Kristian Ditlev Jensen er på dybt vand i sin anden bog, hvor han mediterer over
den japanske ikke-mystik
Ny bog
Den hollandske journalist, Karel van Wolferen, havde i 36 år Japan som base for sine artikler til NRC Handelsblad. Med den baggrund skrev han i 1989 en vægtig analysebog, Den japanske gåde. En af hans grunderfaringer var, at alt i Japan er noget andet, end det giver sig ud for. Bedst som man tror, man har fundet ud af noget, er der en anden sandhed.
Sidste års succesdebutant, Kristian Ditlev Jensen (med bogen Det skal blive sagt) var i Tokyo, Kyoto og Hiroshima i 11 dage, hvor han lavede 23 interview. Røde kager og grøn te er imidlertid ikke en interviewbog, men nogle betragtninger efter de mange oplevelser. Det er ok, man behøver ikke 36 år, og H.C. Andersen skrev læseværdige rejsedagbøger fra sine flygtige ophold.
Bunkyo-ku
Alligevel er der en rød lampe, der blinker, allerede når forfatteren på side seks skriver, at i Japan følger adressen husstanden, så »hver gang folk flytter, flytter adressen.« (Overtegnede har selv i en periode boet på en adresse, Bunkyo-ku, i Tokyo, og jeg vil sværge på, at adressen her var lige så nagelfast som selve ejendommen. Hvordan hænger det så sammen?)
Eller tag nu oplysningen om, at Japan er et buddhistisk land, tilmed zenbuddhistisk. Det opholder Kristian Ditlev Jensen sig længe ved, men nævner dårligt nok shinto-religionen, der rent statistisk har flere tilhængere, ligesom zen blot er en retning inden for buddhismen. (I praksis er mange japanere dog så »folkekirkelige«, at de sagtens kan gifte sig shintoistisk og lade sig begrave buddhistisk, fordi buddhismen lover flere liv).
Formen er livet
Kristian Ditlev Jensen er en stor stilist, en intelligent og medrivende skribent, så man ganske kan glemme sin relative utryghed ved substansen.
Hans analyse af den decentraliserede japanske madkultur (uden hovedret) er subtil og fører videre til den lige så subtile tese, at den japanske æstetik er en livsholdning, hvor overfladen formen er selve livet. Der er kun nuet og det, vi ser, ingenting dybere. Vi i Vesten går fejl, når vi leder efter noget dybere, en japansk mystik, som ikke er. Eller, som han skriver: »Overflader kan være dybe.«
Modsat mange andre landes paskontrol slipper Ditlev Jensen blidt igennem den japanske, fordi betjenten er mere optaget af at være perfekt i sine bevægelser end af at kontrollere. Det udløser en jubelpassion hos forfatteren sådan er Japan men det kan jo altså også være en... skal vi sige meget vidtgående tolkning af noget, der også kunne tolkes som den tilfældige paskontrollør den dag. Altsammen besnærende skrevet, men ikke nødvendigvis rigtigt.
J-poppen
Ditlev Jensen er ikke blot medrivende. Han lader sig rive med, og der er ingen grænser for, hvad han kan få ud af nogle indkøbte cder med J-pop, japansk popmusik med bl.a. pigeduoen, The peanuts. Legesyge kalder han dem, og det er rigtigt og morsomt, som når han karakteriserer kabuki-skuespillerens jamren som »grammatisk tyggegummi.«
Mere patetisk virker det, når han besøger atombombe-museet i Hiroshima og, som om det var en nutidsreportage, beskriver de ufattelige menneskelige lidelser fra dengang.
Min egen oplevelse var mere støvet: Skolebørn løb fnisende rundt mellem montrerne, som var de på besøg på et hvilket som helst naturhistorisk museum. Men bevares, det kan jo være et spørgsmål om indlevelse.
Optikken skifter: Japan er altså på den ene side ikke mystisk, men på den anden side et »underligt land«, hvor dog »mange ting er fuldstændig som derhjemme«, og i øvrigt kan den japanske tolk godt blive utålmodig, når den danske gæst fortaber sig over nogle vinterbrune grene med hvide knopper og dermed
nuet. På én gang et mystisk og ikke-mystisk land åbenbart. Det er mystisk.
Grønkjær på tryk
Man forstår sådan set godt ambi- eller multivalensen også skrivekløen, der nok havde stået sig ved at blive brugt til mere oplevelsesformidling end overfortolkende semiologi.
Men det ser flot ud. Som når Jesper Grønkjær tager en af sine dribleture, hvorefter bolden alligevel bliver taget fra ham. Men han scorer også, og en ting har Kristian Ditlev Jensen ret i: At når vi ser en stor erhvervsleder græde for åben skærm, fordi han er gået fallit, eller hører om forfatteren Mishimas harakiri, så er det ikke sådan, »japanerne er.« Det er undtagelser, som japanere selv ryster mere på hovedet over end os. Vi bekræftes blot i vore fordomme.
Kristian Ditlev Jensens fascination af Japan går tilbage til bl.a. tv-serien Shogun med Richard Chamberlain, men også til dengang, han på universitetet lærte, at japansk er et »monosyllabisk polymorfemsprog«, og er hans bog ikke nogen særlig stærk kop te, må man tilføje, at den er velbrygget på de forholdsvis få blade, der er.
*Kristian Ditlev Jensen: Røde kager & grøn te. Japanske meditationer. 128 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
