Læsetid: 4 min.

En sort romanengel

Hvordan ville Philip Marlowe lyde, hvis han levede som kvinde år 2015? Sikkert som Susanne Staun. – Samtidsromanens svigtede elskerkorps har den forrygende ’Mit smukke lig’ til gode
17. september 2002

Ny bog
»Hvad vil du være: En selv-skamferende kvinde, der bliver lagt ned, eller en naturligt ældet kvinde, for hvem dette kun er et kært minde?«
Sådan konfronterer detektiven Dr. Fanny Fiske sig selv med truslen (eller muligheden) for endnu en plastisk operation i Susanne Stauns nye roman Mit smukke Lig. Det aktuelle valg mellem ’naturlig sex’ og ’naturlig ældning’ (!) – udspringer af, at Fannys faste plastikkirurg nu definitivt har sagt fra: »Man kan ikke blive ved med at strække en elastik, Fanny.«
Sine daglige 60 armbøjninger bestemmer den furiøse Fanny dog selv over, og hun får brug for hver muskel i Susanne Stauns forrygende, vitale og skægge spændingsroman, som man kun lægger fra sig for at dele en særlig grotesk og selvironisk beskrivelse.
Dr. Fanny Fiskes speciale er psykologiske profiler på massemordere (»mine drenge«, som hun kalder dem), men desuden har hun en morbid forkærlighed for gerningssteder, og en noget mere livsbekræftende interesse for flotte, rare mænd, helst i politifaget.
I denne tredje roman om Fanny Fiske – de andre er Som arvesynden og Liebe, der foregår i 2006 – er Fanny Fiske i 60’erne, men ligner i gunstig belysning en flot kvinde på omkring 40. Hun lever for sit arbejde og det er mildt sagt en streg i regningen, at hun sendes på pension fem år før tid – så meget ferie har hun ganske enkelt til gode, enten hun vil eller ej.
»Tænk, er hun virkelig så gammel,« sladrer omgivelserne, og Fanny hader det hele: Sin slidgigtshærgede hofte, der føles som grus, sine »fire overflødige meter kindgardin« og en – hrm, hæmoride, der giver nakkeskuddet til hendes følelse af at være overflødig, usexet, færdig, gammel.
Heldigvis lever Detective Chief Inspector Keith Knight op til sit ridderlige efternavn ved at redde hende på selvmordsstregen – han har brug for hendes hjælp, og dét er, hvad hun har brug for:

En massemorder på spil
En massemorder er nemlig på spil i London omkring Tottenham Court Station. Fire unge, kønne kvinder er myrdet i deres hjem, bundet, kneblet med gaffatape og tæsket til døde med sandsynligvis en golfkølle:
»Den klassiske treenighed, raseri, dominans og kontrol. De kunne ikke bevæge sig, de kunne ikke tale.«
Efter mordene ringede morderen til sensationsavisen The Sun og forklarede, at de fik, hvad de havde fortjent.
Mordene finder sted på tirsdage med 14 dages mellemrum. Morderen vil altså formentlig slå til igen og igen...
Mere skal ikke røbes i denne kanonunderholdende roman, kun at Fannys forkærlighed for Londons undergrundsbane får en central rolle, og at der bydes på et gensyn med en vis Peter Lundin, to år efter hans prøveløsladelse i 2013.

Samtidsroman
Sidste år fik Susanne Staun anmeldersucces med sin kulsorte roman Blå Hav – velfortjent, for hun skriver som en sort engel med en rå, slagfærdig vitalitet, der minder om Raymond Chandler: Sådan kunne Philip Marlowe lyde, hvis han levede omkring år 2015, var kvinde og i øvrigt elskede sine krimiklassikere: I et svindelforetagende af en restaurant, hvor Fanny i research-øjemed melder sig som servitrice, hedder chefen Mycroft (som Sherlock Holmes’ lade bror), og navnet Bruce Partington er nuppet fra en klassisk tog-novelle af Conan Doyle.
Mange sukker i denne tid over litteraturens svigt: Hvor er samtidsromanen, hvor er engagementet i virkeligheden? Jeg henviser gerne samtidsromanens skuffede elskerkorps til Susanne Stauns Mit smukke lig, der som så mange romaner om en forbrydelse får sagt noget væsentligt om sin tid:
Om jagten på evig ungdom, helt ud i Fanny Fiskes hårdtspændte drøm om at blive et smukt lig, når livet ikke længere giver mening. Og om at opleve sig selv som ældre og overflødig:
»Hvad så med os, der ikke længere kan foretage os ting, der gør os lykkelige? Hvad gør vi?«
Og endelig piller Staun med angelsaksisk brutalitet ved det særlige problem, psykopatiske forbrydere udgør.

Mordernes barndom
Som i de andre Fanny Fiske-romaner indledes romanen med et klip fra morderens barndom, der ligesom bogens mordscener ikke er for sarte sjæle. Men hvad med den voksne?
»Da Peter Lundin modtog sin livstidsdom, kunne jeg med lethed forudsige to ting: for det første ville han blive lukket ud igen efter
12-14 år, og for det andet ville han myrde igen. Det første er en realitet. Det andet venter jeg på.«
Fordi der ingen kur er mod psykopati, og selv de mest oprivende mordere kommer ud efter 12-20 år, går Fanny ind for dødsstraf over for denne ene gruppe forbrydere. Ellers er det hendes opfattelse, at »vi ikke kan tåle at slå mennesker ihjel, fordi vi således selv mister vores menneskelighed.«
Spørgsmålet er, hvor meget menneskelighed den hårdkogte detektiv egentlig selv har tilbage at miste. Der er påfaldende ligheder mellem Fanny Fiskes trang til lyden af vækkeures og tenniskampes regelmæssige tok-tok, og på den anden side tirsdagsmorderens regelstyring.
Måske er det, som også den geniale Svend Åge Madsen tit har antydet, (næsten) tilfældigt, om mordets fascination anbringer et menneske på den ene eller den anden side af forbrydelsens syntaks?
Med disse tre underholdende bøger på sin backliste burde forlaget lægge sig i selen for et internationalt gennembrud for Susanne Staun.

*Susanne Staun: Mit smukke lig. 240 s., 225 kr. Gyldendal. udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu