Pornodebat
Husorkestret spiller blødt og rytmisk. Forventningen siver rundt i lokalet sammen med røgen fra de første tændte cigaretter. Så glider en kattekvinde ind i lokalet. Ind mellem cafébordene i sit stramme latex-suit. Smyger sig om bordene. I en glidende bevægelse indtager hun barstolen. Griber mikrofonen med et mjaauw. Publikum puster røg og forbavselse ud i et grin.
Kultursalonen Absint er i gang, og den syngende kattekvinde er kun det første af aftenens indslag, der afprøver grænsen mellem kunst og porno.
Det er, som Absint skriver i sin indbydelse, En aften om porno. Fascination - problem påvirkning. Dermed er der næsten også sagt polarisering, og man kunne frygte en aften, hvor Café Hack i Århus ville dele sig i to en skyttegrav for dem, der var imod porno, og en skyttegrav for dem, der var for. Så kunne beskyldninger om bornerthed og victoriansk selvfornægtelse flyve den ene vej, mens anklager om perversioner og undertrykkende kønsstereotyper kunne pifte den modsatte vej.
Men sådan går det ikke. Det bliver faktisk en ganske pæn og høflig aften, som kattekvinden lægger op til. Og det gør ikke spor. Det gør faktisk debatten ganske tankevækkende og udfordrende. For hvor skal man stille sig, når skyttegravene er væk?
Blæksprutte
Det havde aftenens tre paneldeltagere hvert deres pragmatiske bud på. Anette Dina Sørensen, journalistisk medarbejder ved det lukningstruede Videnscenter for Ligestilling, mente, at »problemet er ikke, at der findes porno. Problemet er, at pornoens forskellige tegn glider ind i massekulturen. Dokumentarprogrammer, reklamer og musikvideoer er fyldt med modeller i stillinger og positurer taget fra pornoens verden, som børn og unge ikke har et beredskab til at afkode. Som voksne har vi en erfaringsbaseret seksualopfattelse, som vi kan sammenholde pornoens kønsstereotypier med. Men hvad betyder det for ligestillingen, hvis børn og unge tager den magtrelation og de stereotyper til sig? Når en 13-årig pige i ungpigebladet Bazar kan se en kvinde, der ligger med en blæksprutte langt op i kussen, tror jeg ikke, at hun har et beredskab til at forholde sig til det. Vi bliver nødt til at turde tale imod pornoficeringen, selv om det bliver opfattet som en genetablering af tabuerne«.
Samtidig gjorde Anette Dina Sørensen opmærksom på, at der faktisk ikke foreligger nogen undersøgelser af pornoens indflydelse på børn og unge i Danmark.
Pornooversvømmelse
Jens August Wille, teaterinstruktør og leder af Teatret Styhr og Kjær (der fra næste sæson kalder sig Plan B) oplevede, at »vi bliver oversvømmet af porno, og vi skal ikke vente med at gøre noget, til vi kan se resultatet af en undersøgelse. Vi skal tale om det. Vi skal fortælle børn og unge, at porno ikke er realitet. Det er mænds seksuelle fantasier, mænds drømme om, at kvinder er helt utroligt vilde med dem og deres tissemænd, faktisk så vilde, at de gerne vil have sperm i hovedet. Pornografien er først og fremmest en iscenesættelse af det mandlige begær, og det tror jeg ikke, at kunsten kan ændre afgørende på. Desuden er der det problem, at mange typiske kvindelige fantasier ikke er så heldige at visualisere. Mange kvinder har f.eks. en fantasi om at blive taget uden at kunne gøre modstand. Det minder jo betænkeligt om noget, man ikke må, nemlig voldtægt,« sagde Wille, der selv forsøgte at lade kunst flirte med porno, da han sidste år satte stykket Blasted op på Caféteatret i København.
Brugsfilm
Tzara Tristana, filminstruktør, talte ud fra sit forsøg på at lave en pornofilm med kunstneriske kvaliteter og understregede, at »Jeg tror, vi skal være opmærksomme på, at hvis vi laver dybere og kunstnerisk set bedre pornofilm, vil mange pornobrugere stå af. For pornofilm er i høj grad brugsfilm. De skal virke, folk skal have deres orgasme, og det får de. Så på den måde virker de nuværende pornofilm jo godt, selv om de fra mit æstetisk-kunstneriske udgangspunkt er rædselsfuldt dårlige. Derfor tror jeg heller ikke, at vi for alvor kan ændre pornoen ved at kombinere den med kunsten. Vi kan højst lave et alternativ, som kan nuancere tingene lidt.«
Herfra bevægede diskussionen sig ind i kunstens rum, og de to instruktører var ærlige nok til at indrømme, at de ikke ser kunsten som en konfliktløser i forhold til pornoficeringen af samfundet.
»Vi kan ikke lave kunst for at fremme et bestemt budskab. Vi kan ikke lave anti-pornoficeringskampagner med kunst. Desuden vil der være en risiko for, at kunsten bliver opfattet som en yderligere pornoficering af samfundet,« sagde Jens August Wille, der også mente, at problemet måske er, at både kvinder og mænd har nogle meget stereotype sexfantasier, som altid vil være svære at kombinere med ligestilling.
Hvorfor kattekvinde?
Anette Dina Sørensen mente imidlertid, at pornoen bør være i stand til at vise et rum, hvor magten ikke er statisk placeret hos manden. Og hun bemærkede, at hun undrede sig over, hvorfor Absint havde sendt en kvinde i kattekostume ind »i stedet for en lækker mand, som jeg kunne tænde på«. Jens August Wille mente derimod, at den slags kvinder netop havde den absolutte magt, fordi de virkede så stærkt på mænd.
Der var nok at tænke over, og det fik publikum et pusterum til, mens kunstneren Fardavi på scenen malede en kvindelig nøgenmodel. Et kunstnerisk interessant indslag, der dog understregede, at diskussionen måske handlede lige rigeligt om pæn porno, om kussehår og kærlighed, og mindre om blæksprutter og bondage.
Det kunne være en anke mod Absint-aftenen. Men man kan ikke nå det hele på tre timer, og den positive side af sagen var, at da aftenen sluttede med oplæsning af en erotisk novelle, var vi flere, der glædede os til fortsættelsen.
