Læsetid: 6 min.

Så’n var det kuldskært i 50’erne

Gyldendals tidsskrift Kritik sætter lys på ’det umådelige mådeholds’ årti, som amerikansk kulturpåvirkning udfriede os fra
29. august 2002

Tidsskrift
Hvad skal man med regeringsnedsatte »sandhedskommissioner«, når man har en kritisk offentlig debat om fortiden?
Det spørgsmål melder sig ved læsningen af seneste nr. af Gyldendals tidsskrift Kritik, redigeret af Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm.
Temaet har redaktionen – med tilsyneladende profetisk klarsyn for det brandaktuelle – sat til at være selvsamme Kolde Krig, som statsministeren nu, tilheppet af Dansk Folkeparti, undergiver et tredje officielt
undersøgelseskommissorium, denne gang af Fogh utvetydigt rettet mod »de danske medløbere«.
Hvordan kan Den Kolde Krig afgrænses i tid? Man kan fastsætte den bredest muligt, sådan som regeringen gør det: fra Anden Verdenskrigs ophør og frem til Murens fald i 1989. Men så misser man nogle afgørende pointer.
I tidsskriftet sætter professor Hans Hertel »den egentlige koldkrigstid« til 1946-60, nogenlunde sammenfaldende med RUC-lektor Søren Schous angivelse af 50’erne til at vare i 16 år, fra 1946, da Jerntæppet – med Churchills ord – sænkede sig ned gennem Europa, og frem til udgangen af Cuba-krisen i 1962, hvor stormagterne havde set ned i afgrunden og slog ind på en forsonligere kurs.
Ved at lægge snittet sådan, får man noget væsentligt ved perioden frem:
*Den blev levet i efterchok af mellemkrigstidens armod, totalitære rørelser og demokratiske sammenbrud
*Anden Verdenskrig – og for Danmark Besættelsen – var umiddelbar erindring.
*Kommunismen, ledet fra Moskva, udfordrede de vestlige demokratier overalt, også på deres hjemmefront.
Intet under, at perioden blev oplevet – og huskes – som kuldskær. Alt var et enten-eller, for eller imod. Informations chefredaktør Erik Seidenfaden satte den danske debat på denne formel: »Hvis du slår mine amerikanere, slår jeg dine russere.«
De kolossale russiske ofre på Østfronten og de hjemlige kommunisters indsats i modstandskampen havde i 1945 løftet det danske kommunistparti højt over den foragt, det var sunket ned i, da Stalin indgik sin pagt med Hitler i 1939. Partiet blev tredjestørst ved valget efter Befrielsen, 18 mandater, og det havde stærkt greb om arbejdspladernes fagligt aktive og om den danske intelligentsia.
Hans Hertel indkredser Mogens Fog – den senere universitetsrektor – som den jesuit, der forhærdede de troende og forsikrede tvivlerne: Målet helliger midlerne. Kommunistkuppet i Prag udlagde Fog som selvforsvar mod en truende kontrarevolution. I Politikens kronik sammenlignede Fog med den franske og den russiske revolution; man bør huske, sluttede han, »at det, som tager sig frastødende, brutalt, ja måske ubegribeligt ud i øjeblikket, ofte i historiens løb har vist sig at fremme menneskehedens fremskridt og velfærd«.

Med livet som pris
Fogs personlige charme tryllebandt en tid lang ånder som Kjeld Abell, H.C. Branner og Knud Sønderby. Partimedlemmer var de ikke, men de sympatiserede – og de våndede sig. Klemt mellem Fog og socialdemokratisk-borgerlig forhånelse. Hertel fremhæver deres tidlige død som den pris, de betalte.
Men var alt da bare indeklemthed i kulturlivet? Nej, siger flere af tidsskriftets bidrag. Søren Schou fremhæver: Hvis man vil karakterisere 50’erne som det umådelige mådeholds periode, så gør man regning uden forfattere som Jørgen Ulrich, Leif E. Christensen, Finn Gjerdes og Ivan Malinovski. De vristede sig på hver deres måde »fri af mådeholdets æstetik«.
Når eftertiden ikke har påagtet dem, skyldes det ifølge Schou, at de ikke fandt nåde for den følgende tids dominerende modernisme, anført af Torben Brostrøm og Villy Sørensen, »fordi de ikke var forbundet med et kulturradikalt samfundsengagement«.
Herpå svarer Brostrøm nærmest bekræftende i sit eget erindringsafsnit om 50’erne, hvor han fremhæver årtiets modernistiske tilløb:
»Halvtredsernes årti er langtfra nogen entydig størrelse. Litterært sker der en række ændringer i opfattelsen af digtningens formelle karakter og samfundsmæssige rolle. En nyradikal holdning understregede dens kritiske indholdsside, engagementet, endda terapien i en dybdegravning af bevidstheden.«
Samme problemstilling tager Berlingskes Nils Gunder Hansen op i polemisk form. Han søger at rehabilitere Martin A. Hansen fra den forhånelse, som Karen Blixen fik til at hænge ved: »Han er for klæg. Bag ham!«
Ifølge Gunder Hansen var beskyldningen klæghed blot udtryk for modernisternes og de kulturradikales væmmelse ved en tekst, der rummer et dybere og mangetydigt budskab, som både Hansens og Branners gjorde det.

CIA som kunstsponsor
Lystig historie er Frances Stonor Saunders bidrag om, hvorledes CIA i samarbejde med Rockefellernes museumsimperium i New York fremmede den abstrakte ekspressionisme ved opkøb af kunstværker og store udstillingsfremstød – i Europa.
Hjemme i USA tordnede reaktionære kongresmedlemmer mod den abstrakte ekspressionisme som undergravende for amerikanske idealer. Men CIA-strateger forstod, at det forholdt sig lige modsat: Den kunne bruges til at bekæmpe kommunistisk konformitet med. Som en af dem siger:
»Vi indså, at det var en kunstform, som intet havde at gøre med socialrealisme, og som fik socialrealismen til at se endnu mere stiliseret og stiv og indskrænket ud, end den var.«
Således blev Jackson Pollock løbet frem som rambuk mod de kommunistiske
forskansninger – ganske bag om ryggen på USA’s folkevalgte.
Og ganske som det siden viste sig i 80’ernes krig i Afghanistan: I sin iver for at volde kommunisterne vanskeligheder kom CIA til at styrke kræfter, der siden gav USA problemer.
Det fremgår af Ingeborg Philipsens artikel, der belyser andre af CIA’s kultur-aktiviteter i 50’ene: Den kanaliserede støtte gennem CCF, Congress for Cultural Freedom, til Europas ikke-kommunistiske venstrefløj. Den støtte vandede de frø, der siden sprang ud som protest mod Vietnam-krigen – og mod USA i det hele taget.
Ad kringlede kanaler nåede CIA-pengene frem til det danske centrum-venstre tidsskrift Perspektiv, udgivet af Hans Reitzel 1953-69.
I den spøjse historie om CCF’s gode gerninger optræder mange af Informations koryfæer gennem tiderne, herunder Jørgen Schleimann og Erling Bjøl.
Afslutningsvis dvæler Kritik ved særtilfældet Ina og Peter P. Rohde. Henrik Stampe Lund reflekterer over
Niels Barfoeds bog om dem, og Barfoed reflekterer over nogle af bogens anmeldelser.
Fælles for reflektionerne er, at de to Rohde’r i 1953 brød med kommunismen, ikke fordi de generelt tog afstand fra dens ugerninger, men fordi den med Stalins jødeforfølgelser tørnede sammen med en anden af af parrets ismer: Zionismen.
»Deres selektive humanisme kan ikke siges at være udtryk for en egentlig politisk afklaring,« noterer Stampe Lund tørt.
Barfoed sammenfatter selv sin bog således:
»I unåde handler om, hvor galt det kan gå, og hvor langt et par mennesker kan komme ud, når de ikke vil gå på kompromis i et totalitært klima, om det lys, det rohde’ske opgør kaster over det kommunistiske miljø i 50’erne, og om den refleks, der på godt og ondt falder tilbage på dem selv – som virkelig ikke selv var guds bedste børn.«

USA viste vejen ud
Og hvordan kom dansk kulturliv så ud af 1950’ernes lukkede rum? Hans Hertel giver det forfriskende svar:
Gennem amerikansk påvirkning – CIA-støttet eller ej. Tidligere havde USA været set som et skræmmebillede, både af dansk højre- og venstrefløj. Nu blev det anderledes. Hertel skriver:
»Tiden omkring 1960 var også fjernsynets og dermed den amerikanske massekulturs definitive gennembrud her, men for de forfattere, der debuterede fra denne tid – Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Hans-Jørgen Nielsen, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup, Dan Turèll – var den slet ikke skræmmende. For dem var amerikansk litteratur, film, kunst og musik århundredets vigtigste, og de havde let ved at sortere.«
Hertel fortsætter sit up-beat portræt:
»Generationen dyrkede både Ellington, Billie Holiday, Frank Sinatra og Elvis Presley, både Marx Brothers, Salinger og Kerouac og Humphrey Bogart. Det var et både-og, ligesom ny-radikalismen…«
Og der stander vi vel sådan nogenlunde stadig i dag, 40 år senere, dyrkende både dit og dat fra USA. Hvad denne dyrkelse er reaktionen på, skal tidsskriftet Kritik have så megen tak for at kaste lys over.
Hvad med et nyt nummer, der indkredser, hvad det nu kunne være ulejligheden værd at dyrke? – Alt mens Fogh-regeringen har travlt med at være amerikanernes politiske medløbere.

*Kritik nr. 158, 35 årgang, august 2002. 82 s. Abonnement (6 numre) kr. 480. Løssalg 100 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu