Nyoversættelse
Fra sportens verden ved man, at den, der forstår ret at opsøge heldet, ham går det som regel godt. Af samme grund findes der idrætsmænd, der, inden de går på banen eller skal tage straffe, hurtigt gør korsets tegn. Ingen ved, om det hjælper, men skade kan det vel næppe.
At oversætte Homeriske heksametre er en krævende idræt, der forudsætter lang ihærdig træning i form af filologiske, litterære og historiske studier, og som i sig selv tager mange år. Når man læser
Otto Steen Dues Homer, virker det, som om arbejdet har været en leg. Versene falder præcist og fyndigt, de ligger godt i munden simpelt hen, og det er en fornøjelse at blive ledt rundt til egne af sproget, hvor man ellers kun sjældent færdes, af en, der lige hjemmevant bruger løs af gloser fra det høje og det lave og det mellemste danske register.
I sin Ledsager til Homers Odyssé citerer oversætteren sin store forgænger Christian Wilster, der i 1837, og ikke uden selvfølelse, skrev, at »ingen offentlig Stemme eller privat Meddelelse« havde udsagt noget som helst, der under arbejdet med Odysseen kunne bringe ham til at afvige fra de grundsætninger, han fulgte ved at oversætte Iliaden. Dermed var i det mindste vundet, »at begge Oversættelser ligne hinanden mere, end det maaskee ellers var blevet Tilfældet.«
Mundret og præcis
Grundprincippet for Otto Steen Due under arbejdet med Homer har været at forene fuld sproglig pålidelighed med den højeste grad af mundtlig ligefremhed. Det indebærer i praksis et forbud mod Wilsters omvendte ordstillinger og salmedigtningens tunge flertalsformer af verberne. Ligeledes har romantikkens inventar af skandinavistiske gloser omhyggeligt måttet undgås. I stedet lægger oversætteren sig så tæt op ad nutidens sprog, som det er muligt uden at sætte til i ædelhed og
alvor.
I den nye danske Odyssé mindes læseren om eksistensen af fine gamle gloser som lynne, sålunde og hjemmen, men lige op ad dem kan der sagtens stå: grillen, kebabben og sjakket. Når Odysseus som gæst på Faiakernes ø fortæller om sit »benskinnepansrede« mandskab, står hans oversætter med begge ben på traditionens grund, men når han lige efter kalder samme flok for »truppen«, får den skælmske Otto Steen Due læseren til at tænke på noget så nutidigt som et fodboldhold. At bruge de rigtige fremmedord med skønsom økonomi og skrive konduite og sondere inden for samme tekst, som har plads til »hæsthenskræppende skråper«, det vidner om øre og sikker sprogsans.
Meget kan naturligvis diskuteres livligt, og vil forhåbentlig blive det. Selv snublede jeg i 3. sang over »vikinger« som eksempler på sørøveri, fordi udtrykket giver ukronologiske associationer, og det virker unægtelig temmelig overgearet, når Nausikaas far, Antinoos, lover hende, at hans folk nok skal få giggen gjort klar med de fine, rullende hjul på chassiset og karosseriet monteret, da Pallas Athene har givet hende det indfald at tage på vasketur til stranden, så hun kan finde den skibbrudne tålmodighedshelt.
Masser af rødvin
Lige forinden, i 6. sang forsyner oversætteren ellers prinsessen med en flot, underdreven replik: »Der er en del der er snavset.« Og lige efter beder Odysseus hende om lov til at dække sin blusel med hendes »snavsetøjspose«. Hovedindtrykket, man får ved at læse og højtlæse Otto Steen Dues tekst, er, at den er lykkedes, både leksikalsk, på enkeltordsniveau, og syntaktisk, på sætningsniveau.
Et eksempel på det første kan være ordet »voldgæsteri«, som uden problemer dækker, hvad bejlerne laver på Ithaka, inden Odysseus kommer hjem og rydder op i bulen. Som dokumentation for det andet kan man nævne Kirkes replik, da hun tror, hun har omskabt vor helt til en gryntende gris: »Ud i stien og læg sig ved siden af alle de andre!«
Og husk så lige på, at neden under alle de gennemtænkte og fine valg, oversætteren træffer her, cykler versemålet af sted uden nævneværdig knirken fra kranken. Forklaringen på dette er vel i første omgang en formidabel metrisk kapacitet, i anden omgang en udstrakt brug af sideordnede variationsmuligheder: vor eller vort veksler ubesværet med vores, og stavemåder som snapped gør det muligt at foredrage sangene, som var de en fortælling.
Når man både som indenads- og som højtlæser af Odysseen føler sig mageligt hjemme, beror det formentlig endvidere på, at dens mange genkommende formler har fået en velfungerende ordlyd. Hele 20 gange skal man nemlig læse: »Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning...« Det skal falde lige flot, hver gang replikkerne skifter: »Velsindet tog han til orde, og talte således iblandt dem.« Selv det almindelige og tilsyneladende blot banale skal der kæles omhyggeligt for: »Hele det følgende år, hver dag fra morgen til aften, sad vi til fest, åd mængder af kød og drak masser af rødvin.«
Suveræn komposition
Forskerne har siden Oldtiden diskuteret, om der var én Homer eller hele to. Hvad affattelses- eller nedskrivningstiden angår, kan så meget slås fast, at Iliaden må være skabt omkring 700 f. Kr. og Odysseen ca. et kvart århundrede efter. Var der kun én sanger og digter, må han som ung have været tragiker af sind og autoritetstro af holdning, som gammel derimod komiker og revolutionær. Så store er nemlig forskellene »i temperament, livssyn, livserfaring, kunstnerisk målsætning og praksis« mellem Iliaden og Odysseen, opsummerer oversætteren. Selv er han ikke i tvivl om, at vi i de 24 sange om den seje søfarers bedrifter ser produktet af en enkelt samlet kunstforstandig ånd, en digters suveræne bevidsthed. Det fremgår tydeligt af den stramme og klare komposition. Muligvis har denne digteriske bevidsthed boet i kroppen på et enkeltindivid.
Slående er det i hvert fald, så ofte Odysseen tematiserer sange og digtning. Odysseens Homer synes ifølge Otto Steen Due stærkt på vej til »at anlægge den selvbevidsthed, der får digtere til at skrive om digtning som noget særlig gudbenådet der sætter digtere i en særlig klasse for sig og i hvert fald hæver dem over andre ærlige håndværksmænd. Dette passer ind i det billede der tegner sig af den arkaiske tids udvikling af litteraturen i retning af individualisering.«
Man kunne tilføje, at det medvirker til at føre Odysseen tættere ind på livet af os, så vi kan læse den som en evig digtning om det at længes og savne, kærlighed mellem mand og kvinde, forholdet mellem fader og søn, det at modnes og vokse til ansvar, om at rejse og omsider komme hjem.
Flygtningens kløgt
Sidstnævnte tema får Otto Steen Due til at oversætte Homer i et ordvalg taget fra debatten om flygtninge og indvandrere. Om Scherias befolkning, altså Faiakerne, advarer Pallas Athene, at »Mennesker her ser skævt til folk fra andre nationer, og de tar ikke med fryd mod nogen af udenlandsk herkomst.« Med vanlig kløgt sørger helten for at overholde høflighedsskikkene i landet, hvor han er havnet, udstyres med både fartøj og mandskab og bringes sikkert hjem. Ganske typisk for værkets gennemførte tvetydighed lader det sig ikke bruge direkte hverken af den ene eller den anden side i striden.
Alt hvad der siges i Odysseen, bortset fra nogle få indledende og overbindende passager, siges nemlig af nogen til nogen. Sangen rummer hele tiden en fortælling i en situation. Værkets sandhed er på én gang tidløst global og personligt lokal. Nyoversættelsen yder denne dirrende dobbelthed fuld æstetisk retfærdighed.
I en note til sin oversættelse oplyser Otto Due, at han i Napoli har været ude for, at folk tog hans navn som et vink om, hvilke tal de skulle satse på i det stedlige lotteri. Måske er der held ved den mand? I hvert fald har han også denne gang haft en virkelig heldig hånd. Guderne, de hedenske gamle, må være på hans side.
*Homers Odyssé. Oversat af Otto Steen Due. Illustreret af Peter Brandes. 463 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i morgen
*Otto Steen Due: Ledsager til Homers Odyssé. 176 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag. Sælges både enkeltvis og samlet. Købes bøgerne samlet, koster de 495 kr.
