Læsetid: 3 min.

Absurditeten som vane

Erling Jepsens nye roman er det tredje opgør med en patriark i denne sæson
24. september 2002

Ny bog
Når bare Far har det godt, har vi alle det godt, og skal Far have det godt, må andre hver især yde ofre. Sådan omtrent kan man formulere Grundloven i den sønderjyske købmandsfamilie, som dramatikeren Erling Jepsen (f. 1956, debut med radiospil i 1977) skildrer i sin anden roman, Kunsten at græde i kor.
Titlen går på købmandens særlige evne til at stille sig op ved en begravelse og holde en bevægende tale, der får samtlige pårørende til at hulke, så tårerne driver. Det giver sorgen frit løb, men gavner samtidig omsætningen i butikken.
De få gange, showet ikke rigtig fungerer, enten fordi taleren går i stå, eller fordi de efterladte af en eller anden grund savner den rette stemthed, har sønnen på 11 et lille trick med at gå hen og tage patriarken i hånden, hælde hovedet på skrå og lade være med at blinke. Så løber der som regel en tåre ned ad kinden. Det virker (næsten) hver gang.
Samme søn, romanens jeg-fortæller, er et lille kunstnerisk kup. Gennemført retskaffen og pligtopfyldende som han er, beretter han troskyldigt om mord, mordbrand, incest, som var det blotte selvfølgeligheder, og han er i forholdet til sin fader loyal ud over alle grænser, selv efter at han har gennemskuet undertrykkeren og opdaget, hvordan denne regerer over hustru og børn gennem sit lunefulde humør. Groteske højder nås, da faderen rammes af nagende mismod og drengen tilskynder søsteren til at gå ned og lægge sig med patriarken på den røde sofa, ligesom så ofte før. Det plejer at fungere.

Livets alvor
På en eller anden vanvittig måde har fortælleren jo ret. De syge samspil definerer hjemmet, og dets indre balance forsvinder, da incesten gør det. Fader-magten og dens følgesvend: den infame fortielse, fremstår som selveste verdensordenen. Og for at det ikke skal være løgn, promenerer faderen udadtil indremissionsk kristelighed. Deler man ikke denne tro, har man, som han siger, ikke for-stået livets alvor.
Handlingen følger stemningstyrannens sociale stigning og bratte fald. Den missionske købmand kommer i menighedsråd og byråd, men ryger ud igen, da rygterne begynder at svirre. Og den ellers gennem-loyale søn går fra at være medvidende medskyldig til at gribe til handling, flygte, i et desperat forsøg på at få vanviddet bragt til ophør. Selv i denne sene fase bevarer han imidlertid sin moralske tvetydighed og sin tvetungethed som bogens iagttager og fortolker.
Effektiv replikkunst
Denne indre konsekvens, på én gang psykologisk og æstetisk, er det, der gør Erling Jepsens roman virkningsfuld og ægte. Og så er den oven i købet morsom, eftersom dramatikerens sans for replikker (og for tavshed) også kommer ham smukt til gavn, når han boltrer sig som fortæller. Følg som eksempel en scene fra allerførste side, hvor drengen i fjernsynet hører et ord, han ikke forstår. Ordet er ’sædvane’, ikke noget særlig langt ord. Pinligt for én fyr på 11 år!
»Jeg løber ud i køkkenet og venter ved døren til butikken. Mor ekspederer derude, det tager en evighed, endelig kommer hun ud til mig.
– Sædvane? spørger hun. Hun sætter sig på køkkenstolen med et viskestykke i hånden; hun tænker bedst med et viskestykke i hånden. Mens hun krammer det, ser hun ned i gulvet, så ud ad vinduet.
– Det er, når man gør noget bestemt rigtig tit, så bli’r det til sidst til en sædvane.
– Lige meget hvad det er?
– Ja, siger hun.«
Der ligger i dette ’Ja’ en hel familietragedie gemt.
Erling Jepsen folder den ud med sikker sans for antydningens kunst, solidarisk med sin fortæller og dennes skæbnesvangre følgagtighed.

Dyb ambivalens
Ved et besynderligt tilfælde udkommer Kunsten at græde i kor tre uger efter Henrik Nordbrandts beretning om sin byrdefulde barndom, erindringsværket Døden fra Lübeck, og kun en måned efter Vagn Lundbyes Trefoldighedsbarn, et opgør i romanform med en kolerisk og alkoholiseret patriark. Sammenfaldet giver anledning til følgende sammenligning:
Hvor Vagn Lundbyes store selvbiografiske roman er smertelig, bitter, og hvor Henrik Nordbrandts selvreflekterende snapshots af brydningen mellem lyset og mørket gennemlyses af en særlig sorgmunter ironi, gør Erling Jepsens forræder-fortælling stærkt indtryk gennem en mærkværdig blanding af galgenhumor og dyb, uafrystelig skam. I midten af alle tre bøger står en lam patriark, og ved siden af ham en afmægtig kvinde, hvis manglende oprør af sønnerne opleves som et svigt. Barnets ambivalens over for sine forældre, i alle tre værker et vigtigt tema, iscenesættes af Erling Jepsen ved et fortæller-arrangement, der gør tragedien til noget andet end opgør og selvopgør, nemlig til en art sønderjysk farce i den absurde genre.

*Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor. 214 s., 229 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu