Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lær mig, oh skov,at visne glad

Overbevisendebog om begravelses-pladsens natur
Kultur
9. september 2002

Ny bog
Der hviler en duft af død over mennesket. Giambattista Vico skriver i Den nye videnskab, at det smukke ord ’humanitet’ er afledt af verbet ’humare’, som betyder begrave. For så vidt er de humanistiske videnskaber begravelsesvidenskaber, og man må sige, at Johan Fjord Jensen med sin nye, store bog om ’begravelsespladsernes natur’ har taget imod udfordringen fra disse videnskaber. Så vidt døden tillader det, har han dyrket feltforskning: For at kortlægge emnet har han i godt 40 lande besøgt ikke mindre end 1.129 begravelsespladser.
Hvis man vil lave en første inddeling af emnet, kan man sige, at vi mentalitetshistorisk har bevæget os fra en fase, hvor menneskets dødelighed krævede bevis, til en fase hvor menneskets udødelighed kræver bevis. I den mytiske verden fournerer man den afdøde med mad, tøj og redskaber, så han kan leve videre på nye betingelser. I den moderne verden, derimod, er døden et kors for tanken, og det er dette kors, Fjord Jensen har taget op. Hvordan forholder vi os til døden i en stadig mere sekulariseret, altså stadig mere verdsliggjort verden?
Bogen falder i 11 kapitler, som igen falder i to hoveddele, en historisk redegørelse for kirkegårdenes historie med særligt fokus på det involverede natursyn og en filosofisk redegørelse for det problem, at vi på den ene side fæster stadig større lid til den rationelle tanke, men at samme tanke står hjælpeløs over for døden.
I den historiske redegørelse genfinder man den Fjord, som skrev nogle af de bedste kapitler i Gyldendals Dansk Litteraturhistorie. Hans gamle betragtninger om det arkadiske landskab og den moderne naturfølelse er her overført til kirkegårdenes verden, og resultatet er oplysende og overbevisende. Et afsnit om ligbrændingen som et aspekt af ’Det moderne gennembrud’ giver en helt ny vinkel på dette afsnit af dansk kulturhistorie. Her møder vi Georg Brandes, Sophus Schandorph og Viggo Hørup som repræsentanter for den danske ’kremeringsbvægelse’ – og denne anmelder mindes bedemandsforretningen på Falkonér Allé, som for et par år siden reklamerede med, at ’ni ud af ti bruger kremering’.

Den anden side af døden
I den filosofiske overvejelse over ’sekulariseringskonflikten’ når Fjord hele vejen rundt fra ’Døden’ over ’Mindet’ og ’Tiden’ til ’Kredsløbet’. Han præsenterer fire modeller for denne konflikt mellem vores rationalitet og vores behov for symbolisering af det, der er eller ikke er på den anden side af døden. De første tre modeller – fundamentalismen, naturalismen og ’paradoksmodellen’ – betegner han som ’ufyldestgørende’. Kun den fjerde, ’ambivalensmodellen’, kan tilfredsstille dobbeltbehovet i moderne civilisationer: Til den ene side ikke at sætte en bremse på den verdslige udviklingskraft og til den anden side ikke at udelukke det religiøse perspektiv, der udgår fra døden.
Som konkret eksempel på denne ambivalens bringes en illustration fra kirkegården i Gl. Uppsala, hvor en jernskulptur på én gang ligner et gammelnordisk soltegn, en naturalistisk henvisning til planteverdenen og et kristent kors. Som man aner, minder ambivalensen om det at forsikre sig ved både at bruge seler og livrem.
Der ligger et eksistentielt engagement bag Fjords bog, og nogle af de mest gribende passager finder man dér, hvor han sætter ord på sin egen usikkerhed: Problemet med at tale uden ’troens autoritet’, eller f.eks. hans sidebemærkning til en refleksion over skiftet fra frygt for den evige fortabelse til håb om efterlivet i mindet: »For mennesker med en areligiøs opfattelse ... bliver mindet af større betydning. Ikke det minde, der knytter sig til berømmelige handlinger, men det, man kan forbinde med konkrete mennesker. Når de så dør, kan det jo være lige meget. Det som så meget andet«.
Johan Fjord Jensen vil vist gerne have det sidste ord. Med sin tidligere bog om Livsbuen og nu denne om Begravelsespladsernes natur har han tydeligvis sat sig for at komme fjender som aldringen respektive døden i forkøbet. Men når han antyder, at det hele også kan være lige meget, er der ingen grund til at lade ham få det sidste ord. Hans nye bog er f.eks. ikke ’lige meget’. Den er et vigtigt og vægtigt bidrag til de humanistiske videnskaber – om det mortale vilkår, der har givet disse videnskaber navn. »De skal dø, min Herre, det er det, det handler om«.

*Johan Fjord Jensen: Vest for Paradis. Begravelsespladsernes natur. Gyldendal. 424
sider, ill. kr. 475. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her