Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hu-hej Harry Potter

Chris Columbus’ filmatisering af den første Harry Potter-bog er en flot og fantasifuld film og meget tro mod sit forlæg – måske for tro
Kultur
23. november 2001

Jeg har set Harry Potter og de vises sten to gange. Det er ikke for at prale, men jeg følte, at jeg var nødt til at se den to gange for at kunne yde den retfærdighed.

Som inkarneret Harry Potter-fan har jeg slugt J.K. Rowlings fire bøger om den unge troldmand, og for at varme op til filmen læste jeg for nylig den første bog igen.

Det skulle jeg ikke have gjort, for da jeg forventningsfuldt satte mig til rette i biografen, ødelagde jeg oplevelsen for mig selv ved hele tiden at sidde og sammenligne bog og film.

Derfor besluttede jeg mig for at se filmen igen, hvilket var godt, for anden gang fik jeg en helt anden og noget bedre oplevelse med mig hjem.

Chris Columbus’' Harry Potter og de vises sten er en overdådig og fantasifuld film, som er meget tro mod Rowlings bog og lykkes et langt stykke ad vejen. Men paradoksalt nok er den så tro mod sit forlæg, at den som film aldrig får eget liv. Med sine 150 minutter er filmen tilmed for lang til at kunne fastholde det børnepublikum, den tydeligvis er lavet til.

Meget at se på

Handlingen i Harry Potter og de vises sten følger bogen til punkt og prikke. Harry Potter er efter sine forældres død vokset op hos sin dybt ubehagelige onkel, tante og fede fætter Dudley.

På sin 11-års fødselsdag finder Harry ud af, at han faktisk er troldmand og skal gå på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab, og at hans forældre ikke døde i en bilulykke, som onklen og tanten siger, men faktisk blev slået ihjel af den frygtede troldmand Voldemort i et opgør, som den spæde Harry overlevede.

Således begynder historien om Harry, der sidenhen følger ham i løbet af det første år på Hogwarts, hvor han bliver venner med Ron og Hermione, lærer at spille den flyvende troldmandssport Quidditch, besejrer en kæmpetrold og igen må stå distancen mod en svækket, men hævngerrig Voldemort, der skam ikke har glemt, hvordan Harry ’besejrede’ ham 11 år tidligere.

Der er meget at more sig over og se på i Columbus’ film. Mange af de ting, jeg måbede over i bøgerne, er realiseret på præcis den måde, jeg selv forestillede mig dem, da jeg læste bøgerne. Instruktøren og en hær af teknikere og effektmagere har gjort deres yderste for, at billederne skulle leve op til Rowlings vision.

Ikke mindst er det både hyggelige og mystiske Hogwarts med fællessalen og de svævende lys og flotte himmelloft detaljeret genskabt, mens der er masser af gang i scenerne fra Quidditch-kampen, hvor to hold suser højt oppe i luften af sted efter bl.a. Det gyldne lyn, mens spillerne forsøger at vippe hinanden af kosteskafterne.

Men selvom billederne ofte matcher min fantasi, så er Harry Potter og de vises sten alligevel ikke rigtig vellykket. Daniel Radcliffes Harry Potter ligner meget godt den spinkle, strithårede knægt fra bøgerne, og han indfrier fint forventningerne med sit afslappede, afvæbnende spil. (Hans strålende smil virker dog en anelse påklistret, hvorfor man mod slutningen af filmen bliver lidt træt af både det og ham.)

Uselvstændig

En sand stjerneparade af engelske karakterskuespillere –– Richard Harris, Robbie Coltrane, William Hurt, Alan Rickman, Maggie Smith –– giver fint liv til en række af Hogwarts’ lærere, og Rupert Grint og Emma Watson er gode som Harrys venner, Ron og Hermione.

Men det er, som om Columbus og manuskriptforfatter Steve Kloves har været alt for forhippede på, at gøre J.K. Rowling, der må have luret i kulissen, glad.

De fleste scener er kalkeret direkte af efter bogen, men der er ikke altid plads til at folde dem ud, hvorfor Harry Potter og de vises sten er kommet til at minde lidt om en Reader’s Digest-version af bogen.

Columbus, der dog har fået tøjlet sin klæge sentimentalitet, har åbenbart ingen selvstændig vilje og har hverken turdet lægge sig ud med fans eller forfatter. Alt har skullet med, og hver gang der er tilløb til også at give filmen lidt af den dybde og de moralske, menneskelige overvejelser, som Rowling trods bøgernes luftighed bruger plads på, så klippes der til den næste sekvens, der er åh, så fantastisk visualiseret og blændende iscenesat.

Resultatet er en flot, men alt for lang film, som desværre ikke rummer meget af den magi, som hører fantasy-genren til, og man er nødt til i hovedet at genkalde sig bøgerne for at komme i den rette stemning.

Harry Potter og de vises sten. Instruktion: Chris Columbus. Manuskript: Steve Kloves. Amerikansk. (Imperial, Palads, Empire, Dagmar og CinemaxX i København og et hav af biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her