Prozac Nation er både en interessant og en stinkende irriterende bog. Den er stinkende irriterende, for så vidt den foregiver at være analytisk og forklarende. Den er stinkende interessant, for så vidt man læser den som et symptom. Den minder kort sagt meget om et psykodrama fra Hollywood.
På samme måde har jeg det med bogens emne: depression. Jeg bliver irriteret, når depression antages at være en forklaring, og interesseret når den betragtes som et symptom.
Prozac Nation er en selvbiografisk beretning om depression, skrevet af kulturjournalisten og Harvard-studinen Elizabeth Wurtzel (f. 1967) i årene 1986-94. Bogen vakte opstand i USA og gled ind i debatten om en hel generations »depressionskultur«; med nogle års forsinkelse er den nu blevet oversat til dansk, måske fordi filmatiseringen er på vej til biograferne.
Filmatisérbar
Der ligger en vis ironi i at bogen er blevet filmatiseret. Wurtzel skriver nemlig flere steder, at hun ville ønske hendes liv var som en film, men det er det bare ikke. Nu er det blevet til én!
Og sagen er faktisk den, at Prozac Nation i høj grad er filmatisérbar; at det faktisk (mod den erklærede intention) lykkes Wurtzel at hollywoodisere sit miserable liv så meget, at det glider lige ind i amerikansk mainstream, og man må forbavses over, at bogen i USA er blevet kaldt »kontroversiel«, bortset fra at det vel også er typisk amerikansk at hylde sine mainstream kulturprodukter med denne tilpas pirrende betegnelse.
Elizabeth Wurtzel: Prozac Nation – Ung smuk og deprimeret.
Bogen rummer de klassiske elementer til en pseudopsykologisk tåreperser: en smuk og begavet ung kvinde, som sikkert ville være blevet en amerikansk prinsesse, hvis hun var vokset op i den amerikanske ideologis højborg: den trygge kernefamilie, men som i stedet blev offer for sine forældres skilsmisse og sin hjerteløse far.
Et pirrende studentermiljø af Harvard-excentrikere med alt hvad det indebærer af sex, drugs and rock 'n roll. Og så naturligvis en heroisk, moderlig terapeut, der redder heltindens liv. Desuden masser af underlægningmusik: heltindens store passion er rockmusikken (Springsteen, Dylan, Jonie Mitchell), som hun dels skriver (anerkendte) artikler om, dels stener, depper og destruerer sig selv til.
Som kronen på værket en lang afsluttende takketale til alle de fantastiske, super coole, overseje og fuldstændig unikke mennesker (fra forlagsredaktøren til manicuredamen), der har hjulpet forfatteren befinder vi os i Prozac eller Oscar Nation?
Symptom
Wurtzels depression er en bundløs separationsangst; en angst der hærger hende hjerteskærende, når hun som barn er ved at gå til af hjemvé på sine otte ugers (!) summer camp; når hun som ældre bliver forladt af de kærester, hun støder fra sig med sin ulideligt selvoptagede og besiddende adfærd; når hun bestandig betragter livet i skyggen af den helt store separation: døden.
Den lykkepille, der har lagt titel til hele selvbiografien, kommer først ind i billedet mod slutningen og bliver et afgørende våben for den heroiske terapeut i bekæmpelsen af depressionen. Det er takket være Prozac, at Wurtzel overhovedet har kunnet skrive sin bog. Depressionens symptom er blevet dysset ned med Prozac og har givet lidelsen mulighed for at afsætte et andet symptom, nemlig Prozac Nation.
Alligevel er Wurtzel kritisk over for den udbredte ordinering af Prozac; medicinen bør begrænses til folk, der som hun lider af depression »på et højere niveau«. Det kan jeg kun give hende ret i, samtidig med at denne formulering (»på et højere niveau«) er meget symptomatisk for hele Wurtzels selviscenesættelse; den selviscenesættelse, hvor selve depressionen er en vigtig rekvisit.
At Wurtzel også bruger depressionen til at iscenesætte sig selv, gør den imidlertid ikke til et overfladefænomen, men til et symptom på en meget alvorlig sjælesygdom: at mangle et selv.
Alt er plastic
Jeg bestrider ikke, at Wurtzel har været deprimeret og haft det ad helvede til. Jeg bestrider bare, at hendes bog er i stand til at formidle den erfaring. For den kan ikke formidles i den der typiske friske stil krydret med finkulturel namedropping, som man formentlig kan lære på et af de creative writing-kurser, forfatteren har taget på Harvard.
Prozac Nation er ingen kur mod den eksistentielle sygdom, som depressionen er et symptom på, men endnu et symptom. Et symptom på narcissisisme og selvløshed, et symptom på kun at være nogen, hvis man er nogen i en film eller bog eller et tv-show. Et symptom på en kærlighedsløshed, som er til at tude over, men som af forfatteren vrangvendes til et spørgsmål om andres kærlighedsevne; bestandig klager hun over at ingen nogensinde har givet hende »betingelsesløs kærlighed«.
At det, hun ikke har fået, er evnen til selv at elske (og at elske sig selv), kan hun ikke se. Selv om det er det, der er hendes (og en hel kulturs) sygdom, og det, der kalder på medfølelse, langt mere end alle de lommepsykologiske fiktioner, hun (gud hjælpe mig med diverse inkompetente terapeuters hjælp) strikker sammen om sin barndom.
Bogen bekræfter med sin Hollywood-retorik den følelse, der sendte den 11-årige Elizabeth ud i depressionen: alt er plastic.
Elizabeth Wurtzel: Prozac Nation – Ung smuk og deprimeret. (Udmærket) oversat af Henrik Vesterberg, 356 s., 298 kr. Forlaget Politisk Revy
