Læsetid: 11 min.

Kan vi klone os ud af vækstegoismen?

Det individ, moderniteten skabte, kulminerede med 68’ernes krav om den totale selvrealisering, hvor den sidste rest af fællesskab i bredere forstand forsvandt. Er det dette individ, bioteknologien nu udfordrer og gør en ende på? Ja, mener forfatteren Michel Houellebecq og filosoffen Jean-Luc Nancy
24. august 2001

I sin sensationelle roman Elementarpartiklerne fra 1998 udvikler den franske forfatter Michel Houellebecq i tre forskellige fremstillinger den samme pointe. I et indledende digt, en historiefilosofisk prolog og i romanens forløb beskrives den moderne epoke som afsluttet. Poesi, filosofi og prosa krydses hos Houellebecq i den samme konklusion: Den naturvidenskabelige erobring af naturen og universet kulminerer, idet den vender sine måleinstrumenter mod mennesket og devaluerer det hellige individ til et vilkårligt ciffer, der kan kopieres ved kloning.

For Houellebecq er det en lykkelig tanke: Menneskeheden befriet for det hellige individs grådighed og ondskab.

Den ligeledes franske filosof Jean-Luc Nancy har opnået den for en nulevende filosof sjældne ære at se sine tanker fortolket i et værk på 400 sider. Skrevet af Jacques Derrida. Instruktøren Claire Denis har bebudet en filmatisering af en spektakulær lille bog, som Nancy under titlen L’Intrus udgav sidste år. Her udlægger Nancy organtransplantationer som afsløring af forestillingen om det uafhængige, suveræne individ som en illusion. Nancy postulerer en sammenhæng mellem denne afsløring og muligheden for en helt ny etik.

Moderniteten

Filosoffen Alain Badiou definerer moderniteten som den epoke, hvor det enkelte menneske bliver centrum. For en generaliserende betragtning starter det moderne således med Descartes’ evindeligt citerede Jeg tænker altså er jeg. Tanken henføres til den, der tænker: Jeg. Det moderne subjekt.

Det er en historie, der når et hidtidigt højdepunkt, da den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution i 1789 manifesterer det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder som suverænt subjekt. Som bekendt var sloganet for den franske revolution Frihed, lighed og broderskab. Men ordene er ikke lige. Rækkefølgen afspejler en prioritering. Frihed kommer først og dernæst fællesskabet. Oprindeligt bestod mottoet kun af de to første ord; frihed og lighed. Men den åbenlyse modsætning mellem frihed for den enkelte og lighed mellem de enkelte inspirerede Robespierre til en nødløsning. Broderskabet blev tilføjet som retorisk pynt. De over 200 år dominerende politiske ideologier socialisme og liberalisme kan spores tilbage til revolutionen i 1789. Den liberalistiske økonomi er afhængig af den enkeltes frihed til selvudfoldelse, som skal sikre dynamikken i den fortsatte vækst.

Det moderne projekt udvikler en humanisme, hvor mennesket bliver herre over naturen og målet for historien, og hvor Gud er død.

Jean-Paul Sartre hævder i midten af det 20. århundrede, at vi nu er »på et niveau, hvor der ikke er andet end mennesket.« Sartre postulerer mennesket forfremmet til det »værendes herre.«

68-ideologi

Ifølge Houellebecqs roman kulminerer moderniteten med 68’ernes slogan om selvrealisering. Mennesket skal ikke længere realisere sig selv i et forhold til noget andet. Det nu narcissistiske menneske skal bare forholde sig til sig selv, sin egen frigørelse og sin egen seksuelle dynamik.

68’erne forestillede sig en intim forbindelse mellem den borgerlige familie og den borgerlige, dvs. kapitalistiske økonomi. Den seksuelle frigørelse skulle som udfordring af den borgerlige familieinstitution således samtidig udfordre den kapitalistiske verdensorden.

Desværre tog 68^erne fejl. Sine venstreorienterede intentioner til trods fungerede 68-oprøret som kapitalismens agent. Som Houellebecq har bemærket: Den seksuelle frigørelse opløste parforholdet og familien, som var de sidste fællesskaber mellem det enkelte individ og det liberalistiske marked.

Parolen om den fri kærlighed ligner en liberalistisk vækstmodel: Fri kærlighed producerer mere kærlighed, ligesom fri handel skaber merværdi.

Nu vil opsvingsoptimister hævde, at det jo slet ikke passer. Rundt omkring på landets pragtfulde livsstilscafeer kan man da se masser af glade parforhold. Og smilende statistikker afslører, at danskerne gifter sig mere og mere.

Men Houellebecqs pointe er, at det vestlige menneske nu vælger familien og parforholdet som middel til selvrealisering. Det er familien som indiskutabel, absolut livsramme, der er opløst. Som rum for tanke og liv uden for markedet. I familien realiserer den enkelte sig selv som forælder. Men når familien virker destruktivt, dvs. hæmmende på selvudfoldelsen, er det den enkeltes pligt at opløse forholdet.

Det hellige menneske

Problemerne med det menneskelige subjekt som kulturens højeste instans er selvindlysende. En demonstration mod den globale udstødning af miljøet og de fattige når sin absolutte smertegrænse, når én enkelt af 125.000 demonstranter dør. Lande som Irak og ex-Jugoslavien smadres, fordi NATO bomber løs fra luften for at undgå tabet af bare et helligt soldaterliv på landjorden.

Det synes umuligt at have en absolut etik, der ikke anerkender nogen instans over det hellige menneske. Hvert enkelt menneske har ret til at spørge: Er det efter min personlige vurdering korrekt, at man ikke må ihjelslå? Og så er det allerede ikke længere et etisk spørgsmål. Slavoj Žižek udlægger muligheden for en absolut etik med en parodi på de 10 buds aktuelle status: I dag må man ikke udtale Guds navn; medmindre man er rapper eller på tv. Man må ikke bedrive hor; med mindre som led i en seksuel selvrealisering.

På linje med oplysningsidealet om det fornuftige menneske som det gode menneske tror såvel liberalismen som 68-ideologien på det frigjorte menneske som det etisk gode menneske.

Liberalismens ideologiske fader, Adam Smith, prædikede om en skjult hånd, som med nærmest kosmologisk retfærdighed ville fordele goderne på det frie marked. En af inspiratorerne bag 68, Wilhelm Reich, diagnosticerer det onde i mennesket som hæmmet seksualdrift. Den lykkelige orgasme er uddannelsen til at blive det gode menneske.

Påtænker man den gennem det 20. århundrede stigende kløft mellem de rige og de fattige lande, synes Adam Smiths skjulte hånd at være forblevet skjult, Og det seksuelt frigjorte menneske ligner en grådig egoist. Man taler bekymret om narcissisme, egoisme og individualisering.

Det moderne menneske vil ikke lade sig hæmme. Det vil ikke møde miljøtruslen med at ofre personlig velfærd. Mere vækst vil løse problemet. Der søges desperat en løsning, som ikke koster det enkelte individ frihed.

I Norge taler man om at nedsænke CO2-udslippet i havet, NASA har for nylig proklameret, at hvis drivhuseffekten ikke afværges, så flytter vi da bare jorden. Som forfatteren J.G. Ballard for nylig sagde i et interview:

» Det er ikke surrealismen, der er død. Det er verden, der er blevet surrealistisk. «

Den revolutionære helt

68-ideologien er revolutionær. Stol ikke på nogen over 30. Forkast alle overleverede værdier. Men modernitetens revolutionære helt er kapitalismen.

Alain Badiou fremhæver kapitalismens evne til at profanere det ophøjede. Til at bryde hellige bånd.

Kapitalismen ophæver alle forskelle. Naturen udlægges som leverandør af olie-, vand- eller vindkraft til vores civilisation. Eller den bliver fredet, så den kan sælges som udsigt af turistindustrien. Kunst bliver en vare, ligesom køer bliver råstof, man forarbejder, så de kan ramme forbrugerens tallerken i topform.

Det siger næsten sig selv, at kapitalismen også vil profanere den sidste helligdom: det menneskelige subjekt.

Den filosofiske kritik af subjektet er velkendt. Allerede Friedrich Nietzsche problematiserede i slutningen af det 19. århundrede forestillingen om det suveræne subjekt i bestemt ental. For Nietzsche kan tanken ikke henføres til det tænkende jeg. Mennesket er ikke sine egen tankers suveræne forfatter. Tværtimod. Tanker er en trafik af associationer og ideer, der uvilkårligt løber gennem hovedet. Sigmunds Freuds opdagelse af det ubevidste afslører ligeledes, at mennesket ikke er herre i eget hus.

Senere udfordrer Martin Heidegger tanken om det isolerede subjekt. At være menneske er essentielt det samme som at være med andre. Mennesket er historisk, således at det ved sin fødsel altid allerede befinder sig i et fortolkningsfællesskab. Vi kommer før jeg. Det meste af tiden bestemmer det enkelte menneske ikke over egne handlinger og tanker. Det meste af tiden er mennesket udleveret til den gængse offentlige udlægning af verden.

Det i denne sammenhæng interessante ved Houellebecqs og Nancys kritik af forestillingen om det suveræne subjekt er, at de begge tager udgangspunkt i teknologiske forandringer af den menneskelige livsverden som konklusion på den historie, der startede med Descartes.

Et andet hjerte

Jean-Luc Nancy, født 1940, har gennem sit filosofiske forfatterskab reflekteret over det moderne subjekt. I 1979 udgav han bogen Ego sum om Descartes, for fem år siden kom hovedværket Etre singulier pluriel, som med udgangspunkt i Heideggers tanke om menneskets væren som væren med andre afviser det moderne postulat om det suveræne subjekt. Endelig udgav Nancy sidste år en kort bog med titlen L’Intrus, som krydser filosofisk refleksion med privat erfaring.

I 1991 fik Nancy en hjertetransplantation, og han beskriver i bogen sine overvejelser under det konkrete forløb. Sådan set var der ikke noget galt med Nancys hjerte. En læge forklarede, at det bare var programmeret til at holde kroppen i live i 50 år og ikke længere.

»Hvorfor leve videre?« spørger Nancy. Med hvilken ret vælger man at forlænge sit liv? Først og fremmest understreger Nancy, at hans liv ikke blev forlænget som konsekvens af et suverænt personligt valg. Var han født 20 år tidligere, havde han ikke overlevet, og var han født 20 år senere, ville situationen også være anderledes. Præmisserne for den menneskelige eksistens er ifølge Nancy bestemt af det netværk af teknologiske muligheder, vi historisk befinder os i. Det er livsbetingelser, man ikke individuelt kan vælge sig ud af ved at sige nej til et nyt hjerte.

Nogle kalder organtransplantationer for et metafysisk eventyr, andre reducerer dem til en ren teknologisk præstation. For Nancy er det et metafysisk eventyr, at man med en simpel klinisk præstation transplanterer det vitale organ. Metafysisk i den forstand, at det kræver genfortolkning af verden.

Ny etik

Det var lægerne som den teknologiske udviklings agenter, der valgte at forlænge Nancys liv. Og det var overensstemmelsen mellem efterspørgslen på et hjerte med blodtypen o+ og det aktuelle udbud af samme vare. Som følge af transplantationen får Nancy senere konstateret lymfekræft. Han udlægger kemoterapien som en dialogisk behandling, der fremprovokerer kroppens egne helbredelsesprocesser.

Pointen er klar: Der er ikke nogen absolut adskillelse mellem mennesket som enhed og omverden. »Hvordan,« spørger han, »skal jeg kunne betragte mig selv som et suverænt individ, når mit hjerte er 20 år yngre end mig, og min krop efter cancerbehandlingen føles 12 år ældre?« For Nancy giver det ikke mening at tale om en urørlig kerne; mig. Ordene jeg og mig er herfra sat i citationstegn.

Nancy henviser til den moderne humanisme:

»Siden Descartes’ epoke har menneskeheden i sit overordnede projekt, ’mestring og besiddelse af naturen’, stræbt efter overlevelse og udødelighed. Udsættelsen og fornægtelse af døden er en måde at understrege og udstille dødeligheden på.«

Det paradoksale er, at begæret efter udødelighed ophæver det hellige individ, som ikke må dø. Den ophævelse ser Nancy som mulighed for en ny etik. Den teknologiske udvikling åbner for en afvikling af idealet om det enkelte individs selvrealisering. Egoismen suspenderes. Nancy ser organtransplantationer som mulighed for endelig at sætte broderskab før frihed til den enkelte.

»Ingen,« skriver han, »kan være i tvivl om, at organtransplantation er en gave, som er blevet en elementær forpligtelse for menneskeheden. Og ingen kan være i tvivl om, at det skaber et netværk mellem alle, uden andre begrænsninger end blodtypernes kompatibilitet (uden kønslige eller etniske begrænsninger. I dette tilfælde: Mit hjerte kunne komme fra en sort kvinde). Et netværk, hvor livet/døden er fælles, hvor livet møder døden.«

I Nancys fortolkning bliver vi forpligtet på os selv, fordi vi indgår i et kredsløb af organer. Vi skal ikke holde os sunde for at leve det individuelle liv så længe som muligt. Eller for at realisere os selv som udødelige. Men derimod som erkendelse af, at vores liv ikke er en personlig ejendom. Det enkelte individ forpligtes på andre før sig selv. Hvis Nancy har ret, må det ikke længere moderne menneske forstå sig selv som primært kollektivt. Det er en længe ventet radikal udfordring af den selvrealisering, der med sin ubegrænsede ret til selvudfoldelse udlægger grådighed og egoisme som sund udfoldelse og sand vækst.

Kloning som redning

Michel Houellebecqs Elementarpartiklerne indledes som nævnt med en historiefilosofisk skitse. Ifølge Houellebecq går store historiske herredømmer som eksempelvis den moderne, vestlige dominans ikke under, fordi de møder et stærkere alternativ. Det er derimod den totale sejr, som uundgåeligt fører til fald.

Den dominerende magt fuldbyrder og afslutter sig selv i samme bevægelse.

Han bruger et eksempel:

»Da kristendommen opstod, var Romerrigets magt på sit højeste; med sin enestående organisering herskede det over hele det kendte univers, dets tekniske og militære overlegenhed var uden sammenligning; man alligevel havde det ikke en chance. Da den moderne videnskab opstod, udgjorde den middelalderlige kristendom et fuldkomment system til forståelse af mennesket og universet. Den fungerede som grundlag for, hvordan man skulle regere folk, skabte viden og værker, var bestemmende for krig og fred, organiserede fordelingen af goderne.«

Og som Houellebecq tillader sig at konkludere: »Intet af alt det kunne forhindre den i at styrte sammen.«

Det er nu Houellebecqs pointe, at 68’ernes selvrealiseringskult fuldbyrder og afslutter den moderne dominans baseret på det suveræne subjekt. Samtidig bevæger den teknologi, der er udviklet under en liberalistisk vækstøkonomi, sig mod en afvikling af basis for den vækst.

Houellebecqs roman ender som science fiction-fantasi langt inde i det 21. århundrede.

Genteknologien har for længst reduceret det tidligere ukrænkelige subjekt til et vilkårligt ciffer. Den har befriet menneskeheden for den forbandelse, som forestillingen om det hellige subjekt udøvede mod menneskelivet i det 20. århundrede, hvor »kærlighed, ømhed og menneskeligt broderskab for en bredere betragtning var forsvundet.«

Den første kloning af et menneske er for Houellebecq en lykkelig begivenhed, der åbner for en overgang fra absolutte idealer som »individuel frihed, menneskelig værdighed og fremskridt« til »fællesskab, kontinuitet« og »broderskab«.

Houellebecqs bog om det destruktive liv i det 20. århundrede ender således lykkeligt. Man kan enten se det som løfte om en bedre fremtid. Eller som det ultimative sortsyn, der kun i en helt anden science fiction-verden ser en chance for det vestlige menneske.

Og man kan spørge mod Nancy, om ikke organtransplantationen ligesom hidtidige tekniske fremskridt i stedet for at skabe en ny etik har potenseret ondskaben og udbytningen af de fattigste ved at rykke markedet helt ind under huden. Således at fattige latinamerikanere for at overleve sælger deres hornhinde.

Og ligner det ikke en i virkeligheden ypperligt moderne tanke, at det udlægger det seneste fremskridt som løfte om lykke?

Jean-Luc Nancy forholder sig ambivalent åben med sin afsluttende beskrivelse af mennesket, som bliver til det, det er: » den mest frygtindgydende og foruroligende tekniker, som Sofokles betegnede mennesket for 2500 år siden, mennesket som forvansker og reproducerer naturen, som genskaber skabelsen, som kommer fra intet, og som, måske, vender tilbage til intet.«

Jean-Luc Nancy, L’Intrus, 46 s. 65 francs. Éditions Galilée 2000

Michel Houellebecq: Les particules élémentaires, 394 s., 105 francs. Flammarion 1998. Også udkommet som billigbog i serien j’ai lu. Udkommer i dansk oversættelseunder titlen Elementarpartikler på Forlaget Borgen til efteråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu