Læsetid 3 min.

Følelsen af at være en vild gris

En sjov lille bog med en let tilgængelig og tankevækkende indgang til en helt ung videnskab om følelser
2. september 2002

Følelser
You give me fever
when You kiss me
fever when you hold me tight
fever
(Davenport/Cooley)

De kildrer i maven og syder i skallen, vi kender dem allesammen – følelserne. Det er så let og dog så svært. Men ikke kun for forelskede teenagere også for forskere, der gerne vil forstå, hvordan så kraftige biologiske reaktioner er opstået gennem evolutionen.
I en lækker lille lyserød bog går evolutionsforskeren Dylan Evans til følelserne og prøver at klarlægge, hvor dybt de egentlig stikker.
Blev romatisk kærlighed opfundet af Middelalderens digtere? Kan man lave robotter, der har følelser? Bliver man virkelig lykkelig af at vinde i lotteriet?
Det er nogle af de spørgsmål Evans berører på sin vej.

Vilde grise
De første spor finder han hos antropologen Paul Ekman, som studerede om følelserne var forskellige i vestlige og ikke-vestlige kulturer.
Efter store strabadser fandt han frem til små isolerede stammer på øer i Ny Guinea.
Han fortalte dem triste, glade og farlige historier og bad dem vise, hvilke ansigtsudtryk de forbandt med fortællingen. Det viste sig, at de reagerede nøjagtigt som amerikanske borgere, og Ekman konkluderede, at når to så fjerne kulturer knyttede den samme følelse til et ansigtsudtryk, måtte der være en række basale følelser, som er nedarvet og ikke tillært.
Listen er til stadig diskussion, men Ekman inkluderede glæde, lidelse, vrede, frygt, overraskelse og afsky.
Mens disse enkelte følelser synes at være dybt forankrede, kan andre følelser kun opleves i enkelte kulturer.
Et sjovt eksempel er en følelse mænd i en bestemt stamme på Ny Guinea oplever, der kaldes ’at være en vild gris’. De ’angrebne’ farer vilde omkring og plyndrer små værdigenstande og angriber forbipasserende.
Selv om tilstanden ikke er ønskværdig for stammen, mødes de angrebne med en udbredt tolerance. De vilde grise er typisk 25-35 år og nyligt ramt af giftemålets økonomiske belastninger, hvorfor tilstanden er en gave, til de, der har behov for lidt ekstra snor.
Hvor de basale følelser aktiveres på få milliesekunder, er der andre, som han kalder sociale følelser – kærlighed, stolthed, jalousi, misundelse og skam, der udvikles over lang tid.

Betonbiologisk billede
Men det er de basale følelsers universelle karakter, der interesserer ham, og leder ham videre til følelserne i evolutionært perspektivt.
Hvorfor har vi følelser? Hvad skal de bruges til? Biologisk set må der være en god forklaring på, at følelserne har klaret den store selektion og tidens tand. Romantikernes syn på følelser som en irrationel tilstand af momentær sindssyge passer jo dårligt ind i det billede, hvor man søger efter en biologisk fordel ved følelserne.
Evans anser følelser som rationalitetens allierede og ikke dens fjende, og argumenterer for, at hver kultur har sit eget følelseslandskab, men at de kulturelle følelsesmæssige forskelle er forsvindende små i forhold til lighederne.
De basale følelser udgør et universielt sprog, der binder menneskeheden sammen i en stor familie, hvilket dybest set hænger godt sammen med vores fælles udviklingshistorie, hvor vores rødder strækker sig tilbage til nogle få humanoider, der vandrede ud fra Afrika.
Mange af vores følelser opstod i en svunden tid, hvor vi ikke engang var mennesker. At følelser har overlevet så lang tid og i bund og grund erkendes af helt forskellige kulturer tager Evans som tegn på at følelserne har været og stadig er vitale for artens overlevelse. De er ikke blot en luksus til glæde for romantikere.
Angst er et nemt eksempel. Man kan antage, at en balance mellem for meget og for lidt angst er udviklet gennem selektionen, ved at for lidt angst fik forfædrene til at gå for tæt på afgrunden eller betragte løven en anelse for længe.
Mens for meget angst måske betød, at man aldrig kom ud af sin hule, og i begge tilfælde uddøde individerne, og deres arveanlæg forsvandt med tiden.
Det billede er et anelse for betonbiologisk, fordi det tillægger gener for stor indflydelse og miljøet for lidt, men alligevel argumenterer Evans på samme måde for de andre basale følelser. Sammenligner man med andre arter, er følelser som angst og vrede temmelig udbredte, og derfor foreslår han, at de er opstået tidligt på udviklingstræet, mens for eksempel det at græde og vise lidelse er unikt for mennesker.

Kærlighed
Til sidst diskuterer han om følelser er blevet en luksus i en moderne verden, hvor vi lever med følelsesstimulanser lige fra psykoterapi og kunst til lotto, meditation og ecstacy. Han spørger, hvor vidt disse humørteknologier kan bruges som en smutvej til lykke, og diskuterer nogle af farerne.
Endelig slutter Evans af med det uundgåelige spørgsmål, om vi kan bygge robotter, der har følelser. Med filmeksempler som HAL – computeren der græder i Rumrejsen 2001, og Harrison Ford som Deckard, der kysser robotten Rachael i Blade Runner, pirker han til om kærlighed imellem menneske og maskine, eller måske kærlighed imellem maskiner er mulig?
Evans argumenterer, at der er for meget filosoferen og for få eksperimenter indenfor emnet, og demonstrerer nogle af de seneste forsøg indenfor kunstig intelligens.
De knap 200 sider i skrigende lyserød indpakning i det populære mindre end-A5-format, kan naturligvis ikke være andet end en introduktion, men det er en god og tankevækkende introduktion, der kun udelader få vigtige aspekter som f.eks. udviklingen af følelser i børn.

*Emotions – The Science of Sentiment, Dylan Evans, 204 sider, 7,99 pund (paperback), Oxford University Press (2002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu