(2. sektion)
Til næsen
Vinnørderi kan bestemt overdrives. Det sker lige der, hvor man glemmer, at formålet med at drikke vin er at nyde det, og i stedet begynder at betragte det som en slags akademisk disciplin.
Men når det er sagt, så er det da med vin som med alle andre interesser hvis man ved lidt om det, øger det fornøjelsen. Og vin er så stort et emne, at man altid kan komme til at vide mere, end man gør.
Derfor også den åbenbart aldrig standsende strøm af vinbøger. Hjemvendt fra ferie fandt jeg to nyheder på mit bord, Smag på vin af Jancis Robinson og Alt om vinsmagning af Michael Schuster. Begge hører de til blandt de vinkendere og -skribenter, som man læser med fornøjelse.
De to bøger ligner ikke kun hinanden på titlen. De er begge bygget op om en beskrivelse af de dele af vort sanseapparat, vi bruger til at smage med, om den praktiske fremgangsmåde ved vinsmagning, om de vigtigste vindruers karakteristika og om sammensætningen af mad og vin. Begge indeholder forslag til en række praktiske øvelser, der gradvis bibringer læseren en større forståelse af vinen, samtidig med at han/ hun forhåbentlig og formentlig hygger sig med indlæringen.
Praktisk og usnobbet
Robinsons bog er en nybearbejdning af klassikeren Masterglass fra 1983, som hører til mine personlige favoritter fra hylden med vinlitteratur, og den holder helt i den let reviderede nyudgave, her næsten 20 år efter. Robinson er praktisk, usnobbet og ganske morsom på en meget engelsk måde.
Jeg indrømmer, at jeg var lidt skeptisk over for, om Schuster kunne føje ret meget til oven på Robinson. Jeg tror da heller ikke, at han og Robinson ville være uenige om ret meget, hvis de satte sig sammen over et par gode flasker. Uden på nogen måde at være kedelig er Schusters bog måske en anelse mere videnskabeligt funderet og mere dybtgående, og så når han i modsætning til Robinson også ganske godt omkring emnet vindyrkning og vinfremstilling.
Vi kan stort set kun skelne mellem hovedelementerne surt, sødt, salt og bittert. Og ved vinsmagning er det de to første og balancen mellem dem, der er afgørende. Men derudover rummer vinen en forbløffende mængde smagsstoffer, selv om den kommer fra en enkelt råvare. »Man kunne vel dårligt forestille sig fashionable klubber helliget smagning af forskellige årgange af gæret gulerodssaft, eller gourmetrejser til forskellige kartoffellagre«, som ms. Robinson bemærker.
Godt og skidt
Derfor er vi nogle stykker, der aldrig bliver trætte af at smage på og snakke om den gærede druesaft. Og det er min egen erfaring, at når en række trænede smagere sætter sig sammen, så udvikler der sig hurtigt en bred konsensus om godt og skidt, om det mindeværdige og det ligegyldige.
Hvis De kan li en vin, som vi ikke kan lide, skal det da ikke genere hverken Schuster, Robinson eller mig. Men der er ikke tvivl om, at vi har en bedre fælles referenceramme, hvis vi har læst de to bøger, som hermed være anbefalede.
*Jancis Robinson: Smag på vin, 208 sider, ill., Gads forlag, 199 kr.
*Michael Schuster: Alt om vinsmagning, 192 sider, ill., Egmont Lademann, 299 kr.
