Læsetid: 6 min.

Fra tomrum til livsfylde

Henrik Nordbrandts erindringer kredser om smerter og tab, men læses som én eneste munter forløsning
3. september 2002

Ny bog
»De læser meget Kafka,« bemærkede en læge til 16-årige Henrik Nordbrandt, da denne var indlagt på Rigshospitalets såkaldt åbne tosseafdeling. Flov over natbordslekturen mumlede patienten et eller andet forvirret til svar.
»Da stuegangen var gået videre, tænkte jeg på, at jeg nok havde udvist samme skyldfølelse over at læse Kafka, som Kafka havde haft over at være Kafka. Jeg kom til at grine højt.«
Der var nu ellers ikke meget at grine ad. Unge Henrik Nordbrandt led af anoreksi, vejede 40 kilo og befandt sig ifølge psykiaterens vurdering i en tilstand, hvor han havde mistet sin dømmekraft. I stedet for at ville være voksen forsøgte han at forblive et barn, antagelig fordi han (ubevidst) tog afstand fra det afskrækkende eksempel på Mand, som hans fader havde leveret.
Situationen ved stuegangen beskrives i næstsidste afsnit af den erindringsbog, digteren udsender i dag: Trods det dystre indhold en lysende munter genistreg, mættet som den er af atmosfære og afklaret selvindsigt. I allersidste afsnit beskrives betegnende nok en hjemkomst: den voksne finder hen over en afstand på 53 år tilbage til det fiskerhus på Møn, hvor familien, da han var tre, tilbragte en lysende sommer.

Voksne er dumme
En uge efter modtager han via en vens mobiltelefon nyheden om angrebene på World Trade Center. »Jeg har,« kommenterer han, »længe hadet den islamiske fundamentalisme.« Men efterdi han tillige afskyr dén økonomiske og militære magt, tvillingtårnene symboliserede, konkluderer han, ikke uden politisk letfærdighed, at fundamentalismen og kapitalismen er to sider af den samme »selvmorderiske og brutale dumhed, der kan opsummeres som angsten for og hadet mod naturen.«
Denne dumhed begås og administreres af voksne. Indimellem er det derfor klogt at huske, at man har været et barn, og prøve at genkalde sig, nogenlunde hvordan det var, også selv om det kræver gensyn med adskillige fæle skeletter fra skabet. Døden fra Lübeck må ses som forsøget på en sådan konfrontation. En historie for børn er det ikke blevet, men en historie om barnet før den voksne, barnet dybt inde i den voksne.
Det største problem ved at beskrive tidlige barndomsoplevelser er, skriver Nordbrandt, »at man er nødt til at benytte et sprog, som man ikke ville have forstået, da oplevelserne fandt sted, og som derfor altid vil være ukorrekt.« Hans egen fremgangsmåde består derfor i at lægge en vis ironisk distance til projektet som sådant og til sig selv som dreng. Dette medfører mærkværdigvis en sandere og mere ægte skildring end den, læserne ellers ser i kendte personers memoirer.

Ordnung muss sein
Med en egen tør humor blotlægger Døden fra Lübeck vilkårene i en familie, hvis centrum udgjordes af en hystyran af en fader. Han var tilhænger af streng opdragelse og udstrålede autoritet, søofficer som han var, men da han som belønning for lang og trofast tjeneste modtog et ridderkors, gik han ud og smed det i affaldsspanden. Inkonsekvent som han også var, protesterede han ikke, da hans hustru gik ud og fiskede det op igen.
»Hvad man end kunne sige om min far, og man kunne sige meget ondt om ham uden at blive beskyldt for at overdrive, var han retskaffen. Uhyggeligt retskaffen til tider.« Han var ligefrem så ordentlig, »at hvis man kom til at skubbe til et viskelæder på hans skrivebord, så det lå en halv centimeter skævt, fik han det straks dårligt og råbte: »Hvad fanden er det her for noget rod! Det ligner jo en svinesti!««
Der lå adskillige pistoler rundt om i hjemmets skuffer. Det har, skriver Nordbrandt, ofte undret ham, at hans mor kunne holde fingrene fra dem.

Skeletterne danser
Sådan registrerer hans tekst med smertelig præcision, hvordan det var at vokse op og skulle blive til den, han er.
Nemmere blev det ikke af, at de pga. faderens skiftende stationering tit måtte flytte, bryde op, sige farvel - til steder og legekammerater. Som voksen kommer han til at grine, da en psykiater bemærker: »Der må have været mange skeletter i skabet i din barndom.« Ja tak, og ikke sjældent kom de ud, dansede frit omkring og forbrødrede sig med plageånder i den virkelige verden, som mobbende drenge i skolen og sadistiske lærere sammesteds.
Om en sløjdlærer berettes, at han somme tider hev en synder ind på lagerrummet med træ og talte med og til ham om Jesus. »Når de kom ud igen, havde drengen et rødt kors på halsen.
Det kunne Jesus nu ikke gøre for. Det var fordi Pedersen altid kneb en i huden foran på halsen, skiftevis på langs og på tværs, mens han holdt moralprædiken.
Dengang forekom hans opdragelsesmetoder mig lidt bizarre. I dag kan jeg godt se logikken i dem: Jesus var jo tømrer og har sikkert været meget dygtig til sløjd i skolen.«
Man skulle ikke tro, at en bog, der som denne er skrevet på dybt traumatisk stof, kunne opleves som en forløsning. Men sådan er det faktisk, og jeg formoder, det skyldes, at Henrik Nordbrandt som memoireforfatter benytter sig af en slags ’dekonstruktiv’ metode. Hermed mener jeg, at han truer sin skriven med dens dementi.

Skriftens forbehold
Psykologisk betragtet bunder det formentlig i hans tidlige drøm om at blive til Ingen og således undslippe et helvede, hvorom han gang på gang måtte sige: »Dette kan man ikke leve med.« Helst ville han som erindringsforfatter helst skrive om andre ting end sig selv og blot lade sig selv »være til stede som det tomrum, hvorom begivenhederne drejede sig.« Det forekommer ham, at han engang var ret god til at være tomrum, »men den evne må jeg have mistet, sammen med så meget andet.«
Det ville nu nok være mere dækkende at sige, at den evne har han endnu, blot har den mistet sin selvdestruktive tendens og transformeret sig til gennemskuende klarsyn.
Det mærker man, når han konstant blokerer sin selvfremstilling med forbehold, der truer med at sætte fortællingen i stå, men som i stedet lykkeligvis driver den fremad mod større ærlighed og selv-erkendelse.
Henrik Nordbrandt tror for det første ikke på sin hukommelse: »Man forsøger at gøre det uklare klarere og kommer derfor til at tvære noget ud, som egentlig til at begynde med var klart.« Han mistror for det andet den tekst, han selv er i færd med at skrive, eftersom han ved, at den erindrende altid vil afbilde sig selv, som han er lige nu, blot spejlet i en nostalgisk drøm om et barn. Endelig for det tredje nærer han som lyriker fundamental skepsis over for sproget.
Han kender det for godt, véd hvordan det fortegner og forvrænger alt.
Når han f.eks. anvender ord som kærlighed, konkurrence, tvang, omgiver han dem med tvivlende spørgen, og selv når han tænker på byen Korsør, lader han mistilliden til sproget skinne igennem sit sprog: »’Arketypisk’ er måske ikke et ord, man umiddelbart vil forbinde med Korsør, bortset fra, at alle verdens færgebyer har noget arketypisk ved sig, som de deler.« At kalde Henrik Nordbrandts erindringer almenmenneskelige vil helt sikkert være at overdrive. Det er hans og kun hans liv, der fortælles. Typisk er derimod det forløsningsmønster, historien gennemløber, og som enhver læser kan lære af. F.eks. lære at kalde tyrannen for en tyran, men også at kalde lykke for lykke, de gange den var der, og hver gang den findes. Hvilket heldigvis hænder tit, også i denne bog.

*Henrik Nordbrandt: Døden fra Lübeck. Erindringer. 218 s. Ill. Kr. 248,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu