagde, så var det Ramones, der i sin tid var skyld i, at de fire Dublin-rødder tog chancen og satsede på en karriere som rockmusikere. På den måde blev en af punkens mest underkendte skikkelser et godt eksempel på, at et ganske lille band fra Irland i kraft af talent, ydmyghed over for de rette ting og en insisterende energi endte som en af verdens største rockgrupper.

*U2, Forum i København, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu