Roman
Homo-temaet har altid simret i det Rifbjergske forfatterskab. Det er ikke svært at finde saftige passager af mænds dragning mod mænd i Den kroniske Uskyld eller historier som »Skyernes skygge rammer mig«, dog oftest i dunkel belysning.
Men i sin nye roman toner Store Klaus rent flag: Nansen og Johansen rummer et fuldbyrdet homo-forhold mellem den unge norske korporal Johansen og hans store landsmand og beundrede forbillede, eventyreren Frithiof Nansen.
Hjalmar Johansen, 26 år, netop forfremmet til korporal i den norske hær, slipper alt for drømmen om at drage med Frithiof Nansen til Nordpolen. På Kristianias hovedgade Carl Johan antaster han den velkendte Nansen personligt og kommer ved sin fremfusenhed og gode evner også med på skibet »Fram« som søfyrbøder. Men unge Johansen har stof i sig til større ting, han er velbegavet, student og mesterskytte og har desuden, forstår man, en fysik, der gør ham egnet til mange af rejsens formål.
Allerede sergenten i kompagniet fik blik for hans kropslige talenter, om bord ville skibstømreren det samme, men Johansen har tabt sit hjerte til drømmenes Nansen. Da »Fram« går fast i isen, inviterer Nansen ham med på fodtur til Nordpolen: De to alene skal finde det flydende punkt, som kun kompasset kender, og som selve strømretningen fører dem væk fra, mens de går.
I den fælles sovepose har unge Johansen kun 35 cm til Nansens imponerende hængeoverskæg, og nytårsnat sker det: Som Johansen en våd aften drak dus med sergenten og i fortroligheden fik tjenstlig ordre til at tage hans lem ud af bukserne, forenes Nansen og Johansen seksuelt, dvs. det er vist mest Nansen, der forener sig og tilfredsstillet foreslår den store mand, at de nu er dus...
I realiteten er Nansen kun seks år ældre end sin rejsefælle. Bogen bygger på virkelige begivenheder, nemlig Fram-ekspeditionen 1893-96, som gjorde den da 32-årige oceanforsker Nansen verdenskendt og blev skelsættende for opfattelsen af havområdet omkring Nordpolen. Dr. Nansen blev herefter en norsk og verdenskendt institution, og hans senere humanitære indsats for russiske flygtninge bibragte ham Nobels fredspris i 1922.
Man kan derfor godt forestille sig, at afsløringen vil vække en vis opsigt.
Historien er fortalt i tredjeperson fra den forelskede Johansens synspunkt, og han føler sig aldrig udnyttet, seksuelt eller følelsesmæssigt, hvad læseren nu godt kan føle på hans vegne. Også da han med smerte mærker fjernhed og distance: Nansen får nok af ham, på samme måde som han elsker sin kone mest, når han er væk fra hende.
Dr. Nansen er, må vi tro, en visionær fører, der får andre med sig, men også lider af den mangel på evne til nærhed, som magtfulde mænd evner at sublimere i visioner og stordåd. To gange redder Johansen sin elskedes liv, han ønsker ikke taknemmelighed, men kærlighed. Men hvad han får, er det, mænd giver hinanden: loyalitet til døden så længe det varer.
Og bagefter er det svært for Johansen at finde noget som helst, der er bare halvt så spændende.
Mande-identiteten
Romanen kunne have fortjent en mere oprivende titel, for Nordpolsfærden er elementært spændende, og tilmed dykker bogen ned under overfladen af mande-identiteten: I førerskikkelsernes behov for menneskers beundring, ikke for deres følelser. I mænds forelskede fællesskaber, hvor det vigtige forbliver uudsagt, mens man kommunikerer i handling og bedrift, redder liv, skyder bjørne.
I det seksuelle finder Rifbjerg indgangen til noget, han som forbenet anti-militarist og anti-fører ellers kun har hån til overs for: militæret, lange sørejser, maskuline miljøer, der skaber homoseksuelle træk også hos mænd, der ellers tiltrækkes af kvinder (hvad Nansen, men måske ikke Johansen gør).
Når Rifbjerg på let fod begiver sig frit ud over isen og ind i kønnets intime huler, med riflens glatte løb glidende mellem fingrene og kikkertsigtet på plads foran øjet, ja, så er der nemlig pletskud på pletskud og stil over den ældre herres evne til at vende tilbage til forfatterskabets tilgroede stier og nyfortolke skjulte spor.
Måske, antyder Rifbjerg gennem skarpskytten Johansen, måske skal man gøre sig enøjet for at ramme plet? Og måske handler det om at udforske landskab og strømninger, ikke finde et fast punkt?
Jeg har før beklaget mig over, at Rifbjerg ikke følger med i sin tid. Hans seneste bog Tidsmaskinen demonstrerede, hvordan han politisk stadig sidder fastfrosset i koldkrigens ismasser på 78.50 grader nordlig bredde. Og for kendere af homoseksuel nærkontakt (eller bare litteraturen herom) er de to mænds kælenskaber i soveposen vel artigt beskrevet.
Men alligevel giver netop denne bog læseren en svævende fornemmelse af lytten og samtale: Som om dette blads Rifbjerg-anmeldelser og en kronik med litteraturforskeren Dag Heedes queer-læsninger af forfatterskabet har provokeret eventyreren i ham:
Homo-træk, påstår de, nå, så skal de sgu også få dem!
*Klaus Rifbjerg: Nansen og Johansen. Et vintereventyr. 144 s., 175 kr. Gyldendal
