Læsetid: 7 min.

To millioner voldtægter

Den Røde Hærs brutalitet i Tjetjenien har paralleller til invasionen af Berlin 1945, siger den engelske historiker Antony Beever, som har skrevet en gyser af en historieberetning, der udkommer på fredag
4. september 2002

Historie
Den tyske Nobelpristager Günther Grass’ roman om sænkningen af det tyske flygtningeskib Gustloff med tusinder af flygtninge bord, som udkom i Danmark i sidste uge, får om nogle dage en fælle i form af bogen Berlin – Faldet 1945 af den britiske militærhistoriker og bestsellerforfatter Antony Beevor. Beevor har med sin tidligere bog om et af krigens store vendepunkter, slaget om Stalingrad 1942-43, etableret sig som en fornyer af militærhistorien. I Stalingrad forenede han beskrivelsen af de politiske og militære beslutninger på topplan med detaljerede skildringer af de personlige oplevelser hos almindelige soldater og civile.
Berlin – Faldet 1945 der følger den Røde Hærs erobring af Berlin fra januar til maj 1945 er bl.a. præget af en meget detaljeret blotlægning af de sovjetiske soldaters voldtægter af stort set alle kvinder de stødte på inklusive mange sovjetiske kvinder, der var blevet sendt til Tyskland som slavearbejdere. Det anslås, at ca. to millioner kvinder blev voldtaget af den Røde Hær.
– Laver du underholdning ud af menneskelig lidelse?
»Det har sandelig ikke været meningen, selv om jeg godt forstår dit spørgsmål. Da jeg skrev Stalingrad ønskede jeg at portrættere de enorme lidelser forbundet med dette militære Holocaust. Lidelserne på begge sider var chokerende, men jeg har ikke søgt at fremstille tyskerne som ofre. I bogens første del dokumenterede jeg de ufattelige tyske ugerninger på østfronten, som var en integreret del af den tyske krigsførsel. I Vesten har vi desuden levet på den løgn, at vi vandt krigen. I realiteten var det russernes enorme ofre, som var udslagsgivende. Sovjetsoldaternes evne til at bære disse enorme tab skyldtes en blanding af tvang og patriotisme.«
»I starten af slaget var det tvangen, der dominerede, men da den Røde Hær fik kontrol med slaget, og moralen blev højere, var det i større grad soldaternes patriotisme, som drev dem fremad. Det er disse lidelser og ofre, jeg har villet skildre.«
»I forbindelse med research til Berlin-bogen blev jeg chokeret over massevoldtægterne, især da jeg stødte på interne notater til Stalin og Berija, der viste, at voldtægterne havde et kolossalt omfang, ja som omtalte, at næsten alle tyske kvinder blev udsat for voldtægt, og som også berettede om de mange selvmordsforsøg, der fandt sted blandt tyske kvinder. Stalin og Berija var ligeglade, ja NKVD-chefen Berija havde jo også selv haft for vane at begå voldtægt.
Ignorance
– Var voldtægter et direkte udslag af den Røde Hærs soldaters egne lidelser og den drakoniske disciplin de var underkastet til daglig?
»Nej. Der var mange faktorer. Jeg har været meget forsigtig med at tolke, hvad de mange voldtægter skyldtes og har bl.a. konsulteret en række kønsforskere. Jeg har egentligt mest koncentreret mig om at bringe kendsgerningerne frem i stedet for at drage forhastede konklusioner: Seksuel ignorance, Stalintidens undertrykkelse af seksualiteten, kasernelivets pervertering af seksualiteten, det russiske bondesamfunds kvindeundertrykkende normer og alkohol var alle faktorer. Hvis der er helte i Berlin – Faldet 1945, så er det de tyske kvinder. De voksede med krigen, med kravene til dem. Siden måtte de stå voldtægterne i gennem, og så kom deres mænd hjem fra fangelejrene som ynkelige skrog og forlangte de traditionelle kønsroller reetableret, og kvinderne måtte tilmed tie med deres lidelser for ikke at krænke deres mænds mandighed.«
»Jeg har blandt andet fået mange breve fra tyske kvinder, som flyttede til Storbritannien i slutningen af 1940’erne og 1950’erne. De havde ikke kunnet tale om disse voldtægter. Som en af dem skrev: ’Tusind tak for bogen. Jeg har aldrig kunnet fortælle dette til min engelske familie. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne få dem til at forstå det’.«

Ubehagelige eksempler
– Kan der drages paralleller mellem den Røde Hærs adfærd dengang, og de russiske soldaters opførsel i Tjetjenien i dag?
»Der er i hvert fald visse ubehagelige eksempler, som sagen med en oberst, der voldtog og dræbte en tjetjensk pige, og myndighedernes ulyst til at retsforfølge ham. Der er også fortsat en brutalitet i de russiske væbnede styrker som man ikke ser andre steder. Af den årsag er der uhyggeligt mange selvmord. Derfor er det meget vigtigt, at Putin får gennemført sine reformer af de væbnede styrker i retning af en professionel hær som i Storbritannien og Frankrig. Men det koster penge, og det kræver samtidigt et stort arbejde at ændre opførselen og adfærden.«
– Hvad har reaktionen været på dine bøger i Rusland?
»Før offentliggørelsen af Stalingrad i Storbritannien skabte den britiske presses foromtale af bogen en eksplosion af russiske følelser bl.a. i form af den russiske London-ambassadørs fordømmelse af bogen. Men det var før bogen var udkommet, så man kunne ikke se mine kilder. Jeg tror det, der har været mest ubehageligt for den russiske offentlighed, var voldtægterne, der også gik ud over ukrainske og hviderussiske kvindelige slavearbejdere. Dette underminerer illusionen om, at voldtægterne blot var soldaternes hævn for de lidelser deres eget land og folk var blevet påført.
– Hvorfor sælges bøger som dine i meget store oplag, når krigen nu snart ligger 60 år tilbage?
»Der var ingen, som regnede med, at Stalingrad ville blive en bestseller. Min forlægger på Penquin gættede på, at den ville sælge i omkring 10.000 eksemplarer. I stedet har den til dato solgt 500.000. Det er svært at forudsige, hvad det er, som gør en bog til en bestseller, bortset fra at timing og publicity hjælper meget. Min bog bryder også med den traditionelle skakbrædtagtige militærhistorie: Så flyttes den enhed derhen, og så gør modstanderen som sit træk sådan og sådan... Desuden er der en generel tendens til, at mennesket siden 1980’erne er kommet i centrum i historieskrivningen.«
»Tidligere skrev man historie om strukturer, klasser og kollektive foreteelser. Hvad jeg har forsøgt, er at skrive ny historie over de allerede kendte begivenheder gennem en kombination af det store perspektiv med en nede fra og op tilgang, der får individets perspektiv ind. Der er to ting som fascinerer ved den Anden Verdenskrig i vores afmilitariserede post-kold-krigs samfund. Folk, der lever i sikre rammer og tryghed, er fascinerede af den eksistentielle udfordring krigen bød på. Desuden er der den moralske dimension. Jeg tror mange unge, som er vokset op i et sikkert samfund uden krig og vold, spørger sig selv: Ville jeg have modet til at afvise at dræbe civile, hvis jeg fik ordre til det?«
Beevor er ikke ubetinget begejstret for sociologer og teoretiserende historikeres invasion af hans fag. Han, der selv er uddannet officer og bl.a. har tjent i Tyskland under den kolde krig, synes at de gør vold på historien ved at tvinge den ned i forudkonstruerede former. Han vil hellere fremdrage virkeligheden i hele dens kompleksitet.

Ikke videnskabeligt
Om dette siger han: »Jeg ville aldrig argumentere for, at militærhistorie kun kan skrives af professionelle militærhistorikere, men man vel må forvente, at folk viser vilje til at sætte sig ind i deres emne og ikke prøver at trække deres forudfattede teorier ned over det historiske stof. Historie er ikke et videnskabeligt objekt som sociologer og politologer kan undersøge med deres metoder. Goldhagen (amerikansk historiker, der i midten af 1990’erne udgav en meget omdiskuteret bog om den tyske kollektive antisemitisme som årsag til Holocaust, red.) fejlede, fordi han sluttede fra, at når mændene i 101. tyske politibataljon rent sociologisk udgjorde et gennemsnit af den tyske befolkning, og når de var i stand til at slå jøder ihjel, ja så var alle tyskere derfor antisemitter og parate til at slå jøder ihjel. Man må kende noget til en hær og dens organisering, før man begynder at teoretisere.«
»Når Bartov (amerikansk historiker, som har skrevet om den tyske soldats ideologisk prægede verdensbillede og opførsel, red.) kunne finde på at skrive, at når de tyske officerer efterspurgte de nazistiske aviser, så var det fordi de ønskede at nazificere mændene, så misforstår han noget helt grundlæggende. Alle officerer i alle hære ved, at adgang til aviser højner moralen. Og de nazistiske aviser var de eneste aviser man kunne få fat i, derfor var det dem officererne råbte på.«
– Du er tidligere officer i den britiske hær. Har du selv været i kamp?
»Nej, men det har været tæt på i en grænseepisode i Tyskland under Den Kolde Krig. Der skete dog heldigvis ikke mere, end at vi stod opmarcheret på hver sin side af grænsen.«

*Berlin – Faldet 1945 udkommer den 6. september 2002 fra Borgens Forlag. Pris 399 kr.

*Niels Bo Poulsen er cand. mag. i historie og russisk og ph.d.-studerende ved Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier

FAKTA
Biografi
*Antony Beevor har siden publikationen af Stalingrad slået sit navn fast som en af historikerverdenens bedste formidlere og som en fornyer af den militærhistoriske genre. Hans to seneste bøger om slaget ved Stalingrad og Berlins fald er præget af omfattende brug af sovjetisk kildemateriale. Beevor er blevet tildelt flere priser, bl.a. the Wolfson Prize for History for Stalingrad. Ved siden af disse bøger har Beevor skrevet fire romaner og flere andre værker om historie ( bl.a. om den spanske borgerkrig og om Paris i de første efterkrigsår).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu