Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Skud ud over rampen

Med ’Katalog 1999-2002’ har Morten Blok skrevet en stor, smuk digtsamling
Kultur
4. september 2002

Ny bog
Morten Blok, der i sine sidste samlinger har skrevet billedrige, sansemættede og stærkt æstetiserende digte fra Lissabon og omegn, bevæger sig med sin seneste bog i en ny retning. Katalog 1999-2002 er resultatet af et stykke håndgribeligt sorg- og erindringsarbejde. Bloks far er død, han er selv blevet far. Digtene og prosadigtene i Katalog 1999-2002 bærer sporene i sig.
»Jeg mindes« starter de fleste af samlingens stykker, og så går turen ned i den private hukommelses dyb. Det sker ikke blot via emnevalget – udover Lissabon er der digte om faderen, kæresten, sønnen, skoletiden – men også via et nyt, reflekterende tonefald. Og via en udtalt skepsis overfor det, man kan kalde den alment-eksistentielle epifani. Med Bloks egne ord:
»Hvert år er jeg vendt tilbage til mit pensionat og det spejl og har syntes, at jeg blev ét med enhver, der havde spejlet sig i det før mig, og med det liv der blir levet af alle, et vilkår af knogler og blod. I dag har jeg kun min frygt for at blive syg, der næres af den tunge lugt af rustent vand i rørene.«
De eksistentielle grundvilkår er fælles for alle mennesker, men det er, når det kommer til stykket, en ringe trøst for den enkelte. Og hvis digtningen vil almengøre digterens personlige erfaringer, ja, så ender digtene med at lyve. Eller rettere: Med at tildække alt det, de oprindeligt ville afdække.
Opgøret med digtningens almene jeg og dens almene eksistentialer er ikke uden faldgruber. Hvorfor skulle læseren interessere sig for Bloks private livshistorie? Hvad har den at gøre på tryk og med flosset højrekant? Enkelte af Katalog 1999-2002s digte kæntrer da også, lader de behandlede erindringer og den æstetiske energi glide fra hinanden som mælk, der skiller: Banalitet isprængt rystende skønhed.
Men det hører til sjældenhederne. For det meste rammer Blok et balancepunkt, hvor digtene på én gang er befriende ærlige og præget af klassiske, lyriske dyder. Deres lange, slyngede arabesker er fyldt af støvede lokaler, sydlandsk melankoli og en helt overvældende, frapperende billedbrug.
»Mit hjerte slog stærkt,/ som blev det, ubeskyttet og blotlagt, stødt af/ en pincet,« hedder det i et digt, »Åndeligheden/ mejslet ind i englenes ryg af sten som en/ senet, helt nøjagtig vinge fra/ et dyr,« i et andet.

Udblæst æg
Det sidste billede står som afslutning på et digt, der handler om faderens døde krop og gerne fremviser sjælen i billeder, der peger tilbage mod materien. Som her:

Jeg troede at jeg skulle våge
ved liget
og vide at det, som før var dig,
nu var blæst ud som et æg.
Men det vejede for tungt, dit
væv,
og jeg kendte det for godt:
Neglerodens
fine hinder, strubehovedet og
øret,
mørkt i løden som arvet
fajance.
Selve livsgnisten er som den blomme og den hvide, der blæses ud af skallen på et påskeæg. Det er ikke kun et billede med en vis iboende brutalitet, men også et billede, der er typisk for Katalog 1999-2002. Hos Blok lader kødet sig nemlig ikke bebo af ånden, men nok af skønheden: »Kristus mejslet i en væg af bladguld, det syntes jeg var ligegyldigt. Men jeg trådte ud i en sky af fluer, og det bevægede mig,« skriver han i et af sine prosadigte, »alt slog indad, i sin egen tarm,« et andet sted.
Som man kan se mimer samlingen gerne inderlighedens sprog, men punkterer det også. Vi bevæger os hverken opad eller ind i sjælens labyrinter, men forbliver i en karsk dennesidighed. Også det er et diskret opgør med en eksistentiel digtnings sædvanlige konturer her til lands. Det giver samtidig skønheden i Bloks digte en egen tone og en særlig styrke: »Intet forfalder så frygteligt, så lig med angst som plastic.«

Med knaster i
Det hører med til den arabesk-tradition, som mange af Bloks digte skriver sig ind i, at man gør brug af sprogets fulde, nuancefyldte register. Og at man lader verslinjerne flyde ned over siderne i bløde, slyngede kurver. Blok følger trop – og putter alligevel grus i maskineriet. Hør for eksempel, hvordan linjeskiftenes enjambement også kan resultere i en underligt hakkende rytme:

Fra de store palmer slår en
skygge ud
i luften. Lykke kan hvert øjeblik
slå over i ængstelighed. Jeg
mindes en eftermiddag.

Andre gange insisterer Blok på ikke at nuancere sit ordvalg, men netop at gentage sig selv. I et digt optræder det fuldstændigt umulige »nervebespændthed« hele to gange: En abrupt hakken i sproget, der kontrasterer de lange digtes bølgende vellyd.
Det private, materiens dennesidighed, den lette grus i stilen. Alle tre ting forhindrer et alt for let flow, giver Bloks digte en personlig signatur. Det mindsker på ingen måde kvaliteten i Katalog 1999-2002. Tværtimod befæster det dens høje klasse.
For hvis nogen skulle være i tvivl er der tale om en stor, smuk digtsamling, fyldt med en klassisk digtnings kvaliteter. Det er lyrik på et niveau, hvor få i Danmark kan følge med. Man kan kun håbe, at Katalog 1999-2002 bliver et gennembrud, et skud ud over rampen, så Bloks værk når ud til andre end de anmeldere, der altid og med rette har skamrost ham.

*Morten Blok: Kabinet 1999-2002. 63 sider, 148 kroner. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her