Ny bog
Først gjorde hun rent på et hospital. Så blev hun forfremmet til køkkendame. Fra køkkenet kunne hun se en plæne, en birkelund, en parkeringsplads og en gul bygning omme bagved. En dag sagde hun op og begyndte at gøre rent hos private.
Kvinden hedder Susanne og er synsvinkelbærende hovedperson i Helle Helles nye roman. Menneskeligt er hun blank, nærmest helt anonym, men hendes adfærd røber, at hun ikke ganske har styr på sig selv. Når hun gør rent i lejligheden, føler hun det, står der, som om der hele tiden bliver mere at gøre rent, og når hun går i supermarkedet og kun skal købe det vigtigste og helst kun ting, der er på tilbud, vender hun alligevel hjem med varer for over 900 kroner.
Inde på soveværelset sidder hendes samlever Kim og skriver på en roman. Det har han længe gjort. Ind imellem griber hun sig i, i tankerne at skrive på hans nekrolog.
Hypotetisk set kunne sådan et forhold måske fortsætte i årevis bare ved sin egen inerti. Men Susannes liv kommer i skred, da en kollega og veninde fra hospitalet, Ester, der førhen har haft tre aborter, bliver gravid for fjerde gang. Luffe, fra køkkenet, som hun er gift med, har imidlertid haft en affære med en tyk dame nede fra centralen, og for i det mindste at få straffet ham, før de skal være forældre sammen, smider Ester ham ud og flytter selv ind, ja, gæt selv hos hvem.
Osten forsvinder
Til at begynde med sover Ester inde i stuen. Hver morgen husker hun at sætte sofahynderne på plads. Men på badeværelset står hendes toilettaske oven på badevægten. En fingerring ligger på hylden, fordi hun ikke kan passe den mere. Og i køkkenet har hun stillet et glas jernpiller oven på dåsen med knækbrød. Om osten registrerer Susanne, at den forsvinder hurtigere end normalt. Det gør toiletpapiret også, og kokoskagerne i dåsen på hylden.
Læseren mærker det isne igennem en sådan beskrivelse. Helle Helle har endnu en gang portrætteret en normalneurotiker, hos hvem de fleste på et eller andet niveau vil finde træk af sig selv.
Hvad angår Susannes samlever, vænner han sig hurtigt til Ester. De to forstår pr. instinkt hinanden, og Kim tager uden problemer hensyn til den vordende moder. Måske var gæsten lige akkurat, hvad der skulle til, for at parret kan finde hinanden. For da den lille pige er født og julen står for døren, føler Susanne pludselig overskud, og at en harmoni er indtrådt, markerer forfatteren i et
diskret symbol. Da de skal have juletræet slæbt ind gennem døren til køkkenet og døren hele tiden går i, henter Susanne en mursten, som Kim fandt først i romanen. Dengang var den blot en tung ting, der var blevet tabt bag en vogn. Nu kommer den til ære og værdighed som dørstopper.
Film og fortælling
Ovenstående referat kan få læseren på den tanke, at vi ikke har at gøre med en roman, men med drejebogen til en ny dansk film, efter samme opskrift som Den eneste ene,
Okay og Elsker dig for evigt. Forskellen er dog vigtig. Helle Helles realisme har som de nævnte film fat i hverdagen og dens problemer, men den har også en særlig stil, der forvandler genstande til tegn og får dialogen til gang på gang at hænge dirrende i lokalet. Susannes frysende ensomhed skildres indefra, i og med at alting anskues med hendes øjne, men i stedet for at slubre af hendes følelser går Helle Helle objektivt og sagligt til værks, med en diskretion, der kan lede tanken hen på Hemingways antydningskunst, eller for den sags skyld de islandske sagaers tyste viden. Læs f.eks. en passage, hvor Susanne og Kim, inden Ester melder sin ankomst, går i seng med hinanden:
»Der lå bøger på gulvet. Det øverste vindue ud til gården stod åbent, og vinden kom ind ad det. Vinden var kølig og lugtede af jord.
Hej, sagde hun.
Hej, sagde han, og hans stemme lød rusten og varm. Hun smøg sig om bag ham og ville skifte tøj og
uglede sengetæppet. Han lukkede vinduet. Hans krop var tung i det, og god. Senere arbejdede han videre nogle timer, mens hun hvilede sig på sofaen. Så lavede han aftensmad.«
Der ligger megen ømhed gemt i det komma, der deler sætningen om hans krop, og for læseren er det en nydelse at bevæge sig i en tekst, hvor der kun gøres rede for det nødvendigste, således at man er fri til at indlæse mer-betydning.
I den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 3, skrev en yngre litterat for to år siden, at Helle Helle efter Hus og hjem (1999) befandt sig foran et valg, hvis hun skulle skrive flere romaner. Han brugte fine fagord, men den godt sete pointe var i al korthed, at hun i romanformen måtte tilstræbe andet og mere end en lang Helle Helle-novelle. Fortællingen måtte indlejres i en symbolsk eller mytisk orden.
Det banale unikt
Dette er endnu ikke sket, skønt antydningen af et mønster ses. For Susanne, tildels også Kim, får den gravide og fødende Ester samme forløserrolle som Bibelens Maria, og konstellationen med to diskret rivaliserende kvinder i samme lille lejlighed kunne uden større overgreb læses i lyset af Esters Bog, Gamle Testamente, hvor kong Ahasverus forstøder sin dronning Vasjti, angiveligt på grund af den ringeagt, hun viser sin mand, hvorimod der om hans næste dronning, jøden Ester, står, at hun vinder hans yndest og gunst mere end nogen anden kvinde. Dette foregår i byen Susan!
Men derfra er der unægtelig langt til at læse Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand som en bibelsk forløsningshistorie. Lad os nøjes med at slå fast, at Helle Helle er langsomt på vej til at blive en stor fortæller. Og lad os undervejs glæde os over den stilkunst, hvormed hun gør det banale unikt og får læseren til i det stille at le. Som af et menuskilt på hospitalet: »Stegt flæsk og risalement«.
*Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. 168 s., 228 kr. Samleren. Udkommer i dag
