Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Velbevandrede hemmeligheder

Carsten René Nielsens nye digte indkredser iscenesatheden som vilkår
Kultur
16. oktober 2001

Ny bog
Når der virkelig bliver kørt til, f.eks. af en Jan Munkholm, tager en omgang på Københavns Go-Kart-Bane ca. et halvt minut. Men så skal svingene skæres hårdt, og så stinker der af brændstof og gummi.
Der er ikke ret langt fra et gokart-løb til Carsten René Nielsens nye digte. Også her køres der nemlig stærkt, fysisk lige-på, med konstant kollisionsrisiko. Linjerne lugter kraftigt af de ord, de er lavet af, og hvad der måske er allervigtigst: Teksterne når altid hele vejen rundt. Det sproglige drive, energien, spændes op imod en hemmelig drøm om frembringelse af form.

Grinende skelet
Samlingens gennemgående spænding står, tematisk set, mellem den rå kropslige eksistens og så livets iscenesathed. Undertiden opforstørres dette mellemværende til en polarisering af liv over for kunst, som når hr. digter Nielsen i »Poetisk« og »Litterært« kommenterer sin egen metier; men som regel forgrener temaet sig uforudsigeligt ned igennem en pågående og klar syntaks, der imidlertid uafladelig render ind i nye sløjfer og capriciøse krøller:
»Jeg var spærret inde i mit eget skelet: Stående på mit bækken / ruskede jeg med begge hænder i ribbenenes tremmer, / så mit kraniums underkæbe lukkede op og i ved hver rystelse. / En munk tegnede det sådan en smuk efterårsdag / i et mennesketomt scriptorium og glemte tegningen / mellem siderne i et aldrig fuldendt bestiarie: / Dér står mit skelet, hånligt grinende, mens jeg, / glemt af alle og med to hjerter i brystkassen, / stirrer ud i mørket.«
Kernebilledet i dette digt fremstiller knoglerne som fængsel for jeg’et. Den første sætning præsenterer billedet, den anden gør det fysisk konkret, den fjerde gør det emotionelt vedkommende samt komplicerer det ved pludselig at tale om to hjerter i stedet for ét.
Men hvad med den tredje sætning, dén med den tegnende munk? Ja, den får iscenesættelsen med, plus hemmeligholdelsen, og det ufuldendte. Indespærringens tema forskydes og forvandles til et åbent spørgsmål om erkendelse og manglende viden.

Tungens lovsang
Har man først fået færten af denne indre metamorfose, finder man den overalt i digtene, der som regel over-ophober gloser af fysisk, kropslig oprindelse, for så et sted undervejs at lade dem tippe over, så det hele pludselig handler om skriften og kunsten, med indbyggede hemmeligheder og gåder.
Tag f.eks. digtet »Morgensang«, som overfladisk læst kritiserer ukritisk brug af en klassiker i Folkehøjskolens Sangbog, vrænger ad hjertets henførte svulmen, udstiller al inderlighed:
»Han rejser sig op og åbner munden, og han / stopper ikke: Kæberne åbner sig op over hovedet, / og langsomt krænger han sin egen inderside ud. / Lungerne pustes op som blæsebælge, og man kan se, / hvordan det blottede hjerte bliver større, / mens han synger. Tarmene skubber lort videre / til lyden af Grundtvigs Den signede dag med fryd vi ser, / mens vi, som sidder i salen, alle forsøger / at fange vores tunger med fingrene.«
Har dette digt en hemmelighed, må den bestå i en indforstået henvisning til salmen: »Om levende blev hvert træ i skov, / og var så hvert blad en tunge, / de kunne dog ej Guds nådes lov / med værdelig røst udsjunge.« Her siger Grundtvig, stik modsat digtet, så meget som at mennesket er noget ganske særligt, at sandheden om os ikke er sagt ved en beskrivelse af vor fysiske eksistens. Nede under digtet, eller ved det skjulte citat poetisk indlejret i det, lyder dets mod-sigelse.

Du er her lige nu
I en af bogens tekster, der har form af et »Spørgeskema«, leder Carsten René Nielsen efter mulige definitioner af lykke og må til sidst blive stående ved den helt nøgne konstatering: »Du er her lige nu«. Forinden har han dog ladet digtets du forelske sig i hele verden og sidde stum på et bibliotek »med førsteudgaven af den belgiske astronom Quételets katalog over 10792 stjerner, en fortegnelse over alverdens lykkedyr, en flora med svampe, som kun vokser under vores dyner, handskens naturhistorie.« Så fik skriftens gåde, bogen med dens hemmelighed, alligevel sit, også her.
Teknisk opnår Carsten René Nielsen kompleksitet ved at betjene sig af indlejring og citat. I det første eksempel ovenfor var den komplicere(n)de størrelse munken i sit scriptorium, i det andet Grundtvigs salme, i det tredje bibliotekets bøger. Der er noget, der står klart eller i det mindste synes tydeligt. Så er der noget andet, der afbilder det første, men samtidig indfolder og skjuler det, så ingenting mere står rigtig klart. Og endelig er der digtet, der i sin egen-bevægelse frem og tilbage mellem det åbenbarede og det skjulte aftegner et eksistensvilkår.

Ensom løber
Ovenstående beskrivelse kunne måske efterlade det indtryk, at Carsten Rene
Nielsen, der jo ellers har stået som den fornemste viderefører af Jess Ørnsbos bestræbelser, nemlig den vrængende socialsurrealisme, nu i sin syvende samling er gået hen og blevet klosterbroder og prædikant. Det er ikke tilfældet. Han har stadig begge armene dybt nede i det konkrete, ikke kun i kroppen, men også i dagligdagen, samt, som noget karakteristisk: Sporten. Et digt mindes således den legendariske tjekkiske langdistanceløber Emile Zatopek og lader billedet af ham rumstere i hovedet på en yngre version af poeten, en tolvårig dreng, der »fortsætter og bare fortsætter« rundt på banen:

(...) Der ligger stadig sne
på græsset omkring banen,
det synes
at lyse af sig selv, hele tiden
er han
på kanten til mørket, hvis
syner
aldrig folder sig ud, men
bliver liggende
derhjemme under hoved-
puden
som velbevarede
hemmeligheder.

Eksistensen indfryses her i billedet af den løber, der fortsætter runde for runde. Men tilværelsens iscenesathed indkredses ved at digtet markerer billedets billed-karakter. Og dobbeltheden af klart og uklart foldes ind i det frontale paradoks, at synerne er i digtet, men ikke desto mindre aldrig folder sig ud, fordi de bliver liggende som »velbevarede hemmeligheder«.
Måske man kunne kalde Carsten René Nielsens digte en samling velbevandrede hemmeligheder. Flotte er de i hvert fald, i deres pågående råhed og fysiske tempofyldthed.

*Carsten René Nielsen: Clairobscur. 57 s., 169 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her