Læsetid: 3 min.

Jeg vil, jeg skal, jeg gør

Leif Sylvester fortæller i ny bog om sit omskiftelige liv som tømrer, gøgler, musiker, skuespiller og kunstmaler
5. september 2002

Kunstnerliv
Rosita hed en høne, der var indlemmet i Clausen & Petersens omrejsende cirkus. Den var så veldresseret, at den, når Erik Clausen sigtede på den med en pistol og sagde »Hands up!«, løftede vingerne. Et godt nummer, der fik en uventet brat ende, da Clausen en dag pludselig havde spist den.
Clausen & Petersen var et forfriskende indslag på 70’ernes politiske kunstscene, der ellers ikke var kendetegnet ved megen humor. To unge håndværkere, en tømrer og en maler, begge med hang til kunst og socialisme, fandt hinanden i et enestående samarbejde. De kunne ikke ret meget, men det, de kunne, kunne de til gengæld overbevisende – som det fremgår af bogen om Leif Sylvester Petersens liv, der udkommer i dag. Numrene blev derfor anti-numre, en ny slags cirkus, hvor Clausen snakkede numrene hjem med originale vitser, mens den mere praktisk orienterede Petersen lagde krop til.
Det gjorde de nu begge – som når Clausen proppede en elastik i munden på Petersen, fik ham til at gå 10-15 meter væk, mens han uophørligt snakkede om elastikkens kraft og Petersens ufattelige hårdhudethed... hvorefter det var Petersen, der slap elastikken. Publikum jublede – den svage lurede den stærke.
Grovkornet komik i elegant udførelse. Cirkus Clausen & Petersen havde sine år, blev et af de bedste bud på underholdning i kongeriget, men opløstes så, fordi den havde nået det, den kunne bære og mere til. Det var som i et gammelt ægteskab, men de to fortsatte samarbejdet i en række film, som Clausen instruerede, og Petersen spillede med i bl.a. Cirkus Casablanca og Rocking Silver.

Amagerhistorie
Leif Petersens liv – Sylvester var et kunstnernavn, der kom til senere – tog sin begyndelse på Amager under små kår. Faderen var snedker og drømte om at blive selvstændig. Familien boede i Serbiensgade og havde et kolonihavehus. Leif var med egne ord »lille, dårligt klædt, oftest uden penge og uden mange venner«, men havde til gengæld nysgerrighed og vovemod. Han var ordblind, og skolegangen var ikke noget at råbe hurra for. Men en god lærer fik ham interesseret i at tegne – lige meget hvad, »bare det er i farver.«
Faderens fætter var skraldemand og tog ham med rundt. Han lærte klunsningens kunst – og senere også at rapse. I de kredse hed det ikke tyveri, men »at organisere«. Fra B&W stammer historien om de otte mænd, der organiserede et eftertragtet badekar fra virksomheden. Seks bar, to sad i karret, så det så ud, som om otte mænd kom »spadserende helt naturligt« mellem alle de andre, forbi portvagten.
Leif Sylvester husker i detaljer og med sine erindringer fra badeanstalten Helgoland og meget andet bliver det et lille stykke Amagerhistorie.

Jazz på Kap Horn
Et stykke præ-rock og rul-historie er afsnittet, hvor den unge Petersen, nu tømrerlærling, bliver jazzmusiker, trommeslager, i sin fritid og får foden inden for i Kap Horn i Nyhavn, som var stedet dengang. New Orleans-jazzen er in, og det samme er Four Jacks, Vivi Bak, jitterbug og Bill Haley. Tømrerarbejdet er ofte enerverende og nogle gange ensomt, men lærlingen holder ud, mens han udformer sin indre parole: »Jeg vil, jeg skal, jeg gør!« En parole, han siden har efterlevet efter endt soldatertid og skæbnemødet med Erik Clausen, efter at begge er refuseret fra Kunstnernes Efterårsudstilling, og hvor han kaster sig ud i det liv, han i dag er kendt for: Først som gøgler og derefter musiker og sangskriver (bl.a. Giro 413-hittet, »Mormors kolonihavehus«). Sideløbende har han været skuespiller, spillede mekanikeren Tom i Taxa-serien på tv.
Et møde med Braques og Picassos kunst bliver afgørende, men først i de seneste 15 år har Leif Sylvester realiseret en drøm om at leve som kunstmaler med stor salgbarhed og eget kunstgalleri, Python, i Borgergade. Privatlivet har været omskifteligt – for som han bl.a. skriver i forbindelse med sit første ægteskab: »Opvasken var det værste. Jeg var totalt pas på den. Det var decideret nedbrydende for mig...« Han ville hellere i atelieret.

Hang til flydere
En overgang var han kommunist – i dag er han politisk set nærmest sin egen socialist med hang til store, gamle, amerikanske biler, ’flydere’ af mærket Buick Skylark. Som han engang sagde med en vis selvironi: »...der findes jo også amerikanske socialister.«
En eksotisk oplevelser fik han, da han som musiker var inviteret til Kirgisien, hvor han som orkesterleder og kulturrepræsentant måtte holde flere officielle taler samt gå på røde løbere og deltage i kransenedlæggelser. Blot en af bogens talrige kuriøse historier.

*Leif Sylvester: Livet er dejligt besværligt (fortalt til Egon Balsby). 245 s. 299 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu